FREELANCE. "I er for dårlige!!!", lyder dommen fra 15 redaktører i baggrundshistorien om freelancere i Journalisten 13/2009. Jeg bliver lidt flov på de frie fugles vegne.

Når folk – og kolleger – spørger mig, hvordan man klarer sig som freelancejournalist, har jeg altid svaret: ved at gøre det lidt bedre end den gennemsnitlige fastansatte, når det gælder idé, vinkling, research og formulering.

Det har jeg klaret mig på igennem 25 år som selvstændig journalist og kommunikatør. Vil man begå sig på markedet med de fordele, det indebærer, må man naturligvis opbygge nogle kompetencer, som er attraktive for den, der skal købe varen.

At tæppebombe redaktører med pludselige indskydelser og tilfældige idéer er et dårligt – men såre almindeligt – sted at starte. Og som det fremgår af Øjvind Hesselagers artikel, giver metoden let bagslag i form af en generel freelance-lede hos de mest plagede redaktører.

Hvis I mener det alvorligt med at ville arbejde som selvstændige i branchen, er der ingen vej uden om at forsøge at udvikle idéer, der både passer til og udfordrer det medie, I henvender jer til. Har man først vist, at man kan noget, er der basis for at opbygge en tæt samarbejdsrelation til en redaktør, et bureau med mere. At relationen kan ophøre og blive afløst af nye, på grund af forhold man oftest ikke er herre over, er en del af spillet – og et vigtigt element i den selvstændiges udvikling og karriere.

Men jeg kan ikke rigtigt genkende Anna Bridgwaters bagsidekommentar i samme nummer om, at det skulle være svært for en freelancer at få en dialog i gang med aftagerne. Jeg har siddet i redaktionsudvalg og deltaget i planlægningsmøder hos mine kunder, og jeg taler/mailer med dem både før og efter en aflevering.

Uden en tæt pingpong med redaktør eller anden ansvarlig person kan man ikke udvikle medierelevante emner og vinkler, som kommer ret langt ned under overfladen, skulle jeg mene.

– Carsten Tolbøll
selvstændig journalist