search

»… at man kunne blive betalt for at kommentere fodbold, anede jeg ikke«

Andreas Kraul, formand for Sports­journalisterne og kommentator på DR, er sikker på, at ingen andre sportsjournalister har gjort som Qureshi: »Jeg er 99 procent sikker på, at han er et enkeltstående tilfælde.« Men han savner, at flere får mulighed for at lave grundig journalistik

Hvorfor blev du journalist?

»Egentlig troede jeg, at jeg skulle lave noget med kemi eller matematik, men i 2. g fik jeg samfundsfag og fandt ud af, at jeg var god til at skrive og formidle. Og så blev jeg præsenteret for en forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Dengang kunne man kun blive journalist i Aarhus, og de færreste gik direkte fra gymnasiet til Journalisthøjskolen. Jeg tog prøven i 3. g, og som jeg husker det, var jeg ret tæt på at komme ind. Det var nok meget godt, jeg ikke gjorde det. Året efter ville jeg forberede mig ekstra, så jeg begyndte simpelthen at læse retorik. Det lyder forkælet, men retorikstudiet var den bedste grundskoling til at blive journalist.«

Hvornår fandt du ud af, at det skulle være sportsjournalistik?

»Ret sent. Men så kom jeg i praktik på DR Radiosporten og fandt ud af, at min baggrund som mangeårig håndboldspiller og min interesse for fodbold – kombineret med et talent for at sidde og sludre i radioen – gjorde, at jeg følte, at jeg fandt min hylde.«

Hvad var dit forhold til sportsjournalistik, før du selv kastede dig ud i det?

»Jeg var en ivrig og begejstret bruger. Hjemme hos min mor læste jeg hver dag sportssiderne i Politiken. Jeg lånte bøger om fodbold og slugte Tipsbladet hver uge. Jeg er jo fra en tid, hvor man glædede sig til, at der kom en udenlandsk fodboldkamp i fjernsynet, og når den kom, lukkede jeg mig inde i min egen verden og lyttede til kommentatorerne. Jeg husker at se Tipslørdag med mig selv og en pose lørdagsslik. Ikke noget med at sidde og snakke undervejs, men være til stede i universet og kommenteringen, sproget og rytmen.«

Drømte du om selv at kommentere?

»Nej. Og det har undret mig siden, men jeg tror simpelthen ikke, jeg vidste, at det var et job. Jeg vidste selvfølgelig godt, at man kunne være journalist, men at man kunne blive betalt for at kommentere fodbold, anede jeg ikke.« 

Sidste år oplevede Danmark sin største sportsjournalistiske skandale nogensinde (sagen om de opdigtede citater, red.). Hvordan kunne det komme så vidt? 

»Helt konkret er det foregået over så lang tid og i dag til dag-historier, som ikke har vakt stor opsigt. Det må være derfor, der ikke er nogen, der har reageret. Samtidig har det rent journalistisk været så komplet vanvittigt, at det må have været svært som redaktør at få tanken. Jeg mener: Det, Michael Qureshi har gjort – citeret kilder, der ikke findes, strider så meget imod alle journalistiske grundidealer.«

Du har sagt, at sagen åbner for spørgsmålet, om der er noget dybere i branchen. Hvad mener du med det?

»Man skal ikke tage Qureshi og sige, at problemet er, at folk laver for mange artikler. For ingen har gjort som ham. Jeg er 99 procent sikker på, at han er et enkeltstående tilfælde. Men måske man skulle bruge sagen som lejlighed til eftertanke og spørge: Er det i virkeligheden ikke bedre med én artikel med fire kilder og fire timers research, end fire en-kilde-artikler med 20 minutters research til hver?«

I sommer var der en debat om, hvordan sportsjournalister i 90’erne dækkede over dopingproblemet. De kendte til problemet, udtalte nogle af dem, men havde ikke opsøgt det. Bliver sportsjournalistikken mere end andre typer journalistik for begejstret og for ukritisk? 

»Det har helt sikkert været tilfældet, og cykelsporten var et åbenlyst eksempel på, at mange journalister elskede sporten så højt, at de også elskede den med dens fejl. Men der er sket et markant skifte i den måde, sportsjournalister bliver uddannet. Stort set samtlige medlemmer i Danske Sportsjournalister har en journalistisk uddannelse, og jeg ved fra mig selv, at når man er blevet undervist i journalistik, tager man det – sammen med passionen og begejstringen – med ind i sit arbejde. De fleste, der dækker fodbold, elsker fodbold. Det ville være mærkeligt andet. Men de seneste sager om FIFA viser, at der bliver stillet de helt rigtige spørgsmål. På den måde dukker jeg ikke nakken for nogen som helst andre journalistiske genrer – tværtimod er jeg på trods af Qureshi-sagen en stolt formand.«

Hvad er branchens største problem?

»Mange redaktioner er så pressede af leveringskrav, tempo og svindende midler, at der kræves meget mere af medarbejderne. Det er mit indtryk, at en historie sjældent bliver opgivet, fordi den viser sig ikke at holde vand, efter at journalisten har talt med tre forskellige kilder. I stedet laver journalisten en artikel med det samme, efter at han har talt med hver af de tre kilder. Læseren bliver derfor nogle gange slået helt tilbage til start. Til gengæld er der så kommet tre artikler undervejs. Da jeg som ung journalist var på Politiken, fik jeg hver måned en uge til at lave et større projekt. I dag savner jeg, at flere af de dygtige sportsjournalister, vi har, får muligheden for at lave grundig journalistik.«

Hvad er løsningen?                                 

»Jeg håber, at nogle modige redaktører vil insistere på at vise folk, at deres behov for grundig sportsjournalistik, som de måske helt havde glemt, de havde, eksisterer. En del af løsningen er også nye tanker om, hvordan man kan servere sportsjournalistik: Podcasts, webdokumentarer, interaktion på sociale medier, longreads på nettet.« 

[[nid:35342]]

Foto: Lars Bech

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen