Aviser dropper færdige sider fra Ritzau

Både Helsingør Dagblade og 24timer har valgt at stoppe et samarbejde med Ritzau, hvor nyhedsbureauet leverede færdigt redigerede avissider. Konceptet blev lanceret sidste år, men blev ikke den ventede succes.

Både Helsingør Dagblade og 24timer har valgt at stoppe et samarbejde med Ritzau, hvor nyhedsbureauet leverede færdigt redigerede avissider. Konceptet blev lanceret sidste år, men blev ikke den ventede succes.

Siderne manglede særpræg, efter at Ritzau overtog redigeringen af et par daglige sider i gratisavisen 24timer. Sådan begrunder chefredaktør for MetroXpress, Jakob Høyer, at MetroXpress som ejer af 24timer valgte at standse samarbejdet med Ritzau, om leveringen af færdige avissider.

»Vi begynder at redigere og layoute siderne igen selv, så rubrik, underrubrik og billedtekster igen får det rigtige særpræg, så vi sikrer, at 24timer på alle sider er målrettet den voksne læser, der interesserer sig for familie- og forbrugerstoffet,« siger chefredaktør Jakob Høyer til Mediawatch.dk.

Jakob Høyer tilføjer, at 24timer ikke får opnormeret medarbejderstaben på den konto. De to daglige sider, som Ritzau hidtil har leveret, bliver fremover redigeret af det nuværende sekretariat på MetroXpress, eventuelt med hjælp fra vikarer, som avisen har tilknyttet.

Helsingør har ifølge Mediawatchs oplysninger også standset samarbejdet med Ritzau om leveringen af færdige avissider.

Ritzau lancerede ideen sidste år, da flere aviser skar ned på deres bemanding. Aftalen med Dagbladet Helsingør kom i stand i forbindelse med en fyringsrunde på avisen. En ansat fra Helsingør Dagblad blev overført til Ritzau, men skulle fortsat redigere færdige sider til avisen i Helsingør. Da MetroXpress indgik deres aftale med Ritzau om levering af færdige sider, frygtede tillidsrepræsentanten netop, at siderne ville miste deres særpræg.

Ritzaus direktør Lars Vesterløkke siger, at interessen har været begrænset over for det nye tilbud om færdige avissider. Det var ellers forventningen, at Ritzau ville indgå aftaler med flere andre aviser.

»Der har været en barriere over for færdigsider med redaktionelt stof, bl.a. fordi man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor redigeringsretten i praksis ligger. Det lykkedes ikke at få tilstrækkelig volumen til, at vi kunne holde en tilstrækkelig høj kvalitet og samtidig tjene penge på produktionen,« siger Ritzaus direktør Lars Vesterløkke til Mediawatch.dk.

Ritzau lancerer i stedet et nyt koncept med navnet Ritzau Flex, hvor kunderne kan få leveret digitale pakker med printfærdige nyheder, foto, grafik og tekst. Det nye koncept bliver først for alvor sat i gang gang, når Ritzau har fået et nyt redaktionelt system op at køre i midten af september.

»Vi tror, det er et mere velegnet produkt, der giver redaktøren mere fleksibilitet til at redigere og sammensætte stoffet, men samtidig sparer redigeringstid,« siger Lars Vesterløkke.

0 Kommentarer