For 50 år siden begyndte Kurt Bülow på Randers Amtsavis. Vi bringer hans historie for at markere 50-året for den sidste årgang af den gamle journalistiske mesterlære. Du kan læse mere om Kurt Bülow på hjemmesiden kurtbulow.dk. Her er hans historie om en broget tid i mesterlære:

Som sidste årgang af den gamle mesterlære i journalistik er det i denne tid 50 år siden, at jeg komplet ukvalificeret og uden at kunne skrive på maskine startede som journalistelev til 372 kr pr mdr med en 70 timers arbejdsuge på Randers Amtsavis.
Jeg fik intet papir på de tre år med tre måneders prøvetid, men de to nye elever året efter mig, Hugo Hviid(radiojournalist i Holstebro) og Roland Larsen (mangeårig østjysk kredsformand) fik begge flotte kontrakter og halvårlige ophold på den nybyggede journalisthøjskole i Århus.
Det var dengang, journalister betragtede sig selv som håndværkere, men den sidste menneskealder er faget som bekendt blevet mere eller mindre akademiseret og nu ved at blive en ren universitetsuddannelse.

Forhistorien er kort, at jeg 14 dage efter realeksamen mønstrede ud som messedreng og i et års tid dernæst fartede verden rundt på tankeren Petra Dan og banankøleskibet Arabian Reefer.
Tilbage i Randers startede jeg op som arbejdsdreng og dernæst værktøjsmagerlærling på et mindre værksted ejet af en af min fars jagtkammerater. Den tykke fabrikant udnyttede imidlertid lærlingene så groft, at jeg en fredag eftermiddag havde fået nok og gik ind på kontoret og meddelte, at de aldrig mere ville få mig at se – til stor harme for såvel fabrikanten som min far.

Jeg var kun 17 år og meddelelsen om, at jeg ville være journalist i stedet for ingeniør, vakte mere end mild undren i mine omgivelser, mens jeg energisk gik i gang med at skrubbe de sorte negle og fjerne gravrusten fra revolverbænkene på maskinværkstedet.
Iført min bedste vindjakke tog jeg dernæst turen rundt til byens tre redaktioner ud i en køre:
Først Socialdemokraten, senere Folkebladet, hvor chefredaktør Herluf Christiansen interesseret forhørte sig om min tid til søs og som maskinlærling – og mindre end en måned efter opstarten på Amtsavisen, ringede Christiansen og havde da en læreplads ledig.

Men videre dengang til venstreavisen Randers Dagblad, hvor chefredaktør Axel Rye tog venligt imod, men tydeligvis ikke var interesseret, da jeg ikke rigtig havde nogen dokumentation, så videre gennem bymidten til Amtsavisen og redaktionschef, senere chefredaktør Bent Grauballe.
Han var som den eneste interesseret i et nusset stilehæfte fra skoletiden, hvor jeg med store klodsede bogstaver og med en af de der hersens nymodens kuglepenne havde nedprentet en beretning om en tur gennem junglen i Ecuador, hvor bananbåden lastede.

Redaktionschefen rynkede også på næsen af den mere end middelmådige karakterbog fra realskolen og var tydeligvis kun interesseret i UG-drenge, men jeg forklarede som sandt var, at jeg til min dansklærers fortvivlelse aldrig skrev kladder til mine fristile. Redaktionschefen nikkede forstående, og der må på en eller anden måde have været guld i det gamle krøllede stilehæfte, for kort efter fik jeg brev om, at jeg kunne begynde som journalistelev nogle uger senere lige før min 18. års fødselsdag 14. september.

Prøvetiden en kamp for livet

På Amtsavisen måtte jeg iført min fine nye stribede kontorjakke på det nærmeste kæmpe for livet for at overleve de tre måneders prøvetid.
Den første dag blev jeg placeret ved siden af to larmende telexmaskiner og foran mig en ældgammel Remington, som jeg ikke kunne skrive på.
Alle skrev hamrende hårdt med to eller få-fingre systemer, og fra de nærliggende kontorer strømmede salverne fra de manuelle skrivemaskiner sammen som en kakafoni af lyddæmpede maskingeværer.
– Jeg kan i hvert fald øve mig, tænkte jeg, og håbe nogen har tid til at tale med mig senere – og så begyndte jeg at skrive avisforsiden af fra i går.
Det rygtedes forbløffende hurtigt trods travlheden før deadline og helt op i det nærliggende håndsætteri blandt typograferne, at den nye elev sad og skrev forsiden af fra i går!

Modeller til test af elever

Dengang havde redaktionen tre velafprøvede modeller til at teste elever i prøvetiden på tre måneder: masser af begravelser, filmanmeldelser i de ydmyge forstadsbiografer og dagbogen ikke mindst .
Dagbogen var et digert værk, hvor alle døgnets kommende begivenheder blev indskrevet og alle mødeannoncer opklæbet, så man ud fra disse oplysninger kunne udskrive de daglige tid&sted lister over, hvad der nu engang rører sig i byen. En model der stadig bruges i dagspressen.
Det var altid 1.års-elevens job at føre dagbog og skrive tid&sted lister, og det blev straks med løftet pegefinger pointeret, at dette arbejde var noget af det vigtigste på redaktionen. Oh skræk og rædsel hvis man glemte et møde og man dagen efter kunne læse om det i Folkebladet eller Dagbladet – ja det var klart værre end at skrive Petersen, når manden hedder Pedersen.

At jeg nu var blevet en person af en vis betydning fremgik af, at typograferne mange gange hver dag kom til mit skrivebord for at aflevere aftryk af skibene med annonce-blysats.
Dagbogsføreren kunne således tjekke alle annoncer hver dag for møder og begivenheder, og når avisen kom på gaden, var der dobbeltjek. De konkurrerende aviser blev læst med lup, og for at få det hele med, var det også nødvendigt at tjekke ugeaviser, kirkeblade mv.

Udsendt medarbejder på kirkegården

Efter den første måned fulgte begravelses-testen. Flere gange om ugen blev jeg sendt ud for at referere ganske almindelige begravelser på byens forskellige kirkegårde. En lokal meddeler, en pastor emeritus, blev min rådgiver, men det var nu så som så, da han hurtigt begyndte at betragte mig som en slags konkurrent.
Referaterne skulle bygges op over en bestemt læst, og hver gang jeg møjsommeligt havde skrevet et referat, leverede den pensionerede præst tre – han var jo på linjebetaling og kendte alle de lokale præster, der indsamlede oplysninger til ham fra deres begravelser. Ret smart faktisk!
Jeg tror nok, filosofien fra bladets side var, at hvis man ikke havde så megen fingerspitzgefühl, at man diskret kunne researche de nødvendige oplysninger uden at nogen tog anstød heraf, ja så egnede man sig ikke til at blive journalist, hvor det er vigtigt at kunne være i betragterens rolle – altså den berømte flue på væggen.
Men svært kunne det være for en nybegynder, når folk stod der og græd på stribe og skreg deres sorg ud først i kapellet og dernæst en frilufts-koncert ved graven, da det meste dengang var kistebegravelser.
Jeg lærte dog hurtigt at spotte en person blandt de nærmeste pårørende, som så nogenlunde cool ud, og så i rette øjeblik prikke på skulderen og diskret mumle ud af mundvigen: undskyld, måske De kan hjælpe mig med et par navne til avisens referat?

Sidste trin af prøvetids-testen var anmelderiet af B-film i forstadsbiograferne samt små udstillinger af forskellig art, og det var de rene løjer og grønlangkål sammenlignet med alle de tidliger beskrevne besværlighederne.
Hurtigt fandt jeg frem til modellen for en acceptabel anmeldelse: kig det skriftlige materiale grundigt igennem og lyt så til en, der er klogere end dig selv – og omskriv det hele med dine egne ord. Så kommer der ingen klager, og du kan være dig selv bekendt.

