The Guardians politiske satiriker Steve Bell tegner de største magtmennesker og hykleriet – det, som ikke kan siges med ord.

TEGNER. Vov-vov-vov. To lyse og en sort labrador springer op.

»Don't mind the dogs.«

Steve Bell lukker mig ind med et overbærende smil.

»Kom med mig, vi skal ned her.«

Han klemmer sin store krop ned gennem trappeskakten, kanter sig forbi lag af forældede computere, kasser med bøger, en stige, farvelader, en vissen plante. Bukker sig under en alt for lav dør, og så er vi der. I et tegneværksted, som er vedhæftet villaen ud mod haven. Uden om Steve Bells 1700-tals hus, omkring hundrede kilometer syd for London, ligger badebyen Brighton, falmet og forrevet efter gårsdagens efterårsstorm.

Værkstedet er nærmest ubeskriveligt. For detaljeret, for mange bøger i bunker, nips, tegninger, gamle tv-apparater og edb-udstyr, et kaos, som nok kun Steve Bell finder orden i. Det hele er støvet, selv luften. Som små snekrystaller danser støvet rundt, oplyst af den grå dag, der falder ned gennem glastaget. Siden 1981 har han siddet her og tegnet til The Guardian, den britiske pendant til dagbladet Politiken.

»Sæt dig, hvor du vil, eller hvor du kan,« siger han efterfulgt af et kort latteranfald.

Jeg flytter et par ugers gamle aviser og krøller mig ned i en hullet chesterfield mellem et gammelt fjernsyn og en flækket papkasse.

»Jeg har lidt travlt. Det her julekort til det engelske togarbejderforbund skal være færdigt snart, og lederen til Guardian senere i dag. Er det okay, jeg tegner, mens vi taler?« spørger han.

Foran sig på skrivebordet, de eneste forholdsvis organiserede to kvadratmeter i lokalet, ligger et stykke 300 grams akvarelpapir med et blyantrids af julemanden, som fra sin liggestol er ved at sende en alle-mail til menneskene på jorden.

Med en pen tegner Bell stregerne op med blæk. Hver en tast, hvert et bogstav på nissens tastatur bliver malet op. Julemanden skriver: »Kære alle. Ho Ho Ho. Kærligst, Santa xxx«. Mailen har julegaven vedkæftet som fil: »Et par dejlige sokker«.

Grinet ligger konstant på lur bag Steve Bells brune, sørgmuntre øjne. Udbruddene kommer hele tiden, som små eksplosioner, når han endnu engang siger det, som ikke er comme il faut: »George Bush, han er en idiot.« Eller: »Jeg er socialist.« Eller: »Tony Blair, han er et dumt svin.«

Da jeg viser ham en tegning af Politikens Roald Als, hvor den forrige miljøminister Hans Christian Schmidt står med sin penis i hånden og pisser på gulvet, må jeg slukke båndoptageren. For hvad kan jeg bruge det til, et fem minutters grineflip fra en 53-årig britisk satiretegner?

Møgungen i Steve Bell er intakt. Den viste sig allerede i de første skoleår. Han tegnede karikaturer af datidens britiske politikere. Latterliggjorde dem og klædte dem af. Hvorfor?

»Der var den her dreng i min klasse, som tegnede fantastiske karikaturer af lærerne og, mærkeligt nok, politikere. Jeg var voldsomt jaloux på ham. Jeg ville tegne ligesom ham, overgå ham.«

Hvorfor stoppede han ikke med at tegne, ligesom de fleste børn, der en dag lægger tusserne væk, fordi de ikke kan tegne en næse, finde perspektiverne i et ansigt eller få krokodillen til at ligne?

»Det er en mærkelig ting ved kunst. Jeg ved det ikke. Tegningerne kom bare ud af mig. Af sig selv, på en måde, og jo flere der kom, jo mere interesseret blev jeg i det.«

Hver gang han sætter sig i den høje tegnerstol er hans ambition, at lave noget helt nyt, noget bedre, siger han.

»Jeg gør det bedste, jeg kan, når jeg laver et billede. Det er mit billede, min måde at fortælle verden på. Det er vel kunst?«

Steve Bells besættelse af politik kom hverken fra hans far eller mor. De var ikke særligt interesserede i politik, de stemte og levede konservativt i en grå forstad til London. Lille Steve var også tory (konservativ), lige indtil han kom i gymnasiet, hvor han blev optaget af spørgsmål som dødsstraf, apartheid og af arbejdet i en lokal græsrodsbevægelse, der ville redde den tredje verden.

»Det var moderne at være revolutionær, men det var jeg ikke. Jeg flirtede med anarkisme, indtil det begyndte at kede mig. Mine venner var trotskister. Dem havde jeg egentlig stor sympati for, men når man først har kissemisset med anarkismen, så er Trotski ikke rigtig sagen. Tragedien med trotskis-terne er, at de i virkeligheden bare er affekterede liberalister,« gnækker Steve Bell, og lader, som om han tegner.

Faktisk sætter han stort set ikke en streg, efter at interviewet er drejet over i politik. Når dét låg først er løftet af, så har Steve Bell brug for hænderne til at gestikulere, til at slå pointerne ind i lytteren.

»Libertarian socialist« er det prædikat, som Bell har sat på sig selv i mange år. Libertarian betyder frihedsforkæmper, og i Storbritannien er det et ord, som ofte bliver brugt om folk på højrefløjen.

»Det er en komplet selvmodsigelse. Jeg elsker det paradoksale i politik. Det bekymrer mig slet ikke. I virkeligheden har højrefløjen stjålet en masse ord. Frihed, for eksempel, det knytter folk til de liberale, men hvem helvede går ikke ind for frihed?« spørger Bell og er ved at svinge sig op til at forklare, hvorfor han er socialist.

»Ukontrolleret kapitalisme fungerer ikke. Det er et faktum. Markedet skal kontrolleres, det har nogle indbyggede fejl, alvorlige svagheder. Den ukontrollerede kapitalisme øger forskellene mellem rige og fattige. Det er den væsentligste svaghed. Den forskel fucker verden op, skaber gigantiske uretfærdigheder. Hærene bruges til at støtte ekstrem velstand lige nu og her. Jeg ved godt, at det ikke er forfærdeligt subtilt. Men den forskel ligger under alle de uhyggelige ting, som sker i verden i dag. Det må der gøres noget ved…«

Så blev dét sagt. Den forelæsning fra Steve Bell rummer også en slags forklaring på, at han tegner Tony Blair som Napoleon, skødehund, abe. Hvorfor George Bush som regel bliver fremstillet som abe, men også som verdens største bombefly af mærket B-52. Eller som Darth Vader – universets ondeste mand.

»Politik handler mere og mere om image, om at se ud. Det passer godt sammen med tegnerens naturlige territorium. Vi laver billeder. Vi bruger symboler og humor, men pointen er, at det virker. Du får dem lige i fjæset, og så virker de. Umiddelbart.«

Bells tegninger er nærmest en sublimering af det perfide. De foregiver slet ikke at være sofistikerede, budskabet er pærelet at fatte. Først når man kigger nærmere på dem, ser man detaljerne.

For eksempel Blairs gale venstre øje. »The mad eye« er en Bell-specialitet. Han så det første gang i Margaret Thatchers ansigt tilbage i 80erne, dengang hun var premierminister.

»Hendes venstre øje mistede indimellem fokus. Kun i et ganske kort øjeblik. Det er vel en slags tic, et øje, som kommer ud af kontrol.«

Det tog Bell mange år at opdage, at Tony Blair havde et lignende ukontrolleret øje. Det var i efteråret på Labours partikonference, som han tegnede til The Guardian.

»Der er nok ikke mange, som har set det, men han har det – det gale øje.«

På Steve Bells skrivebord og rundt omkring i værkstedet ligger tusindvis af print fra hjemmesider og fjernsynet. Stakkevis af billeder af Bush, Clinton, Blair, Rumsfeld, Cheney og mange andre.

»Det kan tage lang tid at finde ud af, hvordan et menneske ser ud. Og folk forandrer sig hele tiden, så jeg må følge med. Jeg opdagede for eksempel først i slutningen af år 2000, at Bush er en abe. Det første år, jeg tegnede Bush, var han faktisk kalkun.«

Amerikanerne har en spøjs tradition på Thanksgiving Day, hvor præsidenten benåder en kalkun, som er traditionel spise denne dag. På skrivebordet står et slags staffeli med billeder af netop George Bush og en kalkun. De billeder rummer idéen til det billede, der skal ledsage næste dags leder i Guardian.

»Jeg elsker at tegne mennesker som dyr, især kalkuner, det er et meget udtryksfuldt dyr,« forklarer Steve Bell.

I næste dags Guardian har han tegnet kalkunen klædt ud som en amerikansk soldat. Bush med abefjæs benåder kalkunsoldaten.

