Hege Duckert bladrer hektisk. Et øjeblik ligner den 38-årige Magasinredaktør en bankassistent, der tæller pengesedler. Hun arbejder sig igennem en stak numre af Dagbladets lørdagstillæg Magasinet. Første udgave udkom den 23. oktober 1999. Siden har det væltet med priser ned over redaktionen og redaktør Hege Duckert. I april fik Magasinet guld i kategorien “overall design” i konkurrencen om de bedste avissider i Skandinavien. Før havde tabloidavisen Dagbladet et lørdags- og et søndagstillæg. Nu er tillægget erstattet med et 64 sider magasin om lørdagen på tykkere papir og med egen redaktion. “Denne historie,” siger magasinredaktøren og trykker sin pegefinger ned på et opslag. “Den er jeg vældig stolt af”. Hun kigger søgende på de to sider. Opslaget er fyldt med ansigter. 57 små billeder, der er sat op i snorlige rækker. De er alle sammen i sort-hvid. På nær ét. I øverste venstre hjørne er der et billede i farver. Farvefotografiet viser den 26-årige Karl-Otto Lundvoll, som døde den 19. januar. De 56 sort-hvide billeder viser de 56 mennesker, der gav ham livet tilbage. Historien fylder otte sider. Lige fra det øjeblik, da den unge maskinfører får de første sneklumper i hovedet, til han ligger midt ude i fjorden og bliver erklæret død, og til eksperterne på Tromsø Sygehus fem timer senere endelig konstaterer liv i pulsen. “Det er en god Magasin-historie”, fastslår Hege Duckert. “Den handler om et menneske. Den er fyldt med reportage, og den siger noget om det samfund, vi lever i.” Hege Duckert snakker videre. I samme tempo, som hun bladrer. “Magasinet er fjernet helt fra hverdagsaviserne, fordi det produceres over to uger og trykkes to dage før udgivelse. Vi har derfor ikke mulighed for at lave den dagsaktuelle historie. Derfor bliver vi nødt til at finde “den gode historie”. Det er vi vældig afhængige af.” Andre mennesker døde efter sneskredet i Nordnorge, og samtlige medier havde “været der”. Fortalt om tragedien efter “journalistikkens abc”. Hvor, hvordan, hvornår …. “Vi prøver i stedet at gå tættere på mennesker. Gå bag om begivenheden,” siger Hege Duckert. I efteråret fortalte Magasinet historien om en ung pige, der kørte galt med sin gravide veninde. Veninden og det ufødte barn døde. Pigen blev dømt for uagtsomt manddrab. “Vi gennemgik hele forløbet. Hvordan det havde været for pigen. Hun var jo hverken fuld eller noget,” siger redaktøren. Efter at historien havde været bragt i Magasinet, blev sagen taget op i Stortinget med henblik på at ændre loven. Det var Hege Duckert svært godt tilfreds med. Hun skal nemlig konstant forsvare sig mod folk, der siger, at Magasinet ligner et dameblad. “Vi er en avis. Derfor har vi også valgt at trykke på noget papir, der ligner avispapir. Jeg vil have, at man får tryksværte på fingrene.
Aqua-Lenes bryster Lige før påske udkom det mest solgte nummer af Magasinet. På forsiden er der et stort billede af “Aqua-Lene”. Hvert nummer har en hovedhistorie. I dette nummer er hovedhistorien Aqua-Lene. Hun fortæller blandt andet om, hvorfor hun har valgt at få større bryster. “Det var vældig kommercielt,” erkender Hege Duckert, der alligevel mener, at nummeret er et af de mest vellykkede, fordi det havde det rette “miks”. “Vi gik tættere på Aqua-Lene end før. Vi tog vores egen billedserie. Vi talte med forældrene. Men med sådan en hovedhistorie, må vi have noget mere vægtigt bagefter”. Efter Aqua-Lene følger en fire siders-artikel fra Sierra Leone. Magasinets journalist taler med Foday Sankoh, den frygtede leder af oprørsbevægelsen, og to søstre, der har fået amputeret armene. Nummeret indeholder også alle de faste elementer: Hege Duckerts eget interview. “Duellen”, hvor to personer bliver stillet de samme fem spørgsmål. “Øjeblikket”, hvor en af Dagbladets fotografer vælger et fotografi og fortæller, hvorfor det betyder meget for ham. “Robinson & Fredags” restaurantbesøg. Madanmeldelsen er bygget op som en reportage og samtale mellem de to udsendte madanmeldere, “Ro-binson & Fredag”. “Vi har et meget fast skelet. Men et af de gennemgående nøgleord er, at der skal være reportage og mennesker. Vi vil ikke bare have interview fra caféer og kontorer,” fastslår Hege Duckert og ser streng ud fra sin kontorstol.
Lavet til at læse Det tog omkring et år at udvikle Magasinet. Markedsundersøgelser og timer med idéudvikling endte med, at man valgte “den uddannede kvinde” mellem 20-45 år som kernelæser. Ordet målgruppe blev afskaffet. “Denne gruppe kvinder er de mest kræsne. Får vi fat i dem, har vi de andre,” lød filosofien. Samtidig blev prisen for lørdagsavisen sat op fra 10 til 15 kroner. “Vi var virkelig nervøse. Vi frygtede, at en masse mænd købte avisen for at få sport og et tv-program. De havde ikke bedt om dette,” smiler Duckert. Men oplaget gik op. Og der er fortsat flest mænd, der køber Dagbladet om lørdagen. Duckert vil ikke afsløre tallene. Det er dog et faktum, at mens hverdagsudgaven af Dagbladet falder i oplag, så stiger den dyre lørdagsudgave. Samtidig står annoncørerne bogstavelig talt i kø. I det seneste nummer af Magasinet var 20 ud af 64 sider rene annoncesider. Når Duckert ligner en tællende bankassistent, så er det altså ikke helt ude i hampen. Hege Duckert mener grundlæggende, at Magasinet har ramt et behov hos læserne. “Vi henvender os ganske enkelt anderledes til folk. Vi laver et tillæg for de mennesker, der har lyst til at sætte sig på verandaen og læse. I hverdagen går det hele så stærkt med skarpe vinkler og hurtige nyheder. Magasinet er lagt an på at læse. Hele vejen igennem. Layout, tekst og billeder er lavet med det for øje,” siger Hege Duckert. “Vi laver noget, som Internet og tv ikke kan hamle op med.”
GULD
Magasinet fik guld i kategorien “overall design” i konkurrencen om de bedste avissider i Skandinavien. Dommerne sagde blandt andet om Magasinet: “Kvalitet fra først til sidst. Alle historier tager udgangspunkt i noget hjemligt (norsk, red.). De beviser hermed, at det ikke er nødvendigt at tage til verdens brændpunkter for at præstere noget stærkt og godt. Det får journalistikken til at stå ganske stærkt i et produkt, der er helt uden forstyrrende elementer til at fjerne opmærksomheden fra det væsentlige – det journalistiske indhold …. Et helt igennem stærkt produkt, hvor præsentationen lader journalistikken i højsædet. Svigtes journalistikken, vil det straks afsløres.”
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.