Korrespondance-hajerne

Den nye elev observerede hurtigt, at kollegerne hele tiden på en underlig gedulgt måde kom og gik til de to telex'er og sendte korte tekster, mens nogle af dem skottede over skulderen som havde de dårlig samvittighed.
Det viste sig, at jeg var havnet midt iblandt en flok korrespondance-hajer af en karat, som jeg aldrig senere har mødt i dansk presse. Alle uden undtagelser korresponderede – fra cheferne til yngsteeleverne – små telegrammer mest til lands- og naboaviserne.
Officielt var det ikke velset, og slet ikke før deadline, men der blev set gennem fingre med det, da indtægten for eleverne kunne være større end lønnen.
Korrespondenterne byttede også telegrammer! Mest populære var små midtjyske tidløse rammehistorier fra kuriosa-bunken – de var jo lige gode til Berlingske Aftenavis og Fyens Stiftstidende.

En af de skrappeste til at korrespondere var den eneste fuldtids sportsjournalist Finn Ebbesen(senere Vejle og trekantområdet for JP), der feks i flere år korresponderede de samme sportsbegivenheder til BT og Ekstrabladet uden sammenhænget blev opdaget i København.
Ebbe var en af mine vigtigste læremestre og eminent til at omskrive tekster.
Han kunne finde på at sige til den nye elev: – Kurt, på søndag dækker du Dronningborg-Ringkjøbing i serie I. Hvis jeg var dig, ville jeg ringe til Ringkjøbing Amts Dagblad og spørge, hvor mange linjer de vil ha' om deres førstehold, og billede, tak.
Da Ebbe rejste til Vejle Amts Folkeblad, blev jeg som nylig 2.års elev konstitueret som sportsredaktør og arvede samtidig korrespondancen til BT og EB. Nogle uger senere fik jeg et surt brev fra BT, hvor man opsagde samarbejdet, fordi man hos konkurrenten havde bemærket telegrammer med næsten' sammenfaldende tekster'. Jeg havde endnu ikke nået min læremesters standard som rewriter, men det kom nu hurtigt og i rigeligt mål.

Storhandel med korrespondance

Alle på redaktionen undrede sig, da redaktionschefen før en større mavesårsoperation spurgte 2. årseleven, om jeg ville passe hans korrespondance under sygelejet til Berlingske Tidende, der dengang var langt det mest attraktive korrespondance-ben at gnave på.
Mens de andre landsaviser oprustede med nye provinsredaktioner, valgtes Berlingske at udvikle det dengang finmaskede net af korrespondenter.
Dengang betalte morgenavisen 18 kr pr telegram under 20 linjer, men fidusen var at skrive ultrakorte telegrammer på to-tre sætninger, der også kunne bruges som ombrydningsnoter. Bagsidenoter, sportsnoter, erhvervsnoter etc og selv features lærte jeg at trække essensen ud af til et kort telegram. To gange i døgnet sendte jeg en stak telegrammer.
I den periode var det lidt af en gåde, at den pensionerede chefredaktør under sine visitter på redaktionen faktisk skamroste mig, fordi der stod så meget om Randers i hans gamle hoforgan BerlingskeTidende.
– Hvad vedkommer min korrespondance dog den gamle nar, tænkte jeg og forstod endnu ingenting.
Men så kom redaktionschefen, der allerede da var den virkelige magthaver på bladet, gustenbleg og afkræftet på sygeorlov og sagde med svag stemme, at han aldrig tidligere havde modtaget så store månedsafregninger fra det berlingske
– og at jeg ærligt havde fortjent mine seks kroner pr telegram, hvorefter han skrev en check, der var noget større end min løn.

Mens han skrev checken, faldt 10-øren endelig, men jeg sagde ikke noget: seks kr til Kurt, seks kr til redaktionschefen og seks kr til den fhv chefredaktør, der i sin tid viste det sig havde solgt korrespondancen mod at få en tredjedel af fortjenesten i en årrække.
Et par år senere i Roskilde var jeg involveret, da Berlingske-korrespondancen to gange blev handlet for 5000 kr, hvilket var en pæn sum, da en nyudlært dengang kun fik godt 1200 kr pr mdr.
Man ville have korset sig i bladhusene i København og hos Ritzau, hvis man vidste, hvordan der blev sjakret og manipuleret med korrespondancen.
Det kunne således være lidt af en uriaspost at være Ritzau-korrespondent, da der tit måtte holde igen med nyhedsstrømmen for ikke at ødelægge korrespondancen for kollegerne.

Politireporter på trekantsruten
Allerede som 1.årselev fik jeg lov til at snuse til rets- og politistoffet,
og i løbet af det næste år fik jeg fast status som vikar på stofområdet. Det gik efter en fast recept, hvor de tre dagblades reportere mødtes kl 9.30 foran politigården, hvorefter vi i samlet trop entrerede politikommissærens kontor.
Han sad med døgnrapporten, hvorfra der blev citeret, og vi havde lejlighed til at stille begrænsede spørgsmål. Bagefter spadserede vi gennem byen til kriminalpolitiet i den anden ende af byen, oftest med mig i spidsen i trav, fordi jeg på grund af den nye Djursland-udgave havde langt den tidligste deadline.
Jeg husker især en kriminalkommisær, der elskede at svælge i slibrige detaljer fra voldtægts- og sædelighedssager. Når det blev for slemt, og jeg kunne se mine to kolleger krummede tæer, kiggede jeg altid demonstrativt på mit ur.

Det fik politimanden til engang at udbryde irriteret: – Og hvad har Amtsavisen nye unge talent – jeg var 18 år – så travlt med at skulle nå?
– Ja jeg har deadline om 40 min., – som sandt var – og det var jo en vigtig sag, som du lige har fortalt om. Jeg må løbe tilbage til redaktionen, og det tager mindst 10 min. med alle de trapper her hos kriminalpolitiet…
Tilbage på pinden efter trekantruten, som vi kaldte den daglige tur til politiet, gjaldt det om at koncentrere sig om i en fart at skrive de historier, som jeg vidste eller skønnede kollegerne ville slå stort op samme dag.

Kun de sportsglade blev journalister

Dengang var det umuligt at blive elev, hvis man ikke havde forstand på sport og var villig til at arbejde gratis 15-20 timer hver weekend med sport året rundt. Min sportsbaggrund med cykelløb og boksning var sikkert også medvirkende til, at jeg slap gennem nåleøjet som journalistelev.
Jeg boltrerede mig som en fisk i vandet de to første elevår som sportsjournalist hver eneste weekend, hvor der rådede en helt speciel intim stemning på redaktionen.
Der blev også drukket mere i weekenden end til hverdag, hvor ølflaskerne stod frit fremme på skrivebordene og kun blev fjernet, når chefredaktøren undtagelsesvis var i farvandet.

Luksussmørrebrød som weekend-løn

Et af højdepunkterne indtraf altid midt på aftenen søndag, når vi i samlet trop – sportsredaktøren og de tre elever plus en eller to af de mest betroede 'sports-negre' gik de få meter ned på Rådhuscafeen og spiste luksussmørrebrød og drak øl på bladets regning som vores eneste aflønning for weekendarbejdet.
I fodboldsæsonen var vi oftest først færdige søndag nat ved 2-3 tiden med de 8-10 sider mandagssport, og så var der altid en eller anden, der lokkede med en tur i byen. Som natklubbens sidste gæster gik vi så ret ofte på morgenværtshus på de små listige steder i det gamle havnekvarter – og derfra direkte på arbejde kl 6.30.

Dagbladene huggede hinandens elever

Da jeg startede mit tredje og sidste elevår i Randers, fik jeg en dille med at klippe alt ud, jeg skrev i avisen, og efter en måned målte jeg spaltemillimeterne op og gik ind til redaktionschefen og sagde:
– Se mine udklip – jeg producerer mange flere linjer end de fleste af de uddannede journalister – fortjener jeg ikke en lønforhøjelse?

Dengang steg man kun 100 kr i løn pr måned pr elevtrin.

Svaret om lønforhøjelse trak af ukendte årsager ud, og Kalundborg Folkeblad kom på banen med et tilbud om et job som rets- og politimedarbejder til den tredobbelte hyre.
Dengang var det helt legitimt og almindeligt, at dagbladene huggede hinandens elever – det var jo for bl.a. at stoppe den trafik, der indførtes kontrakter året efter. Der var eksempler på, at lokalaviser på pinlig vis overbød hinanden om de bedste elever.

KALUNDBORG

Dagblad uden leder og kronik

Mellem Randers Amtsavis og Kalundborg Folkeblad tog jeg med kæresten på tre måneders scooter- ferie til Spanien, så perioden mangler egentlig i min mesterlære, men der findes jo ingen papirer!
Det var egentlig fire hyggelige måneder på redaktionen i Skibbrogade i hjertet af Kalundborg, hvor vi privat var blevet installeret i en stor lejlighed oven på redaktionen og nabo til faktor Frank Jensen, der var den med størst indflydelse på avissidernes udseende.
Men som den eneste avis i landet havde folkebladet hverken kronik eller leder, hvilket forekom noget vattet, men avisen var vellidt blandt de lokale og havde også rekord i dækningsprocent i lokalområdet.
Bemandingen var kun halvt så stor som på Amtsavisen: en redaktør, to red.sekretærer og to journalister samt to elever, så der skulle produceres rigtig mange linjer og historier hver dag.
Men det var stadig dobbelt så lang arbejdsuge som i dag, hvilket er forklaringen på, at så få medarbejdere hver dag kan producere en avis på omkring en snes sider.

Forbud mod at gå i retten

En avis uden leder og kronik smager af Holdningsløse Tidende, hvilket jeg fik en forsmag på, da jeg som nyankommen ville gå på høflighedsvisit i retten for bare at hilse på mit stofområde , som jeg nu engang havde lært man gjorde.
Men chefredaktør Kjeld Rasmussen sagde, at det ikke var nødvendigt, da man ikke dyrkede retsstoffet på Folkebladet, men kun ringede til retsskriveren en gang om ugen og forespurgte, om der havde været noget!
Chefredaktøren levede op til sin image som veg og passiv og mumlede noget om, at retsstoffet altid var negative historier, og det var ikke noget at skrive om.
Så jeg ringede retstoffet hjem og lavede kun notitser, bl.a. de sædvanlige spiritusbilister, hvor jeg havde lært grundigt i Randers om de presseetiske regler og kun undlade navn ved førstegangs-forseelser, hvor der ikke var personskade på andre trafikanter.

Redaktørens Rotary- ven blev navnløs

Men så kom der en atypisk spritsag med en direktør og tårnhøj promille, så det var helt klart en navnesag. Da avisen kom på gaden stod notitsen bagerst i bladet, beskåret og uden navn. Jeg undersøgte sagen, og det viste sig, at den dømte direktør sad i Rotary sammen med chefredaktøren.
Så gik jeg ind og sagde op. Det var bare for meget. Ingen leder og kronik, lunkne holdninger og den lille korruption på spring.
I dag ligner Kalundborg Folkeblad alle andre provinsaviser til forveksling og er fusioneret med Holbæk Amts Venstreblad, så der kun er lokalstoffet til forskel på de to dagblade.
Min datter May-Brit har arbejdet som red.sekr. for Kalundborg Folkeblad i fem år på centralredaktionen i Holbæk.
Hun ryster på hovedet af mine Kalundborg-historier og tæller timeregnskabet på 37.5 timer sammen og har oceaner af fritid sammenlignet med farmand 50 år tidligere.

ROSKILDE
Eleverne skrev avisen

Det sidste halve år på Roskilde Dagblad, der lagde endnu en 500 kr-seddel på lønsedlen, gled som i olie under redaktør Poul Justesen, der ofte mindedes de glade dage med vennen Lise Nørgaard få år tidligere.
Juste var en hædersmand og en eminent chef, der kørte de tre elever hårdt men retfærdigt, og jeg plejer at sige, at i Roskilde lærte jeg dobbelt så meget som på de to foregående lærepladser tilsammen.
Det var eleverne, der skrev lokalstoffet i Roskildeudgaven sammen med en uddannet medarbejder
Roskilde er stadig Sjællands centrale mødeby med et hav af landsdels- møder, der blev dækket tæt af vores dobbelt så store konkurrent Roskilde Tidende.
Til de store landbrugsorganisationers årsmøder sendte Tidende deres bedste og mest rutinerede folk, der skrev på livet løs også for at drille konkurrenten, der som Venstre-avis dengang var ekstra forpligtet.

Sidehistorier og natarbejde

Disse landbrugsmøder med flere hundrede deltagere var noget af en prøvelse, især når konkurrenten kendte alle topfigurerne, så det var nødvendigt at gribe til nye metoder for at klare sig.
Jeg skar ned på de tunge referater og formandsberetninger og skrev i stedet en række sidehistorier, hvoraf nogle var nyheder, ved at ringe stoffet hjem om aftenen.
Det kunne være nødvendigt at skrive den halve nat, og det lykkedes at overtale redaktør Juste til at godkende en mødetid om morgenen et par timer senere end kollegerne mod at jeg skrev et par ekstra historier om eftermiddagen – for så ofte at gå direkte til aftenmøde.
Den der med 70 timer om ugen slog slet, slet ikke til på Dagbladet med de mange tunge aftenmøder kun afbrudt af en tur i biffen, og det skulle der også skrives om. I weekenden var jeg for første gang fritaget for sport, men der var altid flere landsdels-arrangementer at dække i skarp konkurrence med Tidendes fagmedarbejdere..

Roskilde Dagblad var nyfusioneret med Ringsted Folketidende og Østsjællands Folkeblad i Køge under fællesnavnet Dagbladet, og der stod stadig en hyggelig gammel Heidelberg og klaprede blysats til annoncer nede i kælderen.
Chefredaktøren var den politisk udnævnte Henry Christensen, sagfører og senere landbrugsminister, der i mange år var kendt som Venstres grå eminence. Han roste mig altid for kvantiteten af mit arbejde, aldrig kvaliteten desværre.
Da jeg fråtrådte jobbet, bad jeg om en anbefaling og lov til at forlade redaktionen en halv dag tidligere end berammet. Det blev accepteret mod, at jeg afleverede lidt ekstra stof til gengæld. Den sidste uge skrev jeg derfor en ekstra tidløs lokalartikel hver dag til skrivebordsskuffen.
Sidste arbejdsdag sluttede således med, at jeg overrakte chefredaktøren et tykt bundt manus og til gengæld modtog en flot håndskrevet anbefaling – den første og eneste i mit liv. Og den eneste dokumentation for, at jeg på en arbejdsplads er uddannet som journalist.

Tjente lommepenge på journalisthøjskolen

Dernæst fulgte et fire mdr langt frivilligt efteruddannelses-kursus på den nybyggede journalisthøjskole, hvor jeg som den eneste af de 16 havde opsagt mit job, mens kollegerne alle fortsat havde deres gode månedsløn.
Jeg skaffede lommepenge ved at referere fodboldkampeog skrive features af forskellig slags til aviserne. Feks skrev jeg i anledning af den forestående olympiade en artikel om oldtidens OL ved at gå på statsbiblioteket og læse op om emnet – artiklen blev så stencileret i 50 eks og rundsendt til samtlige danske dagblade, hvilket gav pænt resultat – ja dengang var der et halvt hundrede aviser, hvis man tog det hele med såsom Ebeltoft Folketidende, Fjerritslev Avis osv
Bent Stuckert, Ole Røssel, Jørgen Grunnet, Kaj Mieritz m.fl. af de mere kendte var med på holdet.