
Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
B.T.-sportschef Kasper Haugaard har siden januar forsøgt at komme ud af sit ejerskab af FCK-fanmediet Kvart i Bold, men det er endnu ikke faldet på plads.
Det bekræfter han over for Journalisten.
I CVR-registret fremgår det stadig, at Kasper Haugaard er ejer af enkeltmandsvirksomheden bag Kvart i Bold, hvilket betyder, at han stadig personligt hæfter for virksomhedens aktiviteter og eventuelle gæld.
Kasper Haugaard understreger over for Journalisten, at han ikke har beskæftiget sig redaktionelt med Kvart i Bold siden januar, og at han kun på papiret er økonomisk bundet til virksomheden, som han forsøger at træde ud af.
”Jeg er ikke ekspert i regnskaber, og det startede som et hobbyprojekt. Det har siden vist sig, at man ikke bare sådan kan overdrage en enkeltmandsvirksomhed, og derfor har ejerskiftet taget længere tid, end vi lige regnede med,” siger han til Journalisten.
Møde med revisor
Nuværende redaktør for Kvart i Bold, Kasper Larsen, fortæller til Journalisten, at han i denne uge har møder med en revisor, og at han forventer, at virksomheden snart kan overdrages.
Han bekræfter også, at Kasper Haugaard ikke har haft en redaktionel kobling til Kvart i Bold siden skiftet til B.T. i januar.
”Det er klart, at hvis den går konkurs, så hænger jeg selvfølgelig på det. Men det gør den på ingen måde, for den løber sådan set fint rundt,” siger Kasper Haugaard.
Journalisten beskrev koblingen til fanmediet i januar, hvor Kasper Haugaard forsikrede om, at det ikke ville give ham et habilitetsproblem i jobbet som sportschef på B.T.:
”Nej, det synes jeg overhovedet ikke, jeg har. Og i princippet ved jeg heller ikke, om Kvart i Bold er et fanmedie. Jeg ved godt, at folk har kaldt det et fanmedie, men vi har bare kaldt det et fodboldmedie, fordi vi gerne vil lidt ud over den der fanjournalistik, som er lidt for jubelglad. Vi ville gerne lave fodboldindhold om en klub, der betyder meget for mange, som er FCK.”
På Kvart i Bolds hjemmeside beskrives det som ”et medie for fans, der har FCK i blodet”.
I januar fortalte daværende chefredaktør Pernille Holbøll også, at ansættelsen var sket med ”utroligt åbne øjne”, og at hun i forbindelse med ansættelsen havde aftalt med Kasper Haugaard, at han skulle træde ud af Kvart i Bold.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.