Hvis bare jeg havde været der. Hvor tit har du ikke tænkt det? I går var jeg lige præcis på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

»Wuuuuuhuh!« genlød det i Harlems gader i går.

»Det her er historisk,« lød det igen og igen i folkemængden. Harlem larmede, jublede og dansede i aftes. Derfor handler de næste linjer ikke om mediemøllen, om bias eller 'historien bag historien'. De handler om at være der, hvor der skrives historie.

Det kan godt være, at der er journalister, der er uenige. Nogen vil måske mene, at Chicago var stedet. Her kunne man se Barack Obama fysisk, mens han afleverede sin sejrstale. Eller Phoenix, Arizona. Her stillede patrioten og soldaten John McCain sig op og viste, hvordan man tackler et nederlag efter måneders bitter, men forgæves kamp om præsidentposten. I New York var der storskærm på Times Square og pundit-fest på Sheraton.

Men spørger du mig, var Harlem 'the place to be'. Jeg stod lige dér på pladsen mellem Adam Clayton Powel Jr Boulevard og Malcolm X Boulevard sammen med tusindvis af amerikanere, der løftede armene over hovedet klokken 10.57 PM den 4. november, da det stod klart, at USA havde valgt sin første afroamerikanske præsident.

»Endelig! Efter fyrre år,« råber en fyldig sort kvinde. Hun står midt i den jublende folkemængde i en spraglet kjole, med store guldøreringe og en sort hat.
I fyrre år har hun og Harlem ventet.

I dagens anledning
Der er et tidspunkt, hvor der er stille i folkemængden. Det er under den nyvalgte præsidents tale til hele nationen. Han er taknemmelig og alvorlig. Det her er kun begyndelsen, siger han. Fra nu af skal der arbejdes for at få landet tilbage på ret køl.

Men hvilken begyndelse. Efter talen bryder kakofonien af tudende bilhorn, jubelråb og trommer løs igen. Her betyder sejren virkelig noget. For damen i den spraglede kjole, manden med filthatten og den unge sorte fyr, der danser rundt foran bilerne på 125th Street med det amerikanske flag foran sig. Og den hvide fyr, der omfavner ham på sin vej hen over fodgængerfeltet.

Jeg møder DR-journalist Mikkel Clausen, der har været live igennem på Radioavisen.
»Jeg har været lige ved at tude konstant de sidste to timer,« siger han. Ligesom resten af pressen her i Harlem har Mikkel Clausen efterladt 'objektivitetshatten' et andet sted. Heller ikke i presselogen, hvor alle de større tv-stationer har deres kamerahold linet op, er der noget forsøg på at skjule, hvem man har stemt på. En sort kameramand slipper kameraet og rækker hænderne op over hovedet, da flertallet er i hus. En produktionsassistent tørrer øjnene. Alle klapper og smiler.
Jeg har selv min grå Obama T-shirt på i dagens anledning.

For liberal og for radikal
»Fik du din historie?« spørger en politibetjent. Jeg står på 125th Street med min blok og skriver noget på blokken om festen og de glade newyorkere.

Chris er fra NYPD og har haft en rolig aften. Eller det vil sige – der har været masser af spontane fester rundt omkring, og Chris og hans kolleger har forgæves forsøgt at få trafikken til at glide nogenlunde. Men ingen optøjer, siger han. Chris stemte selv på John McCain som 90 procent af alle politimænd, siger han selv. Obama er for liberal og for radikal for Chris, der er vokset op i Queens. Men han smiler alligevel i aften i Harlem.

Mikkel Clausen og jeg deler en yellow cab ned mod Downtown. Jeg skal hjem og skrive, og Mikkel skal tjekke sine lydfiler.
»Det her er et af de tidspunkter, hvor man er sikker på, at man har været på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt,« siger han, inden vi skilles.