search

AVIS PÅ STØTTEN

Journalistforbundets formand vil have staten til at holde liv i danske aviser. For mangfoldighedens skyld, siger han. Samme argument brugte de i Norge og Sverige for omkring 30 år siden. Det har virket. 

Journalistforbundets formand vil have staten til at holde liv i danske aviser. For mangfoldighedens skyld, siger han. Samme argument brugte de i Norge og Sverige for omkring 30 år siden. Det har virket.  

"Jeg synes, det blev en flot sag," siger redaktionschef Tore Ryssdalsnes og slår dagens avis ned i bordet.
Klokken er 8.30, og det første redaktionsmøde er i gang på DrammensAvisa, der hører hjemme i Drammen, en provinsby på størrelse med Kolding lidt vest for Oslo.
Forsiden på den tynde tabloidavis hedder: "Plysjtorvet lever ennå". Plysjtorvet er slang for det rigeste område i Drammen. Ved at gennemgå samtlige beboeres skatteligninger, har Drammens-Avisa afsløret, at der bor 74 millionærer i bydelen. På forsiden står også, at beboerne ejer for over en halv milliard tilsammen. Inde i avisen kan man læse, hvad beboerne i de andre bydele og de nærmeste småbyer tjener om året.
"Det er godt læsestof," konstaterer redaktionschefen.
Mindre end 100 meter fra redaktionsmødet på Drammens-Avisa starter morgenmødet på Drammens Tidendes by-redaktion. Drammens Tidende er byens største avis, og her er dagens tophistorie: "150 sting efter knivvold". Under overskriften kan man se størstedelen af stingene afbildet. Den 26-årige fyr med de 150 sting bor i nærheden af Drammen. I weekenden var han taget på pub i Oslo, hvor han blev "knivstukket i hoved og ansigt".
En dramatisk historie. Men hvilken forside er bedst? Den med millionærerne eller den med de 150 sting?
Det er det store spørgsmål på redaktionerne denne morgen. Det handler nemlig om at "slå den anden". Hver eneste dag.
Og sådan er virkeligheden ikke bare i Drammen, men i mange byer i både Sverige og Norge. For mens Danmark har sølle 34 dagblade tilbage, der udkommer fire eller flere gange om ugen, har Norge 83 og Sverige 98. Dertil kommer et stort antal aviser i Norge og Sverige, der udkommer en til tre gange om ugen.
Forklaring: Pressestøtten virker.

Ville dø uden støtte
I Norge og Sverige har små truede aviser fået direkte statsstøtte siden 60'erne. Det var før, avisdøden begyndte at hærge. Aviserne havde allerede momsfrihed og billigere porto. Men det var ikke nok. Derfor indførte parlamenterne direkte støtteordninger, som skulle hjælpe kriseramte aviser.
Politikerne ville ganske enkelt have så mange aviser som muligt. Af to grunde: For at styrke demokratiet og for at styrke det skrevne sprog.
Jens Olav Simensen, der er udviklingsleder ved Institut for Journalistik i Frederiksstad i Norge, har igennem det seneste år været med til at undersøge pressestøtten i Norge. Konklusionen er, at støtten virker, som den skal. Ved udgangen af 1999 havde Norge 223 aviser. Inklusive aviser, der udkommer en eller flere gange om ugen. Man skal helt tilbage til 1950'erne for at finde samme høje antal.
Norge og Sverige har valgt nogenlunde samme metode til at støtte økonomisk svage aviser. Det vigtigste princip er, at avis nummer to i et område får hjælp.
Dertil kommer, at Norge hjælper specialaviser. Blandt andet den kristelige avis, Vårt Land. Den norske stat uddeler også støttekroner til aviser med under 6000 i oplag. I Sverige er der hjælp til aviser, der slår sig sammen om at distribuere aviserne.
Tal fra 1998 viser, at 60 procent af de norske aviser får støtte og 44 procent af de svenske aviser.
"Mange aviser ville dø, hvis man afviklede støtten. Nogle ville dø umiddelbart. Andre ville gå gennem en afmagringsperiode og dø," mener Jens Olav Simensen.

Ingen sovepude
Den hårde konkurrence i Drammen er med andre ord ikke helt fair. Lille DrammensAvisa får hjælp fra staten for at klare sig over for storebror Drammens Tidende. 5,5 millioner danske kroner i år. 15 procent af avisens totale indtægt kommer altså dumpende som en check fra den norske stat.
Drammens Tidende får derimod ingenting. Med undtagelse af momsfritagelsen, som gælder alle norske aviser. På samme måde som danske aviser er momsfritaget.
"Vi ville nok have klaret os uden støtten," starter ansvarlig redaktør Egil Knudsen, på DrammensAvisa.
"Men vi ville være tvunget til at skære i produktionsomkostninger, indkøb af freelance-stof, antallet af medarbejdere eller andre ting. Det ville selvfølgelig gå ud over kvaliteten. Og måske ville vi miste læsere," opremser Egil Knudsen.
– Og færre læsere betyder mindre pressestøtte, tilføjer vi.
Knudsen nikker. Pressestøtten bliver uddelt efter oplagets størrelse.
"Med statsstøtten kan vi udgive et godt produkt," fastslår Egil Knudsen.
Klokken har passeret 9.00, redaktionsmødet er slut, og Egil Knudsen har bevæget sig ind på sit kontor. Skrivebordet er i en mørk lakeret træsort. På væggen hænger et stort maleri af avisens socialdemokratiske grundlægger. Men ellers er der ikke meget luksus på trods af millionerne fra staten. Egil Knudsen betror os, at fire år i den slidte kontorstol ikke har været fede cigarer og tør whisky.
"Det har været hårdt," siger den 46-årige redaktør. Faktisk har det været så hårdt, at han har sagt sit job op og stopper som chefredaktør i morgen.
"Vi ligger i benhård konkurrence med Drammens Tidende, som har fire gange så mange journalister som os. Jeg har måttet fyre 4-5 medarbejdere, og samtidig har vi skullet klare nyhederne lige godt. Det tager på én," puster Egil Knudsen.
"Det eneste negative, jeg umiddelbart kan se ved pressestøtten er, at den kan blive en sovepude. Men jeg er vist et bevis på, at det ikke er tilfældet," siger han og griner lidt.

Som mustache-lim
På den anden side af torvet, får Egil Knudsen uventet rygklap fra konkurrenten, der har været med til at gøre hans liv hårdt.
"Vi vil gerne have Drammens-Avisa her i byen. For os er det godt med konkurrence, selv om jeg selvfølgelig håber, at folk køber vores avis," siger Else Marie Korsath, der er leder af Drammens Tidendes by-redaktion. Hun er på ingen måde sur over, at konkurrenten får hjælp fra staten.
"Hvis jeg skal være meget højtidelig, så handler det om lokaldemokrati. Jeg tror, det er vigtigt, at folk får valget mellem to aviser," siger hun. Else Marie Korsath mener ikke overraskende, at hendes avis er bedst, fordi den har mange flere ressourcer. Men hun tilføjer lynhurtigt:
"Derfor er det også ekstra surt at blive slået af DrammensAvisa."
– Hvor ofte sker det?
"Oftere end jeg kan li' at tænke på," siger hun.
Den kommentar er guf for redaktionschef Tore Ryssdalsnes på DrammensAvisa.
"Vi er gode," siger han og kigger smilende ned på forsiden med millionærkvarteret i Drammen. Men han kan godt fjerne det smørrede grin, for det er ikke alle, der er lige generøse med roser. Einar Aaraas, politisk redaktør på Drammens Tidende, synes ganske enkelt, at DrammensAvisa er elendig.
"Kvaliteten er så dårlig, at jeg ikke ser nogen fordele ved, at vi er to aviser i byen", siger Einar Aaraas, der har kontor i udkanten af byen, hvor Drammens Tidende har sit hovedsæde ned mod Drammenselva.
"Begge aviser er politisk frie og uafhængige, så det er heller ikke et argument for at have to aviser," mener han. Einar Aaraas tror faktisk, at konkurrencen kan give dårligere aviser.
"Man spreder ressourcerne til to aviser, i stedet for at samle dem og få én bedre avis," mener redaktøren, der er stærk modstander af pressestøtte.
"Pressestøtte er helt ude af pagt med tiden. Det er som at støtte en fabrik, der laver lim til mustacheskæg," klukker han.

Uden forpligtelser
Udtrykket kan muligvis bruges af københavnske avis-tillidsfolk. De uddelte for nylig verbale tæsk til Mogens Blicher Bjerregård, formand for Dansk Journalistforbund, fordi han har foreslået at indføre statsstøtte til danske aviser. Formanden mener til gengæld, at aviserne skal leve op til public service-krav.
"Grønt, lysende vanvid" og "Promarxistisk senromantik", kaldte tillidsfolkene forslaget.
Stemningen i Norge og Sverige er temmelig anderledes. Journalisterne i begge lande er varme tilhængere af pressestøtte. Men der er mindst én væsentlig forskel mellem Norge og Sverige og Mogens Blicher Bjerregård. I Norge og Sverige stilles der ikke public service-krav.
"Nej, nej, der er ikke nogen forpligtelser af den slags …," siger Håkon Carlson, formand i Svenske Journalistförbundet. Han understreger, at aviserne overhovedet ikke skal levere nogle modydelser.
"Aviserne er fuldstændig uafhængige," siger han. Håkon Carlson har selv arbejdet for en avis med pressestøtte i 30 år, men han kender ingen eksempler på, at pressestøtten ødelagde journalisternes integritet.
"Faktisk tror jeg, at nogle aviser bliver mere uafhængige af støtten, fordi de får flere ressourcer," mener Håkon Carlson.

Vil have flere penge
De norske og svenske journalister er faktisk blevet så glade for pressestøtten, at de nu vil have mere af den. Den svenske stat pungede sidste år ud med cirka 460 millioner danske kroner. Men at det ikke altid er nok, stod klart, da den svenske avis Arbetet i Malmø udkom for sidste gang for to uger siden. Arbetet har fået godt 50 millioner danske kroner i årlig støtte, men den gamle socialdemokratiske avis klarede alligevel ikke konkurrencen med byens to andre dagblade.
Og Arbetet er ikke den eneste avis i Sverige, der har slukket for trykpressen. Selv om Sverige har 170 aviser i dag (inklusive aviser, der kun udkommer mellem en og fem gange om ugen) har antallet været faldende de seneste år. Og det får Håkon Carlson til at kræve flere penge.
"Nogle gange bliver aviser ledet dårligt, eller kvaliteten er for ringe. Men generelt er færre aviser egentlig bare et udtryk for, at pressestøtten ikke er stor nok," siger Håkon Carlson til JOURNALISTEN, akkurat som han har sagt til den svenske regering.
Også nordmændene vil have flere penge, selvom antallet af aviser er svagt stigende. Små aviser som DrammensAvisa har haft det hårdt.
"Derfor skal der flere penge til fra staten," mener Olav Njaastad, leder i Norsk Journalistlag. Han er grundlæggende overbevist om, at to aviser i Drammen er bedre end en. Redaktionschef Tore Ryssdalsnes fra DrammensAvisa er helt enig.
"Hvis vi ikke var her, ville borgerne i Drammen få en avis mindre. Og den, der er tilbage, vil blive dårligere. Det er helt sikkert."
Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund skal diskutere statsstøtte til danske dagblade på dets møde den 9.-10. oktober.

Nordmændene er verdens mest avislæsende folk. 577 ud af 1000 nordmænd læser i gennemsnit avis hver dag.
I Sverige læser 430 ud af 1000 avis dagligt.
Danskerne kommer ind på en 11. plads efter både Sverige, Norge, Finland og Island. 300 ud af 1000 danskere læser avis hver dag.

NORGE
OPLAG DAGSAVISER: 2.495.000 (1987), 2.630.000 (1994), 2.594.000 (1997), 2.592.000 (1998)
ÅRLIG DIREKTE AVISSTøTTE: Ca. 170 mio. danske kroner
MOMS: Ingen

SVERIGE
OPLAG DAGSAVISER: 4.468.000 (1987), 4.155.000 (1994), 3.871.000 (1997), 3.807.000 (1998)
ÅRLIG DIREKTE AVISSTøTTE: Ca. 460 mio. danske kroner
MOMS: 6%

Danmark
OPLAG DAGSAVISER: 1.833.000 (1987), 1.615.000 (1994), 1.609.000 (1997), 1.583.000 (1998)
ÅRLIG DIREKTE AVISSTøTTE: 0*
MOMS: Ingen
* Kristeligt Dagblad og Information har siden 1998 fået 25,7 millioner i støtte fra Dagspressens Finansieringsinstitut. Pengene kommer dels fra staten, dels fra Danske Dagblades Forening.

Europa
Direkte pressestøtte er i dag et udbredt fænomen i Europa. Blandt andet Frankrig, Italien og Østrig pumper hvert år millioner af kroner ind i dårlige avisforretninger.

Kilde: "Pressepolitik ved et tusenårsskifte", Kulturdepartementet i Norge (www.odin.dep.no/kd/publ/
utredninger)

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen