Bag Billedet: ”Det skulle være larger than life”

Fotograf Morten Fauerby ønskede, at en ældre mand skulle stå i håndstand i en reklame for et toiletsæde. Det lykkedes. Med lidt hjælp

”Han var godt brugt bagefter,” siger fotograf Morten Fauerby om den ældre herre Bent, der optrådte som model i en reklame for toiletsædeproducenten Pressalit.

Idéen med billedet var at illustrere udsagnet ”go flexible”. Og på billedet skulle Bent, Pressalits ældste medarbejder, stå i håndstand for at vise, at de nye håndtag fra Pressalit giver ældre og handicappede mere bevægelsesfrihed, så de kan gøre ting, de ikke kunne før.

”Det skulle være larger than life,” siger Morten Fauerby om idéen bag billedet.

Tanken var, at Bent skulle svinge sine ben op til vandret ved egen kraft. 

”Og så ville vi fotografere ham lige i dét øjeblik, hvor det så ud, som om han stod i håndstand,” fortæller Morten Fauerby.

Lidt af en presbold

Men det viste sig, at det krævede for mange kræfter at få benene helt op.

”Det var lidt af en presbold, som vi måtte løse, ved at to personer løftede hans fødder op i vandret ved hjælp af en stang.”

Bagefter blev personerne fjernet i Photoshop, så det ligner en rigtig håndstand fra en gymnastikopvisning.

 Foto: Morten Fauerby/Montgomery

En sej gut

Det tog to timer at lave billederne af Bent, der blev fotograferet fra alle tænkelige vinkler.

”Vi valgte det her billede, fordi han har et godt blik i øjnene. Han er en sej fyr, der tog opgaven og de fysiske udfordringer i stiv arm,” forklarer Morten Fauerby.

Efterfølgende er baggrunds-tapetet også gjort pænere i Photoshop, og gulvet er blevet forlænget. Det blev gjort med størst mulig nøjagtighed, fordi billedet skulle bruges i kæmpeformat på VVS-messer.

”Der ligger virkelig mange timers billedbehandling i det, fordi det skulle være så præcist,” siger Morten Fauerby.

Modellerne er medarbejderne

Billedet af Bent er en del af en serie, hvor medarbejdere fra Pressalit optræder som modeller.

På et foto forestiller produktionsmedarbejderen Per Bangsø en bjergbestiger. Billedet skulle visuslisere “Go Extreme“.

 Foto: Morten Fauerby/Montgomery

På et andet foto sidder Pressalits udviklingsdirektør, Holger Søe Plougsgaard, med en fiskestang på et badeværelse. Billedet skulle visuslisere “Go Explorer“.

 Foto: Morten Fauerby/Montgomery

Morten Fauerby beskriver serien fra Pressalit som en blanding af reklame og medarbejderbranding.

”Det er et ret godt samtaleemne på fagmesser, når de besøgende finder ud af, at det rent faktisk er Pressalits egne medarbejdere, der er på billederne – for eksempel udviklingschefen,” siger han.

Et toiletsæde er ikke sexet

Morten Fauerby forklarer, at det ikke er den letteste opgave at lave fede fotos af et toiletsæde.

”Så sexet er et toiletbræt heller ikke. Og det er derfor, vi tænkte larger than life. Det er ikke bare et billede af et toiletsæde.”

Morten Fauerby er uddannet fotojournalist fra DMJX og partner i det visuelle kommunikationsbureau Montgomery, der holder til i København og Aarhus

0 Kommentarer