»Avisernes madanmeldere skal på skolebænken«

Problemet med madanmeldere går langt videre end et par svipsere fra Søren Frank, siger en ekspert i emnet. Han opfordrer til at sende madanmelderne på skolebænken.

Problemet med madanmeldere går langt videre end et par svipsere fra Søren Frank, siger en ekspert i emnet. Han opfordrer til at sende madanmelderne på skolebænken.

Der har været decideret lynchstemning på debatten på Berlingske.dk, efter at DR kunne afsløre, at madanmelder Søren Frank havde løjet i en nedsabling af en restaurant. Flere læsere har krævet, at den prominente anmelder bliver fyret, og Berlingske vil nu helt ændre på sin procedure, når madanmeldere giver dårlige karakterer.

Men problemet med madanmeldere er langt større end et par usandheder i en enkelt artikel, skriver Anders Holt Markussen i en kommentar i Berlingske i dag. Han er cand.mag. i dansk med speciale i madkritik.

»Madanmeldelsen er en konservativ genrehybrid (…) Genren er relativt uargumenteret, anvender en ensartet metaforik og følger samme opbygning,« skriver Anders Holt Markussen i sin kommentar.

Anders Holt Markussen har selv været madanmelder og har skrevet et universitetsspeciale om emnet. Han peger på, at madanmeldelsen er en relativ ny journalistisk genre. Hvis aviserne vil gøre genren mere troværdig, må de stille flere krav, mener han.

»Af en litteraturanmelder forventer man gerne et studie af emnet, fx en litterat. Men flertallet af madanmeldere har ingen præcise kvalifikationer: start en skole for madanmeldere. Man kunne begynde med et halvt år på kokkeskole. Gerne er det i stedet en journalist, som efter tro tjeneste får tildelt madanmeldertjansen som et 'gode', det vil sige givetvis har en let pen, men grundlæggende er lige så usikker som hvem som helst,« skriver Anders Holt Markussen.

Flere læsere rasede i går over, at Berlingske ikke ville trække anmeldelsen af den kinesiske restaurant tilbage, selvom avisen har indrømmet, at deres madanmelder på nogle punkter bedømte restauranten på et falsk grundlag. Restauranten fik den laveste karakter – én stjerne – men Berlingskes ledelse har afvist at slette anmeldelsen. Afsnittet med de urigtige oplysninger er blot blevet slettet.

Anders Holt Markussen mener, at debatten skal bredes ud til at handle om madanmelderiet som sådan og ikke bare om miseren om et enkelt anmelders besøg på en kinesisk restaurant.

»Når det angår madanmelderiet, er der endnu et stykke vej før genren kan anerkendes på linje med andre kulturanmeldelsesformer,« konkluderer Anders Holt Markussen.

4 Kommentarer

Rob Robinson
3. AUGUST 2011
Re: »Avisernes madanmeldere skal på skolebænken«

@ Preben

 

Problem med at sætte hr og fru Danmark til at anmelde dette og hint er at de sjældent har evnerne/sagligheden til det. Du nævner selv, at folk lystigt anmelder alverdens ting på nettet. Der bliver jeg altså nødt til at spørge dig, om du har set nogle af disse anmeldelser? Det er altså ikke saglighed, der oftest præger den slags anmeldelser  og personlige misforståelser, om det givne emne, bliver rutinemæssigt ophævet til universelle sandheder.

Nu er jeg godt klar over jeg selv har kritiseret den professionelle del af anmelderkorpset for ikke at være objektive nok. Men det mener jeg jo som sagt, men kan løse, hvis man ansætter efter evner istedet for alt muligt andet. Derudover mener jeg så IKKE man kan løse det, ved at ansætte dilletanter.

Derudover bliver brugeranmeldelser rent faktisk allerede brugt og flere tiltag er på vej. Så vidt jeg ved har BT for længst indført konceptet, i forbindelse med deres dækning af vinstoffet og jeg har kendskab til flere virksomheder, der har planer om at lade deres kunder/brugere komme til orde, på en lign. måde, i deres markedsføringsmateriale.

preben nyborg madsen
3. AUGUST 2011
Re: »Avisernes madanmeldere skal på skolebænken«
Jeg kan huske Jonna Dwinger på Politiken. Når hun satte gaflen i et stykke kød, så var fanden løs, hvis ikke kødet var mørt og godt. Restauranterne frygtede hende. I dag frygter de vel mere forbrugeren? Så hvorfor ikke lade ganske almindelige danskere skrive mad-anmeldelser til aviser og medier. De gør det jo allerede på nettet. Men jeg tror, at mange vil have større respekt for den vanskelige kunst at anmelde mad og vin, hvis bedømmelserne kom fra hr. og fru danmark.
Rob Robinson
1. AUGUST 2011
Re: »Avisernes madanmeldere skal på skolebænken«

Kunne man ikke prøve at starte med, at ansætte nogle kompetente mennesker? Bare fordi man, siden tidernes morgen, har uddelt madanmeldertjansen til gamle studiekammerater, fætre, naboer og den slags, betyder det vel ikke, at man ligefrem skal ud og uddanne de allerede ansatte dorske drog?

Problemet med Søren Frank var/er jo for så vidt ikke, at manden er en dårlig madanmelder eller skribent. Han er jo sådan set ret dygtig til hans fag, sådan i det store hele. Det skal dog siges, at Frank sgu aldrig nogensinde har haft ry for at være videre objektiv (onde tunger vil endda fristes til at kalde manden inhabil i særligt grelle tilfælde).

Nej, problemet er derimod, at manden nærmest har været fredet. Søren Frank var mad- og vinanmelder og sådan var det bare. Nu skal Frank i øvrigt ikke være alene om at blive hængt ud. "Branchen" er generelt lettere betændt. Et alment anerkendt faktum i vinbranchen er at man sgu ikke får anmeldt sine vine, medmindre man også annoncerer i den pågældende avis. Der er naturligvis undtagelser, men sådan i det store hele fungerer tingene altså på den måde. I den forbindelse kan man jo sætte sig ned og lede efter annoncer og anmeldelser blandt en stor dansk mediekoncerns udgivelser. Der er et interessant sammenfald, mellem en af deres største annoncører og frekvensen hvorved vedkommendes produkter bliver anmeldt. Samme mediekoncern byder i øvrigt også på et andet "spøjst" sammenfald. Vinkonsulenten, på deres formiddagsavis, har sjovt nok været ansat, som vinkonsulent, hos en anden jævnlig genganger i avisens vinsektion.

Med andre ord er det nærmest helt ude i hampen, at kaste lorten over på uddannelsesniveuaet i branchen. Bottom line er at branchen er rådden og den slags kan man altså ikke uddanne sig ud af. Det er ganske enkelt for nemt, at hænge Frank ud som en enlig svale og så ellers brokke sig lidt over genrens form. Madanmeldelser har en bestemt form, ja. Men er formen ikke oftest et udtryk for hvem man sætter til at skrive anmeldelsen? Er det i øvrigt et problem, at genren har en bestemt form? 

jan havreland
18. JULI 2011
Re: »Avisernes madanmeldere skal på skolebænken«

Tænk at man kan være cand.mag. med speciale i madkritik..... Jeg kan godt forstå, at kineserne er ved at overtage hele verden !