search

Avisens fremtid: Bliv som Google!

Det tog lang tid, men nu er det her endelig: Det bedste bud på, hvad avisernes fremtid er i en verden, hvor internettet er en integreret del af vores allesammens dagligdag.

Det tog lang tid, men nu er det her endelig: Det bedste bud på, hvad avisernes fremtid er i en verden, hvor internettet er en integreret del af vores allesammens dagligdag.

Det er Jeff Jarvis fra BuzzMachine, der leverer idéerne i et essay skrevet til World Association of Newspapers, det på det varmeste kan anbefales alle at læse. Organisationen har bedt ham om at give sit bud på, hvordan aviserne ser ud i 2020. Og det interessante ved Jarvis' svar er faktisk, at trods papirets død, ser han masser af muligheder derude. Muligheder det absolut er værd at holde fast ved og kommentere lidt på.

For det første gøres der op med den klassiske formidlings rolle. Jarvis spørger bl.a. hvordan pokker det kan være, at alle medier kappes om at fortælle den samme historie stort set ens? Og når man tænker lidt over det, kan man også kun undre sig. Hvorfor skal jeg f.eks. have serveret den samme nyhed igen og igen i 117 forskellige medier og samtidig spekulere over, hvilke andre interessante ting, jeg gik glip af, fordi alle havde valgt at fokusere på det samme?

Jarvis's pointe er, at der bør udvikle sig en helt anden fællesskabs-kultur indenfor medieverdenen forstået på den måde, at hvis medie A har en rigtig god historie og formidler den fantastisk, giver det ikke mening for medie B at gøre andet end at linke til historien og kreditere den. Hvorfor?

Jo, for det første kan medie B højst sandsynligt ikke gøre det bedre alligevel, og enhver indsats vil derfor i essensen være spild af ressourcer. Og for det andet vil det at linke frigøre medie B's ressourcer til istedet at forfølge egne historier og dermed levere reel adderet værdi til det samlede mediebillede. Det lyder da ikke som en tosset tanke, gør det?

I det hele taget siger Jarvis: "Gør og bliv som Google". Lad være med kun at tænke i form og formidling men først og fremmest i organisering af viden. Bliv en slags højaktuelle bibliotekarer, der skaber sammenhæng og overblik for det samfund, du som medie er en del af. Inddrag dine omgivelser i skabelsen af de enkelte historier og sørg for at være garant for konteksten. Sammenhæng, overblik og fremfor alt organisering bliver vigtigere end nogensinde før. Det er der både perspektiv og forretning i.

Eneste store udfordring på vejen mod denne fremtid for aviserne er ikke overraskende aviserne selv. Det kræver et opgør med vanetænkning og traditionelle dyder. Det kræver egoer, der kan leve med at se andres byline på en historie fremfor ens egen, selvom guderne skal vide ens eget bidrag til historien i bedste fald er minimal. Det kræver, at man tør slippe papiret og det traditionelle afsender-modtager forhold for i stedet at tage en helt ny omnipresent position i det samfund, man er en del af.

Det kræver en revolution, ja. Men det er muligt. Og det er den bedste nyhed i lang tid for aviserne.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen