search

Baby og business

Journalistens freelancer Sanne Maja Funch havde gang i både kunder og karriere. Så blev hun gravid. Og mens manden passede sin karriere i militæret, tog hun barsel. Bare fem måneder – tænkte hun

Jeg prøvede at skrive en tekst, i ugerne efter at jeg havde født min pige Nora første juni sidste år. Et par af sætningerne fra teksten lyder sådan her:
”Kære Nora. Du blev født den første sommeraften i 2013, og sommeren lå virkelig lun og fuld af liv over København.” Herefter følger nogle betragtninger over forsommeren i hovedstaden. Teksten fortsætter: ”Men sådan blev det ikke i år. I år stjal du de unge, lange aftener, og jeg forstod jo aldrig rigtigt, før du virkelig var der, og du lå dér på min mave i en frakke af slim og blod, hvad du ville betyde for min sommer.”

Det er svært for mig at frigive disse sætninger, for det er en pinlig tekst. Den er sentimental og så dekoreret med lige dele tillægsord og floskler, at enhver af de følelser, den prøver at udtrykke, er druknet i pynten. Den blev heller aldrig færdig. Jeg skrev 15 linjer, og siden forsøgte jeg ikke at skrive noget som helst i de syv måneder, jeg gik hjemme med Nora.

Det var planlagt anderledes. Jeg er freelancejournalist og en lille smule bange for mine arbejdsgivere. Freelanceren har ingen rettigheder, er nem at skifte ud og alt det der. Så jeg tog mine forholdsregler, før jeg gik på barsel. Èn arbejdsgiver fastansatte mig i barselsperioden, så jeg fik løn, og de fik refusion fra arbejdsgiverforeningen, som DJ råder sine freelancere til. Med to andre havde jeg aftalt budgetter for 2013, så jeg stadig havde penge i banken hos dem, blot jeg sluttede min barsel i samme budgetår, det vil sige efter fem måneder.

Det var lovende planlagt, men håbløst vurderet. For trods sin lidenhed indeholder teksten om Noras fødsel også en sandhed: babyen fyldte alt. Hun kvalte enhver stræbsom intention, så også jeg blev fanget i freelancerens dilemma: Hvordan sikrer man, at arbejdet venter, når man gør sig utilgængelig måned efter måned på barsel? Hvordan får man fred til at passe sin baby, når tilgængelighed er daglejerens valuta? Derom handler denne barselsberetning.

Jeg husker godt, hvor pludseligt verden vendte. Skulle jeg glemme det, har jeg i alt 531 siders sms-korrespondance med min kæreste og fire veninder ligeledes på barsel, som kan minde mig om det.

Min ene sms-veninde hedder Laura. Laura er direktør i en mindre virksomhed, der promoverer grønne løsninger. Vi mødtes engang i maj, hvor vi begge var gået nogle dage over tid. Vi sad i solen på Islands Brygge og talte om baby og barsel. Men mest af alt tog vores forventninger form efter det, som moderskabet i hvert fald ikke var for os. Jeg blev ”træt”, når mine øvrige gravide veninder inviterede mig med til babytøjsudsalg eller stod i kø foran Fakta for at få en billig babyalarm. Jeg havde googlet ”barsel er kedeligt” og gjorde en dyd ud af at fortælle, at der bestemt ikke lå portionsanrettet babymad i min fryser. Med andre ord ville jeg forstå at holde fast i mit arbejdende jeg. Det, der i min verden, definerede et menneske langt mere overbevisende end at overgive sig til baby business og barselsgymnastik, og det samme mente min ambitiøse forbundsfælle.


 – foto: Sara Galbiati

Tre dage senere fik jeg en sms, Laura havde født. Samme aften kom Nora til verden. Og selv den mest hårdnakkede barselsskeptiker måtte overgive sig til den tid, der kom nu.  
Sundhedsplejersken kom, seks dage efter at Nora blev født. »Du falder på et tørt sted,« sukkede kæresten og jeg, og det er en sandhed uden modifikationer. Dagen før var Nora vågen fra kl. 14 om eftermiddagen til kl. 3 om natten. Det var en endeløs cirkel af bleskift, mad og rullen i vuggen uden effekt. Total desperation.

Kuren var dog ikke mindre opslidende; en døgnrutine af amning, udpumpning og flaskevask, der udmærket kan tilføjes som en del af optagelsesprøven til udholdenhedsuddannelser som for eksempel Jægerkorpsets. Én dag gemte jeg mig på altanen, da min kærestes familie kom for at se babyen, ude af stand til at modtage gæster. Et andet barselsbesøg nåede jeg at aflyse, at aflyse aflysningen, at aflyse igen, hvorefter gæsterne faktisk kom. Jeg udeblev fra en barnedåb hos vores nære venner. Jeg googlede ikke længere ”barsel er kedeligt”. Men jeg googlede meget andet, det gjorde vi alle sammen. Laura sendte et skærmprint af søgningerne på sin telefon, da pigerne var omkring en måned gamle:

bukkehornsfrø brystbetændelse
licitin brystbetændelse
elefantens vuggevise
bæresele nyfødt
ammebrik brystbetændelse
zoneterapi baby københavn
zoneterapi brystbetændelse
feber, ømme knuder bryster
babymassage mod uret

Disse indledende lidelser gik over, det er klart. Men det var stadig hårdt på den måde, alle kender til. ”Vi var oppe mellem 8 og 10 gange fra kl. 22.45 til kl. 6,” skrev en veninde i en morgen-sms. ”Jeg er røvtræt og pissesur og har lyst til at gøre noget aggressivt og overilet,” kvitterede jeg.  


 – foto: Sara Galbiati

Fædrene eksisterer også i denne barselsberetning. De eksisterer især i form af et fravær, der særlig gjaldt for mig. Mortan, min kæreste,
arbejder i militæret. Han kan ikke tage barsel, mens Nora er spæd, fordi han er i gang med en række videreuddannelseskurser. Og da Hæren mestendels ligger i Jylland, var han i øvrigt væk fra mandag til torsdag eller fredag, mens jeg var hjemme med Nora.

De værste uger var dem, hvor han var på øvelse. Da var telefonen slukket hele ugen. Mortan sov i skoven, cirka tre timer hver nat, og levede i øvrigt af jordbærmarmelade og proteinbarer, så det var svært at forlange, at det var hans tur til at tage baby, når han endelig kom hjem. På en tæt andenplads kom de dage, hvor han ringede fra lejren og havde fri. Nu tog han og kollegerne til Oksbøl for at gå på restaurant eller i svømmehal, eller de gik bare over i kantinen, hvor de spiste. Sammen. Med begge hænder. Indtil de var færdige.

Bitterheden kan jeg læse om i sms’erne med de fleste af mine barselsveninder. Det var en følelse af, at mændene havde en tilværelse, mens vi sørgede for, at det kunne være sådan. Jeg var oprørt over det enorme misforhold mellem mænds og kvinders ansvar, når en baby kommer til. Og jeg begyndte at frygte, hvad konsekvenserne ville blive for mig.

Den første erkendelse var, at jeg ikke kunne begynde at arbejde efter planen, når Nora var fem eller seks måneder. ”Jeg tror helt ærligt, det bliver psyko hårdt. Jeg ville kun gøre det, hvis jeg virkelig ikke kunne sige nej,” rådede Laura i en sms, der præcis understregede dilemmaet. For kunne jeg sige nej? Det var en iboende frygt, næret af det indlysende faktum, at jeg var løst tilknyttet arbejdskraft: Hvad ville der ske til næste år, når jeg skrev og sagde, at jeg ikke kunne opfylde mine kontrakter for i år?

Spekulationerne fik snart en ekstra dimension. Nora var lige over tre måneder gammel, da nærværende magasins redaktør sendte en mail: Kunne jeg levere et ”velskriv” for eksempel ”medio oktober” om at gå fra selvstændig til barsel. »Kan jeg blive fri?«, tænkte jeg, men pegede mere diplomatisk på, at det var bedrageri, hvis jeg arbejdede for Journalisten, mens jeg modtog løn under barsel. Henvendelsen var ikke den eneste. Men den forklaring, jeg havde sværest ved at give til de kolleger og arbejdsgivere, der henvendte sig, var også den mest nærværende: Jeg orkede det ikke.

Jeg har altid opfattet journalistikken som et kompromisløst fag. Der er dårlig plads til andet end uendelig arbejdsparathed. Ikke mindst for freelanceren, som lever af at levere varen, hver gang, uden brok. Jeg var bange for at sende det signal, at min kapacitet var for ringe.


 – foto: Sara Galbiati

En ny følelse rørte på sig, før jeg nogensinde fik afgjort, hvordan barslen, altså dens afslutning, skulle jongleres. ”Når verden er lille – blir den mere fortættet,” skrev Dea Trier Mørch i sin roman ’Vinterbørn’ fra 1976. Det er kvinden Signe, der mener, at begrænsningen ved at have et barn faktisk giver en større frihed, end hvis man ingen forpligtelser har. Sådan begyndte jeg at have det.

Måske skete det en morgen i oktober, hvor regnen piskede ned. Det var stadig mørkt, og dernede på gaden mosede folk af sted på vej på arbejde. Men det var ikke mig, og Nora var kun vågnet én gang den nat. ”Åh manner, barsel er hyggeligt,” skrev jeg i en simultan-besked til min digitale mødregruppe.
Det handlede selvfølgelig om, at Nora blev nemmere og sjovere, som tiden gik. Jeg talte mindre entusiastisk minutterne til hendes næste lur og blev knap så fortvivlet, når hun vågnede efter 30 eller 40 minutter dagen igennem.

Men det handlede også om den hverdag, vi havde sammen. Nu, hvor alting ikke var så hårdt, var barsel et velsignet helle. Det var en vegeterende tilstand, hvor dagen var fint fyldt ud med at passe Nora og, såmænd, lave babymad med stavblenderen og pakke det i små poser til fryseren. Jeg havde et meget lille behov for at søge uden for det rum. Jeg havde jo mine barselsveninder. Deres liv var præcis det samme, to af dem havde endda mænd, der var fraværende på nøjagtig de samme øvelser og kurser som min egen. Vi var i kontakt hver eneste dag, hele tiden, udvekslende de mest trivielle detaljer om babys spisevaner, sovetider, nye kundskaber. Jeg har næppe delt en konkret interesse med nogen i den grad, siden jeg red konkurrenceridning som barn og teenager. Den snævre verden blev et privilegium, snarere end en forbandelse

Det var skønt, da vinden vendte, og barslen blev sjov. Men det løste ikke mit problem. Før havde jeg brug for en længere barsel, fordi det var uoverskueligt at starte arbejdet så hurtigt med så lille et barn. Nu ville jeg gerne blive hjemme, fordi det var rart – og for Noras skyld. To gange inden for tre dage blev jeg konfronteret med forskellige menneskers holdning til at aflevere en baby på under et år hos en dagplejemor.

Den første var en vens ven, som jeg mødte til en børnefødselsdag. »Vil du virkelig vide sandheden?«, spurgte han og gav mig den beredvilligt: Nora ville strande på et gulv, alene, hele dagen. Han var en autoritet, hans kæreste var pædagog. Pladsanvisningen var mindre direkte, men virkede uforberedt på, at der var et behov så snart. Chancerne for at få en plads var ikke store.

Til sidst ringede jeg til mine arbejdsgivere. Jeg bad om respit. De var søde og slog ikke hånden af mig. I stedet udsatte vi opstarten og lavede nye aftaler for 2014. Denne artikel er mit første stykke arbejde efter barsel. Mortan er hjemme et par uger i januar, så han kan passe Nora, mens jeg laver enkelte opgaver. Fra februar, når hun er otte måneder, skal hun starte i dagpleje. Det er okay, tror jeg nok.

Jeg ved ikke, hvordan andre freelancere oplever det at gå på barsel. Jeg har følt et dilemma. På den ene side ønskede jeg at stå til rådighed for kontakter i arbejdslivet, jeg gerne ville værne om – eller i hvert fald undgå at vende dem ryggen alt for længe. På den anden side havde jeg et ansvar for en lille baby, som havde brug for mig, og som jeg havde brug for at hengive mig til.

”Har du et budskab?”, spurgte Journalistens redaktør, da han skrev og bestilte en barselsberetning dengang i september. ”Gid jeg var lønmodtager,” svarede jeg. Ikke fordi dén position i mine øjne er mere værd end freelancerens. Men fordi det faktisk gælder, når lønmodtageren sætter autosvar på mailen og overgiver sig til søvnmangel, selvmedlidenhed og barsels-helle i den tid, den slags må tage.

Kommentarer
6
Ulrikke Moustgaard
23.01.14 08:33
Utrolig fin tekst. Kan
Utrolig fin tekst. Kan genkende det hele. Tak for den!
Fremhævet af Journalisten
Catia Schmidt
23.01.14 09:14
Befriende læsning - tak! Jeg
Befriende læsning - tak! Jeg er i fuldstændig samme situation. Barsel og titlen "freelancer" hænger desværre bare ikke sammen.
Fremhævet af Journalisten
Ola Jørgensen
23.01.14 09:24
Godt og velskrevet comeback.
Godt og velskrevet comeback. Kloge kunder venter vist gerne på sådan en som dig.
Fremhævet af Journalisten
Mette Stentoft
23.01.14 11:04
Tak for den tekst. Jeg kender
Tak for den tekst. Jeg kender det alt for godt. Jeg arbejdede on-off under barslen (som jeg delte med barnets selvstændige fotograf-far). Det gik. Jeg mistede kun få kunder - og jeg kunne opfylde mit eget stærke ønske om at holde noget længere barsel end otte måneder. Men det var samtidig så hårdt, at jeg ikke orker at få det næste barn, jeg egentlig gerne ville have haft... hvis jeg havde været lønmodtager.
Fremhævet af Journalisten
marie astrup
23.01.14 16:13
Det er nu ikke meget
Det er nu ikke meget anderledes eller bedre at være ansat. Man forventes tilbage hurtigt og er man ikke det, bliver ens opgaver overtaget af andre. Jeg har prøvet begge dele med mine to, og må siger af freelance-stillingen jo også giver frihed. Det er vist desværre et tilbageslag for karrieren at blive mor.
Fremhævet af Journalisten
Kathrine Thonbo
25.01.14 15:27
So true... Du skriver så det
So true... Du skriver så det citrer ned af ryggen med barsels-minder, myoser og overvægt af dårlig samvittighed, behovsudsættelse og alt for meget kage...
Kathrine
www.moricentrum.dk
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen