Det er med Avisen.dk lykkedes fagbevægelsen at skabe et slagkraftigt medie, som sætter dagsorden i de landsdækkende medier. Alene Politiken.dk bringer i snit en historie fra LO's netavis hver tredje dag.
Historier som 'Stormløb på pulje til psykisk arbejdsmiljø' og 'Storbymennesker er mere pivede' bliver flittigst citeret fra Avisen.dk i de øvrige medier. Dermed er den gamle berøringsangst over for fagpressen forsvundet.
Formand for LO, Harald Børsting, der også er formand for A-Pressens bestyrelse er ret godt tilfreds med den nye netavis om arbejdsliv.
»Jeg er især glad for, at Avisen.dk har et godt gennemslag med sine historier i medier med en lidt yngre målgruppe som eksempelvis P3 og TV 2,« siger han og understreger samtidig, at netop fordi Avisen.dk er et frit og uafhængigt medie, kan gennemslagskraften også omsættes til politik.
»Avisen.dk fokuserer naturligt på emner og problemstillinger, der er relevante for fagbevægelsen. Det betyder, at der er opmærksomhed hos politikere og beslutningstagere om emner, vi gerne vil have rejst. Det er ganske enkelt blevet nemmere at lave politisk lobbyisme, fordi vores medier gøder jorden for diskussionerne ved at sørge for, at emnerne fylder på den offentlige dagsorden,« siger Harald Børsting i det seneste nummer af Journalisten.
Gennemslagskraften skyldes ikke mindst strategiske partnerskaber. Ud over at levere indhold til metroXpress linker Søndagsavisen.dk også til Avisens.dk's hovedhistorier. Og Politiken.dk bringer løbende Avisen.dk's historier og fremhæver samtidig avisens seneste tre artikler. Det er noget for noget: Politiken.dk får stof, Avisen.dk får trafik og bliver brandet.
Professor Jørgen Poulsen ser alliancerne som altafgørende for A-Pressen.
»Med samarbejdet med Politiken.dk får Avisen.dk fat i læserne lidt til venstre for midten. Og hvis de læser kernehistorierne om arbejdslivet, så er A-Pressens penge til ni journalistlønninger på Avisen.dk godt givet ud. Så sætter de en anden dagsorden og får arbejdsmarkedsstoffet ud til en vigtig målgruppe.«
Avisen.dk blev relanceret i september 2009 og er dermed for ung til at være med i undersøgelsen "Hvor kommer nyhederne fra?". Her figurerer til gengæld A-Pressens nyhedsbureau, Newspaq, på en 12. plads, Ugebrevet A4 på en 14. plads og 3F som nummer 15. Dermed kan det slås fast, at berøringsangsten over for fagbevægelsen som nyhedsformidler er væk.
»Vi er yderst tilfredse med vores samarbejde med A-Pressen,« sammenfatter Stig Kirk Ørskov, direktør, JP/Politikens Hus.
»De opfører sig altid uhyre professionelt, og vi har på intet tidspunkt mærket, at fagbevægelsens idegrundlag har influeret forretningsmæssige og redaktionelle dispositioner i vores samarbejde.«
Læs hele artiklen i sidste nummer af Journalisten, og se, hvor meget Avisen.dk citeres i de forskellige medier her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.