Avisen.dk sletter ‘beta’ i løbet af maj

Siden Avisen.dk gik i luften for over halvandet år siden, har logoet været efterfulgt af et skriggrønt 'beta'. Men inden månedens udgang skulle den længe ventede relancering af sitet gerne have gjort de fire bogstaver overflødige.

Siden Avisen.dk gik i luften for over halvandet år siden, har logoet været efterfulgt af et skriggrønt 'beta'. Men inden månedens udgang skulle den længe ventede relancering af sitet gerne have gjort de fire bogstaver overflødige.

»Det nye site er tæt på at være færdigt. Lige nu finpudser og tester vi det. For mig er det fuldstændig ligegyldigt, om vi relancerer om to uger eller om tre. Men hvis jeg siger, at det bliver i maj, så tror jeg, det holder stik,« siger nyhedschef Ole Wejse Svarre til Journalisten.dk.

Beta-versionen har døjet med en række børnesygdomme såsom svigtende stabilitet og huller i sikkerheden, men har også gjort sig bemærket på grund af det omfattende blog-univers og store ambitioner om brugerinddragelse. Og det nye site vil stadig satse på interaktiv inddragelse af de besøgende.

»Til at starte med bliver det et pænere og mere lækkert site end det gamle. Men den helt store forskel bliver, at vi hele tiden vil lancere nye ting – eksempelvis et børnesite. Det er også en del af planen at udvide med widgets, hvor brugerne kan vælge at tilføje en boks med tv-programmet eller vejrudsigten på deres egen personlige Avisen.dk-forside. Også på vores rejsesite har vi i tankerne, at der skal være mere brugergenereret indhold. Hvis vi har en artikel om Berlin, skal læserne kunne komme med hints til en god restaurant og sådan,« siger Ole Wejse Svarre.

Relanceringen vil dog også betyde nye begrænsninger for brugerne. Eksempelvis er det slut med anonyme kommentarer og blogindlæg. Tonen er simpelthen blevet for grov.

»Vi får formentlig færre bloggere på den konto, men vi håber, at det får folk til at tænke mere over, hvad de skriver, når de skal oplyse deres rigtige navn,« siger Ole Wejse Svarre.

Målet med relanceringen er at komme op blandt de fem største nyhedssites, fortæller nyhedschefen.

»Det kræver en 500.000-700.000 brugere om måneden. Lige nu har vi 150.000 til 200.000, så der er et stykke vej. Men på den front er samarbejdet med Freeway en guldgrube. Vi har store forventninger om, at vi kan trække trafik fra deres andres sites til Avisen.dk. Freeway er jo kendt for at få en ide og gennemføre den. De bibringer en masse nytænkning og det er jo begrænset, hvor ofte andre nyhedssites tænker helt ud af posen og gør alvor af ideerne.«

– Har I journalister nok til at nå jeres mål efter den seneste fyringsrunde?

»Jeg tror ikke, antallet af journalister er det væsentlige, det er mixet, der er afgørende. Vi er selvfølgelig lidt i bund lige nu, men jeg mener, vi har en fin nok bemanding til at nå det, vi skal. Nettet har en nyhedsvagt på fire journalister samt en i New York. Desuden leverer husets andre journalister artikler til nettet indenfor deres stofområder, så man kan sige, at vi har 30 journalister på nettet. Det tager selvfølgelig tid at få indarbejdet de nye rutiner i organisationen, men vi mener, det er bedst at have fagmedarbejdere til at dække en sag.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Freeways direktør Morten Wagner.

0 Kommentarer