En serie billeder taget af Politiken-fotografen Thomas Borberg har ført til påtale af en politibetjent. Fotografierne fangede betjenten i et halsgreb under en anholdelse, skriver Politiken.
Episoden fandt sted under uroligheder på Christianshavn i maj 2007 i forbindelse med årsdagen for 18. maj 1993.
Thomas Borberg var øjenvidne, da to betjente foretog en voldsom anholdelse af en ung mand. Ifølge Borberg og andre øjenvidner blev den unge mand slået i maven med en knippel, og efterfølgende tager en betjent et greb i halsen på den anholdte, mens han føres væk.
Borberg fotograferede forløbet, og et billede dokumenterer tydeligt, at en civilbetjent har godt fat i struben på en demonstrant, der samtidig bliver holdt bagfra af en anden civilbetjent.
Disse billeder har været de primære beviser i en sag, der er blevet rejst på baggrund af anholdelsen, og det har nu fået Statsadvokaten for København til at påtale fremgangen som »kritisabel adfærd«.
Umiddelbart får det dog ikke nogen konsekvenser for betjenten. Statsadvokaten mener ikke, der er tale om vold i civilretslig forstand. Det vil derfor være op til politiets egne disciplinære myndigheder, om sagen skal have efterspil for betjenten.
»Vi har ikke ment, at der var tale om et strafbart forhold, men omvendt har vi heller ikke ment, at det har været en nødvendig magtanvendelse i situationen. Al magtanvendelse skal være i overensstemmelse med politiloven, og den kræver, at det er nødvendigt, forsvarligt og hensigtsmæssigt«, siger vicestatsadvokat Birgit Gammelgaard til Politiken.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.