De nye regler for adgang til ministres kalendere giver mere lukkethed, skriver avisledere i dag. Mediejurist Oluf Jørgensen mener, at det er et fremskridt.
"I værste fald bliver det demokratisk problem." "Man forhindrer pressen i at fortælle befolkningen, når en minister bevæger sig ud over kanten." Lederskribenterne hos blandt andre B.T. og Sjællandske langer i dag ud efter forslaget om at begrænse pressens adgang til ministres kalendere. Forslaget blev præsenteret af statsminister Lars Løkke Rasmussen på sit pressemøde i går.
Helle Ib skriver i B.T.'s leder, at det bliver sværere for pressen at følge med i, hvem ministrenes mødes med og dermed lader sig påvirke af.
"Den konkurrence, der altid er i gang for at vinde adgang til ministerens og dermed magtens øre, bliver ikke lettere at belyse, når kalenderen mørklægges, og informationsstrømmen styres af 'systemet' selv. Det kan i værste fald blive et demokratisk problem," skriver hun.
Den nye "åbenhedsordning" betyder, at borgere og journalister ikke længere har adgang til aktindsigt i ministrenes mødekalendere, mens oplysninger om ministrenes pengeforbrug til møder nu skal lægges ud på en hjemmeside.
I Sjællandske hedder det i dag på lederplads, at det godt nok noget af en dristighed at kalde loven for en "åbenhedsordning", eftersom den mest går ud på det modsatte.
"Det handler dybest set om at forhindre, at pressen kan fortælle befolkningen, når en minister bevæger sig ud over kanten – sådan som det er sket i daværende vicestatsminister og erhvervsminister Bendt Bendtsens (K) tilfælde."
Sjællandske skriver, at statsministeren bedyrer, at ændringen ikke hænger sammen med, at man "har noget at skjule":
"Men den skal han længere ud på landet med."
Lektor i mediejura ved Journalisthøjskolen Oluf Jørgensen ser det ikke som et tilbageskridt, fordi det samtidig sikres, at de oplysninger, som offentligheden har krav på i kalenderen, nu aktivt skal offentliggøres. Det er ikke tilfældet i dag.
"Juridisk set og efter Folketingets Ombudsmands praksis har ministerkalenderen været at betragte som et internt arbejdsredskab – altså som udgangspunkt ikke omfattet af aktindsigt. Men de enkelte oplysninger i ministerkalenderen, som har karakter af faktiske oplysninger om ministerens opgaver, har skullet udleveres. Men oplysninger om, at ministeren skulle til frisør klokken 14 og møde konen klokken 17, har kunnet undtages fra aktindsigt," siger Oluf Jørgensen til Ritzau.
Åbenhedsordningen er blevet vedtaget af et bredt flertal i Folketinget og træder i kraft den 1. juni.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.