Jeg var sammen med journalist Benny Baagø, da vi fik at vide, at 14 kvier var blevet påkørt af toget ved Sig halvanden time tidligere.
Da vi kom frem til ulykkesstedet, kunne vi se, at flere af kvierne var blevet kastet fire-fem meter ned på vejen. Under jernbanebroen lå syv døde køer, og oppe på skinnerne lå der flere.
Det var lidt voldsomt at se så mange døde dyr. De var jo ret ilde tillredt. En enkelt kvie var helt skamferet, og tungen hang ud ad munden. Når vi er ude til ulykker, fotograferer vi aldrig døde mennesker, men med dyr er det anderledes. Der var dog en fotograf på JydskeVestkysten, der engang fotograferede fra et hesteslagteri.
Det blev en del læsere sure over. Jeg har ikke hørt noget for billedet, sikkert fordi køer ikke er kæledyr.
Jeg skyndte mig hjem, så billederne kunne komme på nettet. De blev også brugt af Ekstra Bladet, BT og TV 2. Det er sjældent, der er så meget run på, men det er nok, fordi det var så spektakulært.
Fortalt af fotograf på JydskeVestkysten John Randeris til Jakob Albrecht
Motiv: Døde kvier ved Sig. Fotograf: John Randeris
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.