»Jeg tegner Bush som en abe, fordi han ligner en abe. Det kan jeg jo ikke gøre for. Jeg ser på ham, og så siger det abe i mit hoved. Det er øjnene, der sidder meget tæt, de udstående næsebor, de lavt siddende ører og hans ludende holdning. Næste skridt er at afgøre, om han er en sød abe, en sjov abe, eller om han er en ondskabsfuld, destruktiv abe? Abe-gengivelsen af Bush er selvfølgelig også en kommentar til, at han opfører sig som en idiot. Ikke et fjols, men en idiot, og måske er det skuespil, men det er nu lige meget.«

Steve Bell er helt klar over, at hans tegninger provokerer og forarger. Det er selve meningen med dem. At skubbe til læserne.

»Journalisterne kan jo ikke skrive, at Bush opfører sig en idiot og ligner en abe. Det er det, tegnerne kan. Med tegninger kan vi vise, hvordan virkeligheden altså også ser ud.«

I midten af 70erne tog Steve Bell en bachelorgrad i kunst. Han forsøgte sig som billedkunstlærer i skolen et års tid, men opdagede snart, at han ikke kunne klare det.

»Det at skulle stå foran en flok børn hele dagen var virkelig det mest stressende, jeg nogensinde har gjort. Jeg har stor respekt for de mennesker, som kan det. Jeg kan bedst arbejde alene og er glad for at sidde her ved skrivebordet for mig selv.«

Efter dén erkendelse kastede Steve Bell sig ud i at tegne på fuld tid. Han travede London rundt med sine tegninger og viste dem frem til alle, der ville lukke ham ind. Han lavede tegneserier til små børn og tegninger til magasiner som Whoopee, NME, Time Out, New Statesman og Cheeky. Han illustrerede også inderomslaget til punkbandet The Clashs plade »Sandinista«, selv om han slet ikke bryder sig om punkmusik.

I 1981 fik han en fast kontrakt med The Guardian, flyttede til Brighton med sin kone, som han har fået fire børn sammen med. Efter alle årene er Steve Bell lige besat af at tegne.

»Jo mere jeg ser på billeder, jo mere fascineret bliver jeg af at finde ud af, hvorfor og hvordan de virker.«

Hver morgen får han dagens ledertema fra avisen i London, og så har han frit slag til at finde på.

»Jeg idéudvikler ikke med nogen. Jeg ved, at mange af mine kolleger får meget ud at tale idéer med andre. Det virker ikke for mig.«

Normalt kører både radio og fjernsyn i Steve Bells værksted, ligesom han får tre-fire forskellige aviser. Han er nyhedsjunkie, siger han. Står op med nyheder og går i seng med nyheder.

»Det er usundt, men jeg er afhængig af det. Jeg hader det. Det er bollocks, det som kommer ud. Hæsligt.«

Vreden er til stede i Steve Bell, den lyser ud af ham. Alligevel er det kun sket ganske få gange, at redaktionen på The Guardian har afvist at bringe hans tegninger. For eksempel en tegning, hvor Bell viser sit syn på George Bushs plan for FN – abe-Bush trækker i en
lokumsrulle med FNs logo på, væggene er oversmurt med lort.

»Det er meget sjældent, at jeg bliver censureret. Det går mig heller ikke voldsomt på, når det sker. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg ikke måtte vise, at Bush bruger FN til at tørre lort op med. Det er jo sådan, det er.«

Han er bevidst om, at vreden skal på afstand, før han kan bruge den i sine tegninger.

»Jeg bliver stadig vred over meget i verden, men man kan jo ikke tegne det, hvis man er for sur, det slører visionen. Så råber jeg og sparker ud efter radioen og fjernsynet, det hjælper at komme af med vreden. Og så kan jeg tegne det.«

* Blå bog: Steve Bell

Uddannet på Leeds University med
en bachelorgrad i billedkunst.

Fra 1977 freelance-satiretegner og illustrator for blandt andet Whoopee, Cheeky, Jackpot, New Society, the Leveller, NME, Time Out, City Limits, New Statesman, Private Eye og Punch. Siden 1981 på The Guardian.

Har lavet omkring 20 bøger, blandt andet 11 i Steve Bells såkaldte »If…«-serie. Hans seneste udgivelse er »Apes of Wrath« fra forlaget Methuen, 2004.

Modtog i 2003 prisen som årets bladtegner i Storbritannien. Er tidligere blevet tildelt adskillige andre priser og en æresdoktorgrad ved University of Sussex.

Se et udvalg af Steve Bells tegninger på: http://www.guardian.co.uk/cartoons/archive/stevebell/0,7371,337764,00.html