Der var ikke 'vandtætte skotter' mellem Ekstra Bladets chefredaktør og bladets dækning af Dan Lynge-sagen. Det har den tidligere justitsminister ellers fastholdt, efter at tre et halvt års fortielser blev afsløret i Journalisten.

NÆRKONTAKT. Efter Journalistens afsløring af, at chefredaktør Hans Engell, Ekstra Bladet, havde fortiet sin egen rolle i Dan Lynge-sagen, fremsatte Hans Engell gang på gang den forklaring på sin tavshed, at han 'fra dag ét' havde valgt at holde sig 'fuldstændig uden for' sagen i alle 'redaktionssammenhænge'. Men det passer ikke.

Chefredaktøren var tværtimod tæt på vigtige artikler i sagen – netop fordi han selv blev nævnt i dem – og mindst to blev stoppet, efter at de havde været til hans gennemsyn.

Det skete i marts 2005, og den ansvarlige redaktionssekretær – avismageren, som det hedder i Ekstra Blads-jargonen – var George Hilton. Han understreger, at det var ham, der tog beslutningen om at tage artiklerne af. Men det skete, efter at artiklerne havde været omkring Hans Engells bord – og dermed var de altså ikke omfattet af et vandtæt skot fra dag ét, sådan som chefredaktøren udtrykkeligt har beskrevet det de seneste uger.

»Siden den dag, sagen kom frem, har jeg holdt mit ansvar som minister og chefredaktør adskilt. Jeg har intet haft med sagen at gøre,« lød Engells version til Politikens netavis 23. november i år – og til TV 2/Nyhederne samme aften erklærede han sig 'naturligvis som chefredaktør inhabil' og tilføjede:

»Og derfor har det været kolleger i chefredaktionen, der har styret sagen, som har samarbejdet med journalisterne.«

I midten af marts 2005 – ved man i dag – var Hans Engell i færd med at skrive svar på fire spørgsmål, som Dan Lynge-kommissionen med dommer Lis Sejr i spidsen havde stillet ham.

Inden Engells svar var færdige, indleverede Ekstra Bladets Lynge-redaktion en artikel med rubrikken »Mærkelig opførsel fra dommer i Lynge-sagen«. Det var søndag den 13. marts, og Lynge-redaktionen havde ingen viden om Engells samtidige arbejde på kommissions-svaret. Alle de fire Cavling-belønnede journalister fra Bastard Film og Ekstra Bladet stod i byline: Jeppe Facius, Anders-Peter Mathiasen, Miki Mistrati og Thomas Stokholm.

Artiklen handlede om slendrian og tegn på blandt andet beskyttelse af 'justitsvæsenets øverste top' hos Lynge-kommissionens formand, dommer Lis Sejr – herunder at flere mulige ansvarlige, blandt andre Ekstra Bladets chefredaktør, kunne nøjes med at besvare skriftlige spørgsmål. Hans Engell nævnes to gange i artiklen.

Næste dag kunne artiklen ikke læses i Ekstra Bladet, og ifølge Facius og Mathiasen fik de først oplyst, at artiklen selvfølgelig ville blive bragt. Men dagen efter fortalte redaktionssekretær George Hilton ifølge journalisterne, at artiklen havde været inde omkring Hans Engell – der havde chefredaktørvagt – og at han havde pillet den af med den begrundelse, at den var uforståelig.

Artiklen blev omskrevet og genindleveret den 14. marts, men heller ikke den 15. marts stod den i avisen. Den 15. marts var præcis samme dag – ved man nu – hvor Hans Engell afsendte sit hemmelige svar til kommissionen under landsdommer Lis Sejr.

George Hilton, der var avismager de pågældende dage, siger i dag, at artiklen var for 'teknisk', en 'mellemregning' og 'ikke stærk nok'.

»Det er ikke noget særsyn, at en artikel ikke kommer på.«

– Var den inde og vende på Hans Engells bord?

»Altså, hvis jeg som avismager ikke er i stand til at træffe en beslutning om, hvorvidt en artikel skulle i avisen eller ej, så skulle jeg tage og finde mig et andet job.«

– Det, jeg spørger om, er: Læste Hans Engell artiklen?

»Det er jeg ret sikker på, han gjorde. Ja.«

– Han læste den?

»Ja, men altså … det skal han … også fordi han bliver nævnt. Det er ganske almindelige regler på bladet: Medarbejdere, som bliver omtalt i artikler, skal have mulighed for at se de artikler …«

– Det vil sige, han har set alle de artikler, hvor han bliver nævnt ?

»Det har jeg ingen anelse om.«

– Men hvad sagde han så?

»Det kan jeg ikke huske … men jeg tror ikke … Jamen altså, ved du hvad, jeg kan ikke huske det. Pointen er stadig, at det er mig som avismager, der træffer en beslutning om, hvorvidt en artikel skal i avisen eller ej.«

– Jeg spørger kun, fordi han senere siger, at han holdt fingrene langt, langt væk fra alt, hvad der havde med denne her dækning at gøre?

»Ja, men derfor skal han stadig have samme mulighed som alle andre på Ekstra Bladet for at læse en artikel, hvor hans navn bliver nævnt.«

– Du kan ikke huske, han sagde noget af det, de to journalister refererer?

»Nej.«

– Du siger, at folk har lov at se den, hvis den bliver bragt i avisen – men her var der jo netop tale om en artikel, du siger, du havde besluttet ikke skulle bringes i avisen?

»Det har jeg ikke besluttet på det tidspunkt.«

– Det har du ikke besluttet på det tidspunkt …?

»Nej, det gør jeg på et eller andet tidspunkt i det forløb …«

– Altså efter at Engell har set den?

»Neeej … Ja, det formoder jeg – det er efter det tidspunkt.«

– Hvad er formålet med, at medarbejderne må se, hvad der står i en artikel?

»Spørg dem, der lavede husaftalen for 100 år siden – jeg ved det ikke.«

– Hvad nu hvis man synes, der er noget forkert i den måde, man optræder i artiklen på?

»Det ved jeg ikke. Spørg dem, der har lavet ordningen.«

– Kan man så rette i det?

»Nej, selvfølgelig kan de ikke det – men du må ikke spørge mig om det.«

I Information den 2. oktober 2004 erklærede chefredaktør Poul Madsen, Ekstra Bladet, om Engells rolle i Lynge-dækningen:

»Han har ikke spillet nogen rolle. Det er mig, der har sanktioneret kampagnen, og alt går gennem mit bord.«

Journalisten ville gerne have spurgt Poul Madsen, hvor mange undtagelser der i øvrigt findes for reglen om et vandtæt skot – og om det overhovedet eksisterer.

Journalisten ville også gerne have spurgt Engells næstkommanderende om et udsagn i Information samme dag – altså afgivet mere end et år, før det afsløres, at Hans Engell kendte centrale dele af Lynge-sagen – hvor Poul Madsen udtaler:

»Hvis Hans Engell skulle vise sig at være involveret, så kan du læse det i Ekstra Bladet. Det er Hans Engells udtalelser til bladet et eksempel på. Hans Engell har jo netop i Ekstra Bladet sagt, at han ikke kendte noget til sagen.«

Men det var ikke muligt at få et interview med Poul Madsen i dagene op til Journalistens deadline, hvor hans sekretær først ringede og oplyste, at 'han ligger underdrejet i 117 møder' og Poul Madsen kort før deadline selv meddelte på mail, at han ikke ville deltage i 'useriøs journalistik'.

Oplysningen om et vandtæt skot mellem chefredaktøren og Lynge-dækningen har været stærkt fremhævet efter afsløringen af Engells hemmelige kendskab til sagen gennem tre et halvt år – det var ifølge Engell simpelthen derfor, han ikke greb ind, når der blandt andet var fejl i Dan Lynge-dækningen, som han faktisk kendte til og var i stand til at rette på grund af sin viden fra justitsministertiden.

Han måtte ikke røre dækningen.

I interne mails på Ekstra Bladet kan man imidlertid ikke spore noget skot. For eksempel sender de to journalister Anders-Peter Mathiasen og Jeppe Facius mails til Engell om sagen – som om de ikke aner noget om et skot – og da de én gang har undladt at sende en Lynge-mail – som Engell har fået – til Poul Madsen, skriver denne:

»Når du en anden gang sender mail ud om Lynge-sagen, så føj lige Jan Jensen og undertegnede til listen. Det er trods alt os, der har det daglige ansvar for avisen.« (6. oktober 2004)

Der nævnes udtrykkeligt intet om, at Hans Engell ikke må inddrages, eller at Madsen er eneansvarlig, tværtimod.

En anden gang – i september 2003 – mailer Hans Engell til Jeppe Facius og blander sig direkte i sagsdækningen, idet han nedprioriterer den:

»P.t. er der ikke noget at dække. Bliver der undervejs behov for en forstærket indsats må det forelægges os,« skriver chefredaktøren,

Det skal forelægges 'os' – og altså ikke Poul Madsen alene – som det erklærede skot ellers tilsiger.

I samme mail stopper Engell, der i landsdækkende medier har fastslået, at han ikke indgik i nogen 'journalistisk dækning eller journalistiske overvejelser eller tænkninger omkring den sag' (»Mennesker og medier« 25. november), idéen om et særtillæg om Lynge-sagen med ordene: »Der er ikke truffet nogen aftaler om et særtillæg.«

De to journalister, der nu er rejst fra Ekstra Bladet, siger til Journalisten, at de aldrig fik at vide, at der skulle eksistere et vandtæt skot. Tværtimod mærkede de et klart pres på at nedprioritere dækningen fra netop Hans Engell, og det fik dem til sidst til at gå.

I »Mennesker og medier« den 25. november sagde Hans Engell, at han ikke forstod journalisternes afgang, og fastslog som bevis på det vandtætte skot fem gange, at han overhovedet ikke havde været i nærheden af Lynge-dækningen, og at sagen havde været dækket optimalt.

At andre ser anderledes på det, fremgår af en række mediekommentarer. I efteråret 2004 kaldte journalisternes Cavling-kollega Miki Mistrati fra Bastard Film og TV 2 det 'iøjnefaldende', at mange artikler fik så lav redaktionel prioritering i netop Ekstra Bladet:

»Det kan undre mig, når TV 2-redaktøren har valgt at lægge de samme historier helt oppe i toppen af programmet. Ikke mindst fordi Ekstra Bladet jo var med til at bringe hele sagen frem og i øvrigt er en avis med et motto om at ånde magthaverne i nakken.«

Og mediekommentatoren Helle Broberg skrev i Jyllands-Posten i juni i år, at meget pegede på en betænkelig situation for den tidligere justitsminister, og fastslog:

»Ekstra Bladet har da også været påfaldende tilbageholdende med at give Dan Lynge-artiklerne den forside-eksponering, som normalt kendes fra bladets journalistiske kampagner.«

At holdningen findes helt ind på Ekstra Bladets redaktion kan læses i en mail den 5. januar – da Cavling-prisen havnede hos Bastard Film og Ekstra Bladet – fra en mangeårig kollega til de to Ekstra Blads-folk:

»Tillykke, tillykke, tillykke. Der må være et par chefredaktører, der har røde ører i disse timer …«

Når talen om et vandtæt skot og journalisternes fri udfoldelse har fået så stor betydning i Engell/Lynge-sagen, er det altså, fordi Hans Engell selv har brugt denne forklaring – at han absolut intet havde eller måtte have med Lynge-dækningen at gøre – som argument for, at han ikke rettede fejl i dækningen i sin avis og aldrig oplyste, at han selv havde håndteret en central brik i Lynge-sagen i sin tid som justitsminister.

Han var nemlig allerede i 1992 som justitsminister blevet orienteret om attentatplanerne på en landsdommer og en statsadvokat – hvorefter et meget vidtrækkende skridt om at udvide PETs overvågningsområde blev taget.

23. maj 2002 afslørede Ekstra Bladet, hvor Engell var blevet chefredaktør, de selvsamme attentatplaner i samarbejde med TV 2 – og bladet fastslår dem igen og igen som central brik i Dan Lynge-sagen. Men Hans Engell siger intet.

I knap to år tror alle, at det skete i 1993 – hvor Erling Olsen (S) var justitsminister – og Hans Engell selv gået af.

I samme periode viser det sig, at mange vidner fra politi og justitsvæsen i forbløffende grad har tabt hukommelsen – i så høj grad, at Jyllands-Posten skriver en leder med overskriften 'Psykologiske tilfælde' – og først da Københavns politidirektør, den forhenværende PET-chef Hanne Bech Hansen i september 2004 vælger at huske – løftes fligen til det, Engell har skjult. Hun forklarer, at hun gav justitsministeriets departementschef besked om attentatplanerne allerede i efteråret 1992 – og den oplysning fører videre til en afhøring af departementschef Michael Lunn, der så igen – presset af reportere efter selve kommissions- afhøringen – må indrømme, at Hans Engell fik den samme viden.

Det er med andre ord tilfældige, uforudsete hændelser, der åbner den Pandoras æske, som Ekstra Bladet på grund af Engells tavshed har holdt lukket.

Havde Hanne Bech Hansen som så mange andre præsteret et hukommelsessvigt, var man end ikke nået et spadestik ned i sagens mørke ende – takket være tavsheden.

Der resterer stadig store gåder i Lynge-sagen – ikke mindst perioden 1991-92, hvor rigspolitichefen orienterede Justitsministeriet om, at man havde en helt formidabel
rockermeddeler – der var kun ét problem: Han stod til mange års fængsel for blandt andet meddelagtighed i mord.

Herefter besluttede nogen i Justitsministeriet, at der alligevel skulle samarbejdes – og de grove forbrydelser gå i glemmebogen.

Hvem ansigterne bag dette træk er, aner offentligheden stadig ikke.

Et punkt som dette har Lynge-kommissionen ikke indtil videre ønsket at få Hans Engells forklaring på, og det efterforskes ikke længere for alvor af medierne. Slet ikke af Ekstra Bladet.

Erik Valeur er journalist på forbrugerbladet