Avisen.dk bliver ren forretning

Vi har ingen journalistisk dagsorden – vi skal lave en forretning, der kører rundt, siger Avisen.dks ejer, Morten Wagner. Han håber fredag at have en aftale på plads med en partner, der skal levere indholdet til sitet.

Vi har ingen journalistisk dagsorden – vi skal lave en forretning, der kører rundt, siger Avisen.dks ejer, Morten Wagner. Han håber fredag at have en aftale på plads med en partner, der skal levere indholdet til sitet.

Avisen.dk kommer til at leve videre. Men de, der forestiller sig et Nyhedsavisen, der blot fortsætter som web-version, må tænke om igen. Sitet er ikke et journalistisk projekt, det er straight business.

»Det er vigtigt at forstå, at vi ikke kommer med en journalistisk dagsorden om at skulle være samfundsopdragende eller sådan noget. Vi vil lave en forretning, der kører rundt, og det betyder indhold på brugernes præmisser. Og så skal vi nok finde ud af, hvad der virker, og hvad de vil have,« siger Morten Wagner.

Gennem sit selskab Freeway ejer han nu navnet Avisen.dk, og de forretningsmæssige ideer omkring trafik-synergier med sites som Arto.dk og Dating.dk lever i bedste velgående. De sociale sites skal levere trafik til Avisen.dk, og det potentiale er stort, det kom bare aldrig i gang før Nyhedsavisens konkurs – på grund af et par bryster!

»Den tekniske platform, der skulle flytte brugere videre til Avisen.dk, blev først færdig i maj. Da den så kom op at køre, opdagede vi, at der røg en nyhed om bryster ind på Arto.dk, og den slags hører ikke hjemme på et børne-site, så vi måtte lukke igen,« fortæller Morten Wagner.

Derefter gik programmørerne i gang med et system, der skulle kategorisere indholdet, så der for eksempel ikke ryger bryster og business-nyheder ud på Arto.dk. Og det system er først blevet færdig nu.

»Men i de seks timer vi kørte, firdoblede vi besøgstallet på Avisen.dk,« siger Wagner, der er helt sikker på, at Avisen.dk vil være en god forretning, der kan tjene penge stort set fra starten.

Og med den tro har han i den seneste uge været rundt i stort set hele den danske medieverden for at finde en partner, der skal stå for indholdet på Avisen.dk.

»Jeg har snakket med stort set alle – Berlingske, Politiken, de store magasinhuse. Der kan måske blive tale om en kombination af flere partnere. Endnu står det hele åbent,« siger Morten Wagner, der dog har sat sig som målsætning at kunne lukke en aftale på fredag.

Ifølge Wagner er der stor interesse for Freeways tag i de unge web-brugere. Til gengæld har han også nogle forventninger til sin indholds-partner.

»Selvfølgelig hvad de kan levere, og hvor villige de er. Det er også vigtigt, at Avisen.dk bliver et selvstændigt brand og ikke en reklamesøjle for indholdsleverandøren. Og så bliver det også en faktor, hvilke videreudnyttelsesaftaler man har med journalisterne,« siger han.

Indtil videre leveres indholdet på Avisen.dk af bureauet Newspaq, og det kan måske også blive en permanent løsning.

»Alt er åbent. Det er ikke sikkert, det skal være en stor spiller. For os er det vigtigt, at vi taler direkte med en person, der kan træffe hurtige beslutninger, og det ikke bliver en supertanker, der skal vendes hver gang, der skal ske noget,« siger Morgen Wagner.

1 Kommentar

Søren Storm Hansen
3. SEPTEMBER 2008
Avisen.dk skal gøre som Newsmill

Avisen.dk skal gøre som det svenske Newsmill og erstatte den traditionelle nyhedsdækning med en nyhedsdrevet social mediekanal.

Hvorfor bringe de samme nyheder som alle andre. Freeway har alle forudsætninger for at gøre som Newsmill og forny nyhedsdækningen i Danmark.

http://www.dseneste.dk/index.php/medier/avisendk-skal-gore-som-newsmill/