Undervisningsministeriet har underkendt Praktikudvalget, og B.T. slipper for praktik-karantæne. Praktikkoordinator kalder beslutningen en »møgafgørelse«.
I foråret blev B.T. tildelt et halvt års karantæne fra praktik-ansættelser. Det skete, fordi avisen dagen før kontaktede studerende og spurgte, om de ville søge B.T. som praktiksted. Ifølge reglerne må der ikke være kontakt før selve panikdagen, og derfor valgte Praktikudvalget at statuere et eksempel og straffe B.T. med en karantæne.
På B.T. erkendte man sine fejl, men samtidig syntes man, karantænestraffen var for hård og ankede den til Undervisningsministeriet.
Og nu har ministeriet afgjort, at straffen var for hård, og B.T. kan derfor opslå praktikstillinger som alle andre ved den kommende praktikrunde. Det huer ikke praktikkoordinator Pia Færing.
»Jeg synes, det er en møgafgørelse, og alle fra praktikudvalget, som jeg har talt med, beklager den dybt og frygter, at respekten for systemet ryger,« siger hun.
Meddelelsen fra Undervisningsministeriet er kun kommet mundtligt. Her hedder det ifølge Færing, at det ikke er bevist, at B.T. havde intentioner om at snyde, og set i det lys var karantænestraffen for hård.
»Det er lidt svært at forholde sig til. Betyder det, at vi skal gå ind og motivforske, når nogen gør noget forkert? Eller skal vi have flere gradueringer af sanktionerne? I øjeblikket har vi jo kun én. Og endelig er spørgsmålet, om vi overhovedet må sanktionere,« siger Pia Færing, der er blevet lovet en skriftlig redegørelse i midten af oktober.
På B.T. er der til gengæld den forventelige glæde over afgørelsen.
»Jeg er glad på B.T.'s vegne, men så sandelig også på de studerendes vegne, fordi der nu igen vil være seks gode stillinger til rådighed på Danmarks bedste praktiksted. Det havde været en tåbelig afgørelse at lade det gå ud over de studerende, for vi kunne jo bare finde praktikanter på andre uddannelser,« siger chefredaktør Peter Brüchmann.
Han lægger vægt på, at B.T. selv gik ud og erkendte brøden og desuden selv foreslog en mildere sanktion.
»Vi foreslog for eksempel en sanktion, der gik ud på, at vi først måtte slå stillinger op i anden runde, så vi praktisk talt ikke ville få mulighed for at vælge ved første hylde,« fortæller han.
Afgørelsen gør nu, at der slet ikke er nogen sanktion for B.T.'s erkendte regelbrud. Men Brüchmann tror ikke, det vil blive taget som et signal om anarki på praktikmarkedet.
»Vi har lært vores lektie, og det tror jeg også, andre har. B.T. har været ude og hænge i gabestokken. Så hvis nogle ikke har haft respekt for systemet, har de det nu,« siger han.
Praktikudvalget holder møde 5. november, hvor man vil diskutere Undervisningsministeriets afgørelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.