Koncernchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen. Foto: Stine Heilmann
B.T.’s medarbejdere mødes igen her til morgen for at tage stilling til, om arbejdsnedlæggelsen skal fortsætte.
I går eftermiddags gik de hjem i protest over, at 14 stillinger bliver nedlagt på B.T. i forbindelse med sparerunden i Berlingske Media.
I en udtalelse skriver medarbejderne, at det ikke er B.T.’s ledelse, de er utilfredse med, men koncernledelsen og direktør Anders Krab-Johansens prioriteringer.
”Vi synes, det er uforholdsmæssigt mange stillinger, der nedlægges på B.T.,” skriver de i en udtalelse og fortsætter:
”Strejken er ligeledes udtryk for vores mistillid til den overordnede strategi med altid at spare sig til overskud. Konsekvensen af fyringerne er, at B.T. leverer et dårligere produkt, som så betyder færre brugere, dårligere indtjening i fremtiden, nye sparerunder igen, et yderligere forringet produkt, og sådan kan den nedadgående spiral bare fortsætte.”