Hvorfor er skandinaviske aviser så triste og kedelige? Måske bliver de ledet af triste og kedelige mennesker!
Hvorfor er jeres aviser så triste og kedelige? Måske bliver de ledet af triste og kedelige mennesker!
En smule hårdt trukket op, måske. Men som min gode ven Pelle Anderson (fra det svenske designbureau A4, red.) for nylig skrev i en rapport om fremtidens aviser:
»Det, som læseren har brug for om morgenen, er ikke et hjertestop. Han vil gerne have at vide, at ingenting er hændt – i det mindste ikke noget farligt. MetroXpress fortæller ham netop dette. Med rolig stemmeføring – ved at holde størrelsen på overskrifter og billeder nede. Ét format til enhver lejlighed. Forsiden bruger det samme grid. Dag efter dag. Let at lave, let at læse. Avisen sparer penge, læseren sparer tid.«
Jeg håber ikke, at Pelle mener det helt alvorligt, når han siger, at læseren har brug for at vide, at »ingenting er hændt«. Jeg tror nemlig, at vi læser aviser af den præcis modsatte årsag – vi ønsker at vide, hvad der er sket.
At bruge den samme skabelon hver dag sparer ganske vist penge og tid. Men måske ville læserne foretrække et sprogligt og visuelt spark i bagdelen, et adrenalin-sus. Jeg gider i hvert fald ikke læse et resumé af det, jeg så i tv-nyhederne i går aftes. Jeg savner en udfordrende stemme, der engagerer og får én til at tænke.
Og hvis metroXpress ikke kan give dette kick, så burde andre aviser gøre det. Men det gør de ikke.
I stedet ser jeg forskræmte aviser kopiere metro-formatet. Se blot tendensen til at konvertere til tabloid- … undskyld, compact-format. Med små, hurtige nyhedsbidder, genbrugte underholdnings-features og stadig mindre plads til hårde nyheder, analyse og fortolkning.
Hvis læserne ikke allerede keder sig, før de begynder at læse vores aviser, så kommer de i hvert fald til det, når de begynder.
På en nylig konference i Istanbul lød en deltagerkommentar:
»Det er formodentlig muligt at lave et stykke software, som – hvis en redaktionssekretær fodrede den med de relevante data – øjeblikkeligt ville kunne skabe det ideelle layout. Skabeloner er designerens – og nyhedsredaktørens – bedste ven.«
Bedste ven? Bestemt! Blev sådan et program opfundet, ville det være en stor dag for ledere og regnskabschefer, som på linje med deres brødre i enhver anden industri ville hilse muligheden for at spare så mange medarbejdere som muligt velkommen. Så kunne de nemlig koncentrere sig om at forøge gevinsten for aktionærerne.
Forudsigeligt design, kedeligt indhold og nedskæringer bærer en del af ansvaret for avisernes krise. Hvordan kan vi konkurrere med andre medier, når vi laver forkerte prioriteringer?
Lad os vende ryggen til de trendy og overforenklende løsninger. Lytte til, hvad eksperterne siger, men også være selvkritiske og forsøge at skabe unikke løsninger på vore egne unikke problemer.
For nylig gjorde design-guruen Mario Garcia rede for sit arbejde med Miami Herald:
»Den læser, som læser sine nyheder på nettet, er blevet mere utålmodig, når han skal læse trykte medier. I dag vil læserne have komplette oversigter med resuméer af historier. Mange aviser, såsom Miami Herald, tilbyder disse navigatører nogle indgange, som giver 'overlyds-læseren' en fornemmelse af, hvad dagens udgave indeholder. Uden at han behøver at bladre i avisen.«
Virkelig! Men hvorfor overhovedet ulejlige sig med avisen, hvis vi går ud fra, at læserne ikke har tid til at læse den? Læsere holder snarere op med at købe aviser, fordi de bliver mindre og mindre relevante, end fordi historierne er for lange.
Mario Garcia og andre synes at mene, at hvis vi vil konkurrere med internettet, må vi kopiere det. Men det skal vi ikke, og det kan vi ikke. I stedet skal vi koncentrere os om at finde bedre måder, hvorpå vi kan være det, vi er: Aviser! Hvis vi ikke kan gøre dét, kan vi lige så godt erkende vort gamle medies uigenkaldelige nederlag og se os om efter job, hvor vores talenter bliver værdsat.
Dette er en del af et oplæg, Tony Sutton holdt i København den 4. september. Tony Sutton er leder af News Design Associates, en international avis-konsulentvirksomhed med base i Toronto, Canada. Han er desuden redaktør og udgiver af websitet coldtype.net
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.