CHEFSKIFTE

B.T.’s papiravis på vej mod graven: ”Jeg vil ikke sætte tidspunkt på”

”Papiravisen er på vej nedad, og det er helt indkalkuleret i modellen, og på et tidspunkt er den så lille, at det ikke kan betale sig mere, og så bliver den lukket,” siger Berlingske Media-koncernchef Anders Krab-Johansen

Med ansættelsen af Pernille Holbøll som ansvarshavende chefredaktør på B.T. lægges der op til en 100 procent digital fremtid hos mediet i Pilestræde i København.

Men over for Journalisten vil hverken Pernille Holbøll eller Berlingske Media-topchef Anders Krab-Johansen sætte en dato på, hvornår papirudgaven af B.T. endeligt forsvinder:

”Papiravisen er på vej nedad, og det er helt indkalkuleret i modellen, og på et tidspunkt er den så lille, at det ikke kan betale sig mere, og så bliver den lukket. Derfor er vores fokus 100 procent på det digitale. Det andet kan du kalde en afviklingsforretning. Vi laver elbiler, og det satser vi alt på, og så udgiver vi en benzinbil, så længe det kan betale sig,” siger Berlingske Media-koncernchef Anders Krab-Johansen til Journalisten om nyansættelsen af Pernille Holbøll, der er kendt som mediechef med evner inden for netop digital udvikling.

Forestiller du dig, at der udgives en papiravis, der hedder B.T., i 2023?

”Jeg vil ikke sætte tidspunkt på,” siger Anders Krab-Johansen.

Samme toner lyder fra den nyudpegede chefredaktør, der først formelt starter 16. maj.

”For mig handler journalistikken ikke om, hvor vi udkommer henne, men om at sikre, at vi udkommer, og at B.T., som jeg synes bedriver fremragende journalistik, bliver ved med at udkomme. At sætte et timestamp på, præcis hvornår B.T. er et 100 procent digitalt medie – det er ikke fordi, jeg ikke vil det – men det giver ingen mening for mig at sige, hvornår det er.”

”Jeg skal lige have lov til at sætte mig i stolen først,” siger Pernille Holbøll, der kommer fra en stilling som direktør for group branding og media hos bettingfirmaet Better Collective.

Sidevisninger er vigtige

I forlængelse af udgivelsen af Berlingske Medias årsrapport sagde Anders Krab-Johansen tidligere på året, at B.T. ikke er stærk nok. Blandt andet ramte det B.T.’s driftsresultat, at man i 2021 oprettede nye redaktioner i en række storbyer. Målet fremover bliver at gøre B.T. mere rentabel og udvikle mediet, så man kan tjene flere penge på annoncemarkedet.

I det arbejde er det ifølge Anders Krab-Johansen fortsat en betingelse, at B.T. skal være størst – og der spiller sidevisninger også en rolle.

”Der er mange måder at måle det på, men B.T. skal være størst – og et af de steder, man skal være størst, er på sidevisninger,” siger han.

I forlængelse af Poul Madsens farvel til Ekstra Bladet udtalte Pernille Holbøll, der dengang blev konstitueret chefredaktør på Ekstra Bladet, at hun var klar til et opgør med kapløbet ”om sidevisninger, gratis klik og uforståelige clickbait-rubrikker”.

I dag vil Pernille Holbøll dog ikke forholde sig til, hvad Ekstra Bladet skal eller skulle, men i stedet hvad B.T. skal fremover.

”Men jeg vil godt sige, at min tilgang og den måde, jeg anskuer clickbait på, sådan set er den samme. Der er ikke nogen fornuftig forretning i at lave clickbait, som i den ægte forståelse af clickbait, hvor man snyder brugerne og skriver noget, som du ikke giver. Hvor man skyder forbi målet,” siger hun.

Rubrikker driver forretningen

B.T. har netop fået en del opmærksomhed for at have etableret et særligt rubriksprog, hvor man ofte kun mødes af et, to eller tre ord i rubrikken på forsiden.

”Man skal bruge forsiden aktivt til at få brugere og læsere ind – og du får mig ikke til at sige, at det er et problem, for vi skal skabe en trafik og have folk ind og læse. Og for B.T.’s vedkommende kommer folk igen, og de benytter sig rigtig meget af det. Så for mig handler det om, at det, der er bag forsiden, spiller sammen med det på forsiden,” siger Pernille Holbøll.

Her spiller det også ind, at B.T. er i åben konkurrence med andre gratis nyhedstjenester som DR og TV 2, der ifølge Pernille Holbøll laver fremragende journalistik.

”Og det er klart, at vi ikke på samme måde får penge ind på paller, så der skal være en sammenhæng i forhold til, hvordan man driver forretningen,” siger hun.

Men du afviser ikke at justere i B.T.’s rubriksprog?

”Jeg synes, der hele tiden bliver justeret for alle mediers vedkommende. Om det så er Ekstra Bladet, Berlingske eller B.T.. Det er den moderne digitale virkelighed, hvor vanerne og brugerne ændrer sig, og vi har alle et forskelligt udgangspunkt. For mig handler det om at levere god journalistik, nyheder, sport og underholdning til brugerne – og at de kommer igen og får noget, de kan lide. Det vil jeg gerne arbejde videre på.”

Første opgave bliver dog at få sat lidt ro på redaktionen på B.T., der de seneste år har oplevet en del forandringer. Særligt i forlængelse af den tumultariske afsked med den forhenværende chefredaktør Michael Dyrby.

”Jeg har selv prøvet det, og det er super turbulent med chefudskiftninger. Min opgave bliver at sikre, at B.T. er et rart sted at komme på arbejde, at medarbejderne ved, hvor jeg er henne, at jeg er til stede, og at jeg tager mig tid til at sætte mig ind i, hvordan det hele fungerer herinde,” siger Pernille Holbøll.

Pernille Holbøll har ud over den seneste stilling i Better Collective tidligere arbejdet for DR Nyheder, TV 2, Metroxpress og Ekstra Bladet.

0 Kommentarer