search

AVISEN PÅ TANKEN

Borgerne i Oure og omegn studerer med lup, hvad egnens journalist laver. Og de bliver jaloux, hvis hun skriver mere om dem i Gudbjerg end dem i Brændeskov. Men Inger Toldstrup er glad for sit journalistliv på Oure Autoværksted.

Borgerne i Oure og omegn studerer med lup, hvad egnens journalist laver. Og de bliver jaloux, hvis hun skriver mere om dem i Gudbjerg end dem i Brændeskov. Men Inger Toldstrup er glad for sit journalistliv på Oure Autoværksted.

 

»Hvor skulle de ellers læse, at Hesselager Hotel genåbner? Det kan de hverken læse i Jyllands-Posten eller på Internettet.«
Det er helt tydeligt, at Inger Toldstrup er tilfreds med at være den eneste ene, der skriver om, hvad der sker i Gudme, i Oure, i Hesselager, i Vejstrup, i Lundeborg, i Gudbjerg og Brændeskov … Tilsammen udgør de små byer Gudme Kommune på det sydøstlige Fyn.
»Det er da sjovt, når campingpladsejeren i Lundeborg siger til én: »Jeg holder Jyllands-Posten, men jeg er jo nødt til også at holde avisen.«
Avisen er på de kanter Fyns Amts Avis. Og Inger Toldstrups redaktion hedder i sydfynske folkemunde kun avisen på tanken. Det har sin klare forklaring. Toldstrups redaktion deler adresse med Oure Autoværksted. Tidligere var værkstedet også tankstation, men avisen har nu lejet det lille butikslokale, hvor værkstedet før solgte olie, sprinkler- og kølervæske.
I den ene ende af værkstedet, midt i Oure by på Landevejen 119, lever Inger Toldstrup sit journalistliv. Mekanikerne sætter sine spor på redaktionen – den hvide dør lige bag Toldstrups skrivebordsstol er oversået med sorte mekaniker-fingre, for de bruger redaktionen som gennemgang fra privaten ud til værkstedet.
Oure – drop u´et i udtalen, ellers bliver man irettesat – er en lang smal by, hvor landevejen klart er det mest livlige.
»Oure er sådant et grimt navn, så jeg siger altid, jeg er journalist i Gudme. Gud er med mig … det lyder da meget smukkere,« siger Toldstrup.
Hendes daglige halve avisside hedder da også Gudme. Hun har passet og fyldt på siden i to år nu. Hun er den journalist, der har holdt længst ud på tanken.
»Der er tre journalister, der er løbet skrigende bort. Hvis jeg havde været 25 år yngre, så ville jeg garanteret også panikke. Det kræver da erfaring at overleve her. Ellers ville man blive slået ud, når man for eksempel møder på mandage, hvor der ikke er skyggen af noget som helst stof. Men vi er da aldrig udkommet med en blank Gudme-side endnu,« griner 55-årige Inger Toldstrup ubekymret.
»Man er nødt til at have en positiv tilgang til at være her, ellers ville man hurtigt kunne dømme det uudholdeligt og kedeligt. Når man er ung, så drømmer man om at komme på én af de store aviser, komme ud at rejse. Det har jeg alt sammen prøvet. Nu synes jeg, det her er fint.«

Farvel til de kendte
Det er i disse dage tre år siden, at ledelsen på B.T. prikkede Inger Toldstrup – det var lige omkring hendes ti års jubilæumsdag på avisen.
»Jeg var 52 år dengang, og i den alder er det ikke specielt nemt at få et nyt job. Jeg var dyr, fordi jeg jo var på højeste løntrin. Og alt det gøgl om, at ældre er eftertragtede på arbejdsmarkedet. Det holder jo ikke.«
Så når hun i dag er lokaljournalist, er det altså ikke, fordi en villa i Lundeborg og lokaljournalistik har været en livsdrøm. Det er et valg, hun er blevet tvunget til at tage, fordi hun ikke bare kunne vælge frit på den journalistiske jobhylde.
Men det er slet ikke blevet en sur tjans. Tværtimod har hun erkendt, at hun langt mere er til Fyns Amts Avis end til B.T.
»Her i Gudme er der ingen sladderhistorier, der skal laves. Det er god gedigen journalistik, som jeg lærte den på Jyllands-Posten, hvor jeg er udlært. Der er intet her, der strider mod god etik – det er dejligt.«
»Først her bagefter er det gået op for mig, hvor dårligt jeg egentlig til sidst havde det med at lave B.T.-historier. Det er skønt at slippe for at ringe til en eller anden tv-vært, som ser ud til at være gravid, for at høre hvem, der er faderen. Eller ringe til fire tv-journalister for at høre, hvad der er deres nytårsforsæt.«
Når Inger Toldstrup tænker tilbage på sin B.T.-tid, så sammenfatter hun det med remsen kendte, kendte, kendte.
»Det er de kendte hele tiden. De bruger folk. De kendte kommer kun i avisen, fordi de er kendte. Men det er altså ikke sikkert, at de har noget interessant at fortælle, bare fordi de er kendte. Det kan være træls. Helt anderledes interessant er det at lave sådan en artikelserie om frivillige, som jeg laver her i julen. Interview med frivillige inden for idræt, forsamlingshuse, foreninger. Det er engagerede mennesker, som har noget på hjerte …«

Læsernes jalousi
Noget af det, der har overrasket Inger Toldstrup mest i sit lokaljournalistiske liv, er læsernes bevågenhed. På B.T. hørte hun næsten aldrig noget fra kilderne eller læserne. Men i Oure reageres der.
»Det chokerede mig, at alt bliver læst med lup. For eksempel lavede jeg et interview med en mand, der fyldte 60 år. Jeg skrev han boede i Oure. Men så ringede en læser og skældte mig ud, fordi fødselaren boede i Vejstrup. De to byer løber ud i hinanden, men her er det en stor forskel. Sådan nogle fejl laver jeg ikke længere,« fortæller Inger Toldstrup.
Og Toldstrups arbejde bliver målt og vejet af borgerne i Gudme. Bogstavelig talt målt. De forskellige landsbyer i kommunen holder øje med, hvor mange linier hun skriver om deres arrangementer sammenlignet med, hvor stor en dækning et lignende arrangement fik i nabobyen. Byerne og foreningerne er simpelthen jaloux på hinanden.
»De er værst i Brændeskov …«
Inger Toldstrup havde skrevet en stor artikel med billede fra dilettant-komedien i forsamlingshuset i Gudbjerg. Og så kom hun for skade at skrive en kortere artikel, da der var dilettant i Brændeskov. Så faldt der brænde fra læsere i Brændeskov.
For et par dage siden havde hun igen en jaloux Brændeskov-indbygger i røret: »Hvis ikke jeg skrev om Husflidsforeningens julestue, så ville hun sige avisen op.«
Inger Toldstrup skrev så »lidt små-nus« om julestuen, og formanden for Husflidsforeningen abonnerer øjensynlig stadig på avisen. Avisen holder faktisk godt fast i sine læsere – lidt mere end hver anden af kommunes husstande holder avisen. Mange familier deler avisen med deres nabo, og derfor læses avisen af langt flere end halvdelen af kommunens 6.300 borgere.
»De er interesserede helt ned i de mindste detaljer – om det så er, hvor mange sække genbrugsbutikken har fået samlet, eller hvornår gamle Oda i Oure fylder 100 år,« fortæller Inger Toldstrup, der tydeligt nyder, at hun ikke skriver til de sydfynske skraldespande. Selv det hun kalder »små-nus« – som er små noter om alt fra julestuer, kommunalbestyrelses-beslutninger til hvor mange, der kom til høstfesten i Vejstrup – bliver læst med lup.

Hilser på alle
Hun er da heller ikke i tvivl om, at luppen også bruges til at studere hende som person.
»De snakker da helt sikkert om hende journalisten oppe på tanken. Og hvis jeg havde været 25, ville det sikkert være svært at acceptere. Jeg kan sagtens leve med det.«
Oure og omegn har styr på, hvem journalisten er. Det kniber af og til mere den anden vej.
»Det er jo lidt nemmere for dem – mig er der kun én af. Jeg hilser simpelthen på alle for at undgå at fornærme nogen. Man bliver lidt offentlig ejendom – lidt ligesom præsten …«
Af og til må hun hente lokalkendskabs-hjælp inde hos Ruth. Ruth er fruen på Oure Autoværksted. Og hun har styr på, hvad folk hedder til efternavn. Toldstrup står tit med det problem, at stort set alle omtaler hinanden dem fornavn – og det kan indimellem være svært at finde ud af, hvad Carl og Gerda hedder til efternavn.
»Så er det fint at løbe ind til Ruth og spørge.«
Nogle af Toldstrups forgængere har også måttet ty til Ruth, når de var tomme for ideer, og stofpanik bankede på. »Har du ikke hørt noget, Ruth.«
»Når jeg mangler stof, så sætter jeg mig hen og tænker over, om der ikke er et plejehjem eller en børnehave, hvor jeg ikke har været længe. Sådan et sted kan man altid finde en historie.«
En journalistkollega til at idéudvikle med står slet ikke på Inger Toldstrups ønskeseddel.
»Det passer mig fint at sidde alene. Dejligt at bestemme helt selv …«
»Men jeg taler da med nyhedsredaktøren i telefonen hver dag. Og så snakker vi lidt om ideer. Måske er der noget, der kan blive en forside, eller noget man kan følge op på. Det er en god støtte at have.«
Inger Toldstrup kigger rundt i redaktionslokalet, som ikke er meget større end ladet på en varevogn.
»Man ville ikke kunne pille næse, uden kollegaen kunne følge med. Det ville jeg slet ikke kunne holde ud.«
Der er ikke meget redaktionelt miljø over den nedlagte tankkiosk – det er lige før, det er kaffemaskinen, der lugter mest af journalistik. Og så er der selvfølgelig telefonen, kortet over kommunen, faxen, kopimaskinen og en smart designet Mac – som tilsammen får det til at ligne en journalistisk arbejdsplads. Men stilheden og udsigten er svær at forbinde med avisproduktion.
Det er kun telefonen, som to gange på en formiddag bryder roen – og så er der af og til lidt billyd fra pladsen ude foran værkstedet. Udsigten fra Toldstrups skrivebord er parkerede, syge biler, og så kan hun se, om genbrugsbutikken ovre på den anden side af landevejen har kunder.
»Jeg behøver ikke konstant et ping-pong-spil med kolleger. Jeg er så erfaren, at jeg ved godt, hvad der en god historie. Jeg behøver ikke spørge nogen for at kunne vinkle en historie.«
»Det afgørende for at kunne være her er erfaring og modenhed.«

Ene kvinde
Inger Toldstrup er ene kvinde på Fyns Amts Avis´ redaktion i Oure. Hun dækker Gudme Kommune med sine 6.300 indbyggere.
»Det passer mig fint at sidde alene. Dejligt at bestemme helt selv …« siger Inger Toldstrup.
»Man er nødt til at have en positiv tilgang til at være her, ellers ville man hurtigt kunne dømme det uudholdeligt og kedeligt. Når man er ung, så drømmer man om at komme på én af de store aviser, komme ud at rejse. Det har jeg alt sammen prøvet. Nu synes jeg, det her er fint.«
Historien om Inger Toldstrup er nummer to i JOURNALISTENs mini-artikelserie om journalistlivet på provinsavisers enmandsbetjente lokalredaktioner.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen