FOTO-JOURNALIST. En fodfejl. Sådan betegner tillidsrepræsentant og formand for Århus Stiftstidendes medarbejderforening Morten Svith den lille, men principielle faglige tvist, journalisterne på avisen har haft med ledelsen.
En redaktør på Århus Stiftstidende satte en af avisens journalister til at fotografere under Århus Festuge med en mobiltelefon med indbygget kamera. Billederne skulle bruges som dokumentation i en artikel om, at mobiltelefoner med kameraer kan bruges til at spionere med. Fotografierne endte dog med at blive brugt til en mere harmløs festuge-reportage.
Avisens medarbejderforening er imod, at journalister fotograferer – også med mobiltelefoner.
»Chefredaktionen må ikke pålægge en journalist at tage billeder. Det kan den bede en fotograf om. Det synspunkt har vi bragt videre til ledelsen, og jeg kan ikke forestille mig, at den gør det igen. Jeg vurderer, at ledelsen havde ladet sig forføre af en god idé og kom til at lave en enkeltstående fodfejl. At kalde det en bevidst provokation er at skyde over målet,« mener Morten Svith.
Medarbejderforeningen har fremlagt sit synspunkt for chefredaktør Peter Vestergaard, der henviser til avisens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør Erik Frodelund.
»Journalisterne er – for at sige det rent ud – til grin, hvis de gør en sag ud af det. Vi er glade for vores fotografer og vil ikke udskifte dem med journalister. I dette tilfælde ville vi vise, hvordan mobiltelefoner kan bruges som spionudstyr, og så kan vi ikke have en fotograf løbende og fotografere sammen med journalisten. Så ryger hele idéen,« siger Erik Frodelund.
Ud over at billederne fra mobiltelefonen var af dårlig kvalitet, da de kom i avisen, påpeger Morten Svith, at episoden rammer ned i den aktuelle faglige debat om fotograferende journalister.
»Det er ikke den største faglige sag, men vi må have rene linjer – også hvis vi på et tidspunkt skal indgå en aftale om fotograferende journalister. Hvis vi en anden gang skal lave noget, der ligner historien med mobiltelefonen, må ledelsen tale med tillidsrepræsentanterne først, så alle er klar over reglerne på området,« siger han.
Pressefotografernes formand, Lars Lindskov, siger, at han har hørt om sagen, men at Pressefotografforbundet (PF) ikke har behandlet den endnu.
»Vi er selvfølgelig dybt overraskede over at eksperimenter af den art skal gå ud over læserne, men sådan vælger man åbenbart at lave avis i Århus. Dybest set er det ikke en sag for PF, men mere for Dansk Journalistforbund, der via tankerne om flerfunktionalitet har åbnet op andre arbejdsformer. Dette eksempel var faktisk netop det, vi fra PF advarede imod. Det er synd for læserne – og et udtryk for dårlig avisledelse,« siger Lars Lindskov.
Erik Frodelund frygter ikke, at mobiltelefonen bliver en sag for Pressefotografforbundet.
»Det må Pressefotografforbundet endelig gøre. Forbundet opnår ikke andet end at blive helt til grin ved at rejse den sag,« mener han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.