En egyptisk avis har lavet om på et foto, så den egyptiske præsident Mubarak pludselig går foran Obama og alle andre mellemøstledere. Nu viser fotos fra før og efter, hvordan der er blevet fusket.
Ifølge Ritzau drejer det sig om avisen Al-Ahram, der er Egyptens statslige avis. Her har man åbenbart ingen skrupler med at lave om på virkeligheden for at give præsident Hosni Mubarak en noget mere international pondus, end han reelt har.
På Berlingskes hjemmeside kan man se et foto, hvor Mubarak går bagved Obama til venstre i fotoet. Mens BBC News bringer det manipulerede foto, hvor Mubarak er et skridt foran både Obama og alle lederne fra Israel, Palæstina og Jordan. BBC bringer også det originale foto – dog i en anden vinkel end billedet vist på Berlingskes hjemmeside.
Billederne er fra september, da man genoptog de direkte fredsforhandlinger i Det Hvide Hus i Washington.
Mere på den egyptiske blog: Egyptian Chronicles: Al Ahram's Way to Photoshop of Horror, hvor der er hug til de statslige egyptiske ledere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.