Bag billedet: De første dage på cand.comm.

”Vi var som en flok køer, der lige er kommet på græs.” Sådan husker John Gøtsche tilbage på sin tid som studerende på kommunikationsuddannelsen på RUC i 70'erne, hvor han tog en serie lysbilleder af Danmarks første kommunikationsuddannelse

Danmarks første kommunikationsuddannelse begyndte på RUC i september 1978. En af de første studerende var Johs Gøtsche – og en af de første opgaver, hans gruppe lavede, var et interview med RUC’s kantinedame. 

”Det er en fin situation. Kantinedamen kigger ned med sine lange, smukke øjenvipper. Hun er fotograferet, så det næsten ser ud, som om hun har en kyse på. I dag ville jeg nok have prøvet at fotografere hende fra en anden vinkel,” siger han.

I alt tog Johs Gøtsche 24 lysbilleder den dag. 

”Jeg synes selv, de er overraskende gode. Nogle diasfilm kunne fås med en forholdsvis høj lysfølsomhed,” siger han.

Johs Gøtsche husker euforien, da de begyndte på uddannelsen.

”Der var en spontanitet og glæde. Vi var som en flok køer, der lige er kommet på græs.”

I dag er dias en sjældenhed. Men i 70’erne var lysbilleder populære. Blandt andet, fordi de var nemmere at fremkalde end papirbilleder.

”Du afleverede bare din rulle til fremkaldelse hos en fotohandler. Billederne kom du i en kassette i diasfremviseren. Du skulle bare huske at mørklægge lokalet. Dias blev anset for at være meget smart dengang,” siger Johs Gøtsche.

Journalisten har i det seneste nummer af magasinet fortalt historien om de første år på kommunikationsuddannelsen på RUC. Den historie kan du læse her

Johs Gøtsche blev uddannet cand.comm. i 1981. I dag er han pensionist og arbejder frivilligt med at lave lokal-tv i Helsingør.

 

0 Kommentarer