Bag om billedet: Forfatteren Jussi Adler-Olsen

Jeg stod inde i stuen i Jussi Adler-Olsens hus i Allerød, hvor han skriver sine krimier, og fotograferede ham gennem vinduet, da jeg bad ham om at komme lidt tættere på. Pludselig kom der dug på ruden, fordi det regnede udenfor. Det var ren og skær held.

At han kigger igennem vinduet, skal underbygge en underfundig og pirrende stemning. Jeg kan godt lide, at han bliver fremstillet lidt som en beskuer. Det måtte egentlig gerne have været mere dystert, men det var ikke muligt, og jeg synes ikke, at billedet er uhyggeligt.

Jussi Adler-Olsen ligner af udseende på mange måder skuespilleren Dennis Hopper. Han ankom i en gul sportsvogn og havde medbragt en masse farverige skjorter, men jeg ønskede ikke, at han skulle være for star-agtig. Jeg vidste på forhånd, at jeg ville lave det i sort/hvid, for det er med til at få ham frem i billedet.

Søren Rønholt er fotograf og bosiddende i København. Billedet er blevet bragt i filmmagasinet EKKO september-november 2013.
Fortalt til Jakob Albrecht


Fotograf: Søren Rønholt/Filmmagasinet EKKO
Motiv: Forfatteren Jussi Adler-Olsen

0 Kommentarer