Bag billedet: ”Danske Bank lukkede sig om sig selv”

”Når kommunikationsafdelingerne vil kontrollere, hvor vi kigger hen, er det vores opgave at tage det som en udfordring,” siger Martin Lehmann, som fotograferede Thomas Borgen på Danske Banks pressemøde

BAG BILLEDET. ”Dagen før Danske Bank skulle holde pressemøde om den interne advokatundersøgelse af hvidvask, blev jeg ringet op af bankens presseafdeling. Jeg fik at vide, at jeg kun måtte fotografere, når direktør Thomas Borgen og de andre fra bankens ledelse ankom til pressemødet. Når pressemødet gik i gang, måtte jeg ikke fotografere, før mødet var slut.

Et pressemøde er et privat arrangement, og de har selvfølgelig lov til at bestemme, hvornår vi må fotografere. Men jeg synes, at det er et godt eksempel på, hvor meget tunge virksomheder som Danske Bank prøver at kontrollere os.

Da Thomas Borgen ankom, havde han et påtaget stift smil om munden. Men da han kom ud fra pressemødet, var han i et kort øjeblik i tvivl om, hvilken vej han skulle gå. Jeg tog et billede af ham, mens Søren Bidstrup fra Berlingske tilfældigvis brugte en blitz bag ham. Det gav en flot visuel effekt, fordi det viste, at Thomas Borgen var i spotlightet den dag.

Når kommunikationsafdelingerne vil kontrollere, hvor vi kigger hen, er det vores opgave at tage det som en udfordring. Danske Bank prøvede at presse os, men i virkeligheden pressede de sig selv, og det er min opgave at observere, hvordan de lukkede sig om sig selv.”

Pressechef i Danske bank Kenni Leth oplyser, at beslutningen blev truffet, fordi 80 journalister og fotografer var tilmeldt.

”Grundet det ekstraordinært store opbud af medier, og fordi vi sendte tv live ud til et større antal tv-stationer og webmedier, vurderede vi, at det var bedst med fotografering før og efter selve pressemødet.” 

Martin Lehmann er fotojournalist på Politiken

 

1 Kommentar

Jacob
19. OKTOBER 2018
Jeg er ikke sikker på, at jeg
Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvad Martin mener. Jeg synes, det er et rigtig flot billede, men jeg kan ikke læse ud af det, at Danske Bank lukkede sig om sig selv. Jeg synes heller ikke, at Borgen på billedet ligner en, der er i tvivl om, hvilken vej han skal.