B.T.-tillidskvinde blev årets kollega

Ingelise Skrydstrup fik ledelsen til at godkende, at medarbejderne sover i arbejdstiden. Det skaffede hende titlen som årets kollega i Kreds 1.

Ingelise Skrydstrup fik ledelsen til at godkende, at medarbejderne sover i arbejdstiden. Det skaffede hende titlen som årets kollega i Kreds 1.

Det siges tit, at et kvarters powernap giver en mere effektiv arbejdsdag, men hvor mange arbejdsgivere vil egentlig acceptere, at medarbejderne sover i arbejdstiden? Det vil de på B.T., og det skyldes tillidsrepræsentant Ingelise Skrydstrup. På grund af dette og en række andre tiltag bliver hun mandag tildelt titlen som årets kollega i Kreds 1.

"Ingelise skaffede en massagestol til redaktionen og fik ledelsen til at blåstemple, at vi tog et kvarters powernap i den i løbet af arbejdsdagen, hun sørgede for julehjerter i december, hun nedsatte et udvalg for at genskabe B.T.-ånden, og til julefrokosten uddelte hun 100-kronesedler fra Medarbejderforeningens kasse, fordi "julefrokost bør være gratis for medarbejderne". Samtidig er hun benhård og medarbejdernes mand i forhold til ledelsen."

Sådan lyder det i indstillingen af Ingelise Skrydstrup, som også blev indstillet til prisen sidste år, da den for første gang blev overrakt.

Priskomiteen lægger i øvrigt vægt på, at Ingelise Skrydstrup gennem mange år er gået forrest over for ledelsen som tillidsrepræsentant og har udvist stor empati og loyalitet over for sine kolleger.

Prisen vil blive overrakt i forbindelse med Kreds 1's generalforsamling mandag aften i Berlingske Tidende, og ud over hæderen belønnes Skrydstrup med en uges gratis ophold i en af Journalisternes Feriefonds ferieboliger.

8 personer var indstillet til prisen 'årets kollega' i 2011. De indstillede personer var:
Nana Toft, Spot Kommunikation
Heidi Robdrup, DR
Gitte Redder, Ugebrevet A4
Iben Danielsen, Mediehuset Rubrik
Ingelise Skrydstrup, B.T.
Susanne Svendsen, Gads Forlag
Ann Michele Max-Jakobsen, DR Nyheder
Camilla Bresemann, TV2 NEWS

3 Kommentarer

Ditte Giese
9. MARTS 2011
Re: B.T.-tillidskvinde blev årets kollega

Det er sjovt på den lidt uhyggelige måde, at kun kvinder er indstillet til den her pris, mens der til f.eks. Publilcist prisen var indstillet 10 mænd samt redaktionen, men altså ingen navngivne kvinder der var dygtige i år

 http://www.publicist.dk/priser.htm

Og listen over mediebranchens kommende talenter havde 4 kvinder ud af 38, selvom der da må være masser af unge kvindelige talenter at tage af

https://journalisten.dk/her-er-fremtidens-38-nye-medietalenter

Men kvinder er åbenbart rigtig gode til at være de søde piger på redaktionen, der både julehygger og nurser og måske endda er lidt mor? Er man i tvivl, kan man bare kigge på vignetten i DJ's nyhedsbrev, hvor kåringen af årets kollega illustreres med en glad kvinde, der springer afsted i flagrende kjole med et hjerte over hovedet og to små børn ved sine fødder, der siger "Se: mor skal på arbejde". Hvorfor mon der ikke bliver indstillet nogen mænd til den pris? Hmmm 

Julie Brink
8. MARTS 2011
Re: B.T.-tillidskvinde blev årets kollega

Et stort og varmt til lykke fra en TR-kollega på HK-området. Ingelise har nemlig også været med til at fremme gejst og sammenhold mellem faggrupper i alles interesse. Ingelise favner bredt og kan se længere end sin egen næsetip - tak for det.

Julie Brink, Århus Stiftstidende

Theo Jensen
7. MARTS 2011
Re: B.T.-tillidskvinde blev årets kollega
Bliver spændende at se om Anette Dina Sørensen kommenterer de otte indstilledes køn...