I sommernummeret af Ud&Se stod fotograf Ulrik Jantzen for billedsiden til en artikel om skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis. I artiklen fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis blandt andet, at hendes hund engang sked på gulvet i en lufthavn.
»Jeg tænkte, at det må være slemt med et dyr, der skider ud over det hele. Jeg har selv fire børn og har flere gange prøvet tyndskid på flyrejser,« siger Ulrik Jantzen.
Foran ham lå tilfældigvis et klassisk business-fotografi med en kop kaffe med en kuglepen ved siden af.
»Jeg fik idéen, at jeg i stedet for kuglepennen skulle lægge en lort ved siden af billedet af Anne-Grethe Bjarup Riis,« fortæller Ulrik Jantzen.
Nu manglede han bare en ægte hundelort. Det var lidt af en udfordring, siger han.
»Nu om dage er det jo svært at finde hundelort på gaden, fordi folk samler dem op efter sig. Så vi fulgte efter nogle hundeluftere i Enghaveparken i København og spurgte, om vi måtte tage hundens lort med os.«
En ældre dame tæt på 60 år var ude at gå aftentur med sin hund.
»Jeg havde forberedt en kort forklaring, men det gik helt galt. Jeg kom til at snakke for meget. Fik sagt, at vi jo ikke var seksuelle afvigere. Så begyndte jeg at speedsnakke og gentage mig selv igen og igen. Men til sidst fik vi lov,« forklarer han.
Han siger, at han ikke er god til at kende forskel på hunderacer.
»Men lorten stammer fra en mellemstor hund.«
Ulrik Jantzen og hans kollega havde medbragt en dobbelt plastikpose til at opbevare hundens efterladenskaber.
»Vi transporterede den så forsigtigt, vi kunne, på bagsædet af bilen, så den ikke rullede rundt. Det var vigtigt, at den var frisk og fin.«
Tanken var at fotografere portrættet af Anne-Grethe med lorten ved siden af. Ulrik Jantzen havde imidlertid undervurderet, hvor dårligt en hundelort egentlig lugter.
»Hele studiet kom til at lugte fælt af hundelort. Vi var nødt til at trække vores bluser over hovedet, fordi stanken var så slem. Vi kunne ikke pakke den væk, fordi den var for porøs.«
Billedet er ret ulækkert. Hvad har du fået af feedback på det?
»Jeg har ikke hørt nogen kommentarer om, at folk synes, det er for ulækkert. Portrættet af Anne-Grethe er jo ikke stærkt i klassisk forstand. Det er mere et effektstyret billede, hvor jeg har instrueret hende i, hvad hun skulle gøre. Men jeg har fået meget mere feedback på billedet end et fotografisk mere udtryksfuldt portrætfoto af for eksempel Lars von Trier, hvor han sidder indadvendt og tager sig til hovedet.«
Hvordan reagerede hunden, da I samlede dens lort op og gik jeres vej?
»Den virkede begejstret. Måske fordi den kunne mærke, at dens lort skulle udstilles for en halv million mennesker.«
Ulrik Jantzen er fotograf med base i København. Billedet blev bragt i Ud&Se juli/august 2015.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er godt nok ulækkert, at et ellers flot billede af Anne-Grethe Bjarup Riis fra nu af vil blive forbundet med en hundelort.
VH
Bodil Rohde