Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
15:49 08.12.2021 Anna Sol Jørgensen

B.T.-journalist får hæderspris af Ekstra Bladet for mink-historier

B.T.-journalist får hæderspris af Ekstra Bladet for mink-historier

Journalist og chef for gravergruppen på B.T. Jacob Friberg søgte aktindsigt i sms-samtalen mellem Martin Justesen og Søren Andersen for 10 måneder siden. Bax Lindhardt

Jacob Friberg, journalist og chef for gravergruppen på B.T., modtager årets Victor-pris, der hvert år uddeles af Ekstra Bladet.

Det oplyser Ekstra Bladet i en pressemeddelelse.

Jacob Friberg får prisen, der er opkaldt efter Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen og tager form af en brosten, for sine historier om regeringens beslutning om at aflive samtlige mink i Danmark og for sin afsløring af, at centrale personer i Statsministeriet automatisk sletter deres sms’er.

Det er første gang, at Victor går til B.T.

”Det ligger mig normalt fjernt at rose B.T., men æres den, der æres bør, og i dette tilfælde var vi ikke i tvivl om, at det rigtige var at hædre konkurrenten. Jacob Friberg har med sit arbejde og aktindsigter afsløret, at statsminister Mette Frederiksens stabschef, Martin Justesen, har slettet sms’er i mink-sagen – hvilket førte til afsløringen af, at også Mette Frederiksen selv, hendes departementschef, Barbara Bertelsen, og flere andre centrale aktører har slettet sms’er i mink-sagen,” siger Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup, i pressemeddelelsen.

”Friberg har desuden med stor stamina i 10 måneder taget kampen for åbenhed via Ombudsmanden, som til sidst førte til afsløringen,” tilføjer han.

SENESTE NYT

Flere nyheder