At kaste med sten

»God journalistik medfører ofte, at nogen bliver vrede. Hvis du ikke bryder dig om det, findes der en enkel løsning. Bliv ikke journalist.«

»God journalistik medfører ofte, at nogen bliver vrede. Hvis du ikke bryder dig om det, findes der en enkel løsning. Bliv ikke journalist.«

LEVERPOSTEJ MED KONFLIKTSKY. Når man som udenforstående kigger ind, er det let at se, hvorfor danskerne krydser lykke-feltet af, hver gang der foretages en undersøgelse af deres generelle sindstilstand.

I de fleste lande, inklusive mit fødeland, Storbritannien, er nyhederne fulde af menneskesmuglernetværk, familier, som anklager militæret for deres sønners død, institutionaliseret svindel, politikere, som lader hånt om lovgivning eller lyver skamløst for vælgerne. Men hvis den slags finder sted i Danmark, har medierne en tendens til at opføre sig på samme høflige måde som jeres 20 millioner usynlige grise: Ude af øje, ude af sind.

WikiLeaks-afsløringerne var i sandhed Guds gave til enhver undersøgende journalist og en triumf for informationsfriheden. Men i Danmark blev de mødt med indignation snarere end taknemmelighed af hovedparten af avisredaktørerne.

Hvis Storbritanniens David Cameron havde benyttet et falsk navn og var tjekket ind på et hotel på offentlighedens regning, ville hans politiske karriere være slut, før den overhovedet var begyndt. Men hvor var kritikken, da Lars Løkke Rasmussen – som havde vildledt både folketing og befolkning om valget mellem private og offentlige sygehuse – blev statsminister?

Der er selvfølgelig ærefulde undtagelser til denne generelle vægring mod konfrontation. I sit nylige tv-interview med Bertel Haarder fortsatte DR 1's Kristian Sloth hårdnakket sin spørgen. Blottet og trængt op i en krog mistede Haarder besindelsen og truede med at "klage over" Sloth. For hvad? For ikke at lefle for en politiker, sådan som danske journalister normalt gør? Jeg siger: Giv manden en medalje.

Pressen havde masser af skæg med Haarder den følgende dag. Men ingen stillede det indlysende spørgsmål, som Haarders forvrængede ansigtstræk og foruroligede kropssprog fremprovokerede, nemlig hvorfor får en politiker lov til at beholde en vigtig ministeriel post, når han fremstår psykisk ustabil og ligner en mand, der har brug for behandling? Det var forstemmende at se, at den eneste egentlige debat i kølvandet på Haarder-interviewet handlede om, hvorvidt Sloth og DR 1 gik for langt.

Jeg har mistanke om, at den bagvedliggende årsag til denne generelle tøven er, at danskerne i al almindelighed ikke bryder sig om konflikt. Der er endda et ord for denne modvilje, som jeg aldrig har stødt på, før jeg kom hertil: Konfliktskyhed. Jeg har en formodning om, at grunden til dette er den danske befolknings ringe størrelse. I Danmark er sandsynligheden for, at dine sociale cirkler krydser en anden persons, meget høj.

Kast en sten i et glashus med fem millioner indbyggere, og du risikerer, at flyvende glassplinter drysser ned over din chefs golfpartners søster. Og til syvende og sidst; over dig selv.

Før vi ser flere danske journalister blive mere stædige i deres sandhedssøgen, nægte at være servile over for magthaverne og afvise eventyrforestillingen om et Danmark i en permanent tilstand af hygge, må vi glemme alt om, at en eventuel rigtig stor og beskidt dansk skandale finder vej til overskrifterne.

God journalistik medfører ofte, at nogen bliver vrede. Hvis du ikke bryder dig om det, findes der en enkel løsning. Bliv ikke journalist.

Når forfatteren Carsten Jensen revser pressen, henviser han gerne til sin kones vurderinger. Journalisten bad hende – Liz Jensen – skrive bagsiden.