Over en hel side i dagens Berlingske tigger Danske Dagblades Forening om fortsat statsstøtte og sammenligner danske aviser med sarte og truede musikensembler. Her er to gode råd, som aviserne bør følge, hvis de fortsat vil gøre sig fortjent til støtten.

I en lang klagende kronik fortæller Danske Dagblades Forenings direktør, Ebbe Dal, hvor skrøbelige aviserne er, og hvor synd det er for dem, at DR og TV 2 også har opdaget internettet. Aviserne skal fortsat have masser af offentlig støtte på samme måde som "særligt værdifulde teatre og musikensembler", lyder det i Ebbe Dals kronik.

Problemet er, at medlemmerne i Danske Dagblades Forening selv er med til at skubbe til en udvikling, der gør aviserne stadig mindre relevante.

Ved hele tiden at skrue prisen på aviser op, er aviserne rigtigt ved at gøre sig selv til en lige så elitær affære som teatrene. Men er det en klog strategi, når aviserne netop slår på, at de skal have støtte, fordi de er en grundpille i demokratiet?

Derfor bør aviserne stoppe prisspiralen for at blive mere relevante for borgerne og fortsat at gøre sig fortjent til offentlig støtte.

Råd nummer to er at fremlægge de økonomiske nøgletal åbent og ærligt, så det bliver mere gennemskueligt, hvad politikerne rent faktisk støtter. Danske mediekoncerner bør i det mindste oplyse nøgletal for den enkelte udgivelse, før politikerne hælder flere penge i dem.

Flere eksperter kritiserer med rette mediernes lukkethed i det seneste nummer af Journalisten. Her ser vi også nærmere på de skadelige effekter af, at aviserne konsekvent lader prisen stige ud over inflationen.

Her er lederen:

'FORESTIL DIG, at Korsbæk Tidende skal finde den rigtige pris på avisen til næste år. Uanset hvad vil gode bedsteborgere som Ingeborg Skjern og oberst Hachel abonnere på avisen. Men direktøren ved også, at hvis han giver prisen et ordentlig hak opad, så risikerer han, at avisen bliver for dyr for måske-læseren Agnes Jensen.

Hvis Korsbæk Tidende tænker, som danske aviser har gjort de seneste mange år, så vil de selvfølgelig skrue prisen op. Skidt med Agnes Jensen, vil de sige, for alle ved, at Ingeborg Skjern og oberst Hachel betaler, så avisen er sikker på penge i kassen til næste år. Det er måske kortsigtet, for bedsteborgerne dør vel engang, men det bringer os igennem næste år.
En svensk avisledelse ville gøre det modsatte. De ville holde fast – både på prisen og på Agnes. Således vil de på lang sigt sikre sig flere abonnenter, bedre dækning, flere annoncører og større overskud.

BILLEDET ER IKKE KARIKERET, men meget præcist. Tallene skriger faktisk til himlen:
Danske aviser koster nu mere end 4000 kroner i årsabonnement. Svenske mindre end 2000 kroner.
Derfor er danske avisers oplag faldet til jorden som en sten de seneste ti år. Hele 26 procent er skrællet fra, mens svenske aviser kun har tabt ti procent af oplaget. Det viser Pressstödnämdens tal. Både lokale, regionale og nationale svenske aviser dækker derfor deres nærområde mere end dobbelt så godt som tilsvarende danske.
Den langt bedre dækning gør selvfølgelig svenske aviser mere attraktive for annoncørerne, så svenske aviser hvert år samlet set kan hive et mindst dobbelt så stort overskud hjem. Alligevel fortsætter de danske avisledelser søvngængeragtigt år efter år med at kigge på inflationen og gange med to for at finde en god pris. Det tror fanden, at abonnenterne står af.

I JP POLITIKENS HUS er det let at udpege de hovedskyldige i mordet på aviserne:
Det er direktør Lars Henrik Munch og formand for bestyrelsen Jørgen Ejbøl.
I Berlingske Media skifter man topchefer, som vi andre skifter underbukser, men lige nu er koncerndirektør Lisbeth Knudsen og direktør i Mecom, David Montgomery, ansvarlige for prisskruen. Mecom er desværre så forgældet, at de ikke kan tænke mere end nogle måneder ind i fremtiden. JP Politikens Hus har ikke samme undskyldning.
Det er alligevel lykkedes disse ledere at skabe et billede af, at danske bladhuse blot er på vej ned ad slisken i samme takt som aviserne i de lande, vi normalt sammenligner os med. Forklaringerne på det katastrofale oplagsfald er skiftet, men pointen har altid været den samme. Det er de andres skyld! Først var det tv's skyld, så var det internettets skyld, i et par år var det så Nyhedsavisen skyld, og nu er alt mellem himmel og jord finanskrisens skyld. Men alle disse nymodens onder findes faktisk også i Sverige, som ikke udelukkende består af enfoldige skovhuggere uden anden kontakt til omverdenen end den daglige avis.

I DETTE NUMMER AF JOURNALISTEN erklærer JydskeVestkystens Mikael Kamber, at han er parat til gøre oprør mod de gamle og holde prisen i ro. De menige medarbejdere bør støtte ham. Vi er nødt til at gøre op med tabuet om, at vi ikke taler om prisen. Vi har hidtil holdt kæft af frygt for at miste jobbet næste år. Men pointen er, at hvis der ikke kommer et oprør, så dør aviserne på længere sigt sammen med oberst Hachel og Ingeborg Skjern.

DE, SOM STILTIENDE SER PÅ firkløveret Munch, Ejbøl, Knudsen og Montgomerys mord på avisen, samtykker.'