I snart et år har billedjournaliststuderende Andreas Haubjerg fra DMJX fulgt hverdagen i et af Danmarks mest utrygge boligkvarterer, Bispehaven i Aarhus.

”Bispehaven har et blakket ry. Jeg ville finde ud af, om det havde noget på sig,” siger Andreas Haubjerg.

Han besøgte kvarteret første gang i februar 2016. I efteråret lavede han en skoleopgave fra Bispehaven, og i dag har han fortsat sin gang i kvarteret.

”Jeg er ikke færdig med Bispehaven endnu. Jeg har lært en masse mennesker at kende, og jeg har tænkt mig at blive ved,” siger han.

Han har blandt andre mødt Mari-Ann, der har tre papegøjer i sin lejlighed. Papegøjerne sørger selv for at skrue op for vandhanen i køkkenet, når de er tørstige.
”Det er lidt kaotisk, men på den gode måde,” siger Andreas Haubjerg.

I sommerhalvåret optræder Mari-Anns mand for eksempel som pirat nede i midtbyen med en papegøje på skulderen.

De fleste lever et almindeligt liv

Når Bispehaven bliver kaldt for Danmarks mest utrygge sted, er det ikke trukket ud af den blå luft, fortæller Andreas Haubjerg.

”Der er masser af problemer derude. Der er unge rødder, der skaber en utryg stemning, men sådan er det jo også inde i Aarhus centrum. De fleste i kvarteret lever faktisk helt almindelige liv,” siger han om projektet, som han har kaldt 'Just an everyday life'.

Mari-Ann og hendes mand, Palle, føler sig for eksempel ikke utrygge.

”De ved, at der sker flere ting, som ikke er heldige for Bispehavens ry.”

De oplever ikke trygheden

Men de færdes i kvarteret, som var det et hvilket som helst andet område.
”Utrygheden eksisterer derfor ikke for dem – de føler den ikke.” 

Da Andreas Haubjerg i begyndelsen kom gående mellem blokkene med sit kamera over skulderen, forduftede folk nærmest foran øjnene af ham.

”Pludselig var de bare væk.”

Upopulær presse

Det tager lang tid at komme ind på livet af folk i Bispehaven.

”Pressen er sindssygt upopulær. Folk stoler ikke på pressen, fordi vi kun beskriver det negative,” lyder det fra Andreas Haubjerg.

Beboere, der tidligere har fortalt deres historie, har for eksempel oplevet, at medierne tegnede et billede, de ikke kunne genkende.
Så interessen for at lade Andreas Haubjerg komme tæt på var meget lille – i begyndelsen.

De genkender sig selv

I dag har han udviklet et stort netværk i kvarteret.

”Når de ser mig med kameraet, ved de, at ”det bare er Andreas”,” forklarer han.

Han viser løbende sine billeder til de mennesker i kvarterer, han fotograferer. De er glade for billederne fra for eksempel badmintonhallen, boldburet og moskeen. 
Ikke kun de negative historier om vold og utryghed.

”Det er vigtigt for mig, at beboerne kan se sig selv i billederne. Vigtigere end ros fra en lærer eller censor,” siger Andreas Haubjerg.