Inden B.T. bragte den første artikel i serien om Helle Thorning-Schmidts skattesag, havde avisen interviewet en skatteekspert, der vurderede, at Thornings mand ikke skulle betale skat i Danmark, men derimod i Schweiz. Eksperten gik dermed imod B.T.'s vinkel og blev ikke citeret.
Omkring to uger inden B.T. bragte den første artikel om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks skattesag, talte B.T.'s journalist med en kilde, der var uenig i B.T.s påstand om, at Helle Thorning-Schmidts mand "efter alt at dømme skal betale skat her."
Det var medlem af skatterådet for SF og rådgivende skatterevisor Christen Amby, som ikke kunne bekræfte B.T.'s vinkel:
»Da jeg ikke mente det, som journalisten mente, at jeg skulle mene, bragte B.T. det ikke,« siger han til Journalisten.dk.
Christen Amby forklarer, hvorfor han var uenig i B.T.s vinkel, da han blev kontaktet forud for den første artikel i B.T. om Thornings skattesag.
»Dels havde de ikke alle oplysninger. Jeg kunne derudover sige, at hvis han (Stephen Kinnock, red.) arbejdede i Schweiz og havde schweizisk arbejdsgiver, så havde Schweiz beskatningsretten efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten,« siger Christen Amby til Journalisten og bemærker tørt:
»Når man hverken kender kendsgerninger eller regler, er det selvfølgelig også lettere at skrive historier.«
Chefredaktør på B.T. Olav Skaaning Andersen har to grunde til, at B.T. valgte Christen Amby fra:
»Vores vurdering er, at han ikke vidste specielt det, der handler om dobbeltbeskatningsaftaler. Derfor har vi ikke brugt ham. Christen Amby var meget hurtigt ude og sige, at Stephen Kinnock ikke skulle betale skat, men han har efterfølgende trukket sig lidt tilbage. Efter alt at dømme har Christen Amby ikke vidst, hvad han har haft med at gøre. Derudover er der en helt anden ting: Han er erklæret SF'er. Vi ville ikke forvirre begreberne ved at tage ham med,« siger Olav Skaaning Andersen og erkender, at det ikke lykkedes avisen at undgå kilder med partitilhørsforhold. Det afslørede nyhedsbureauet Newspaq.
»Efterfølgende har vi fundet ud af, at skatteadvokat Tommy V. Christiansen er Venstre-mand. Vi ville da meget gerne have vidst, at Tommy V. Christiansen var medlem af Venstre og sad i en bestyrelse for Venstre. Så er det ikke sikkert, at vi havde taget ham med. Hvis vi havde valgt at tage ham med, havde vi 100 procent sikkert fortalt, at han er Venstre-mand. Husk, at næsten samtlige andre medier i Danmark har brugt Tommy V. Christiansen, uden at det fremgik,« siger Olav Skaaning Andersen i et interview med fagbladet Journalisten om B.T.'s dækning af Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Læs hele Journalisten gennemgang af fire af B.T.'s centrale historier om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag her.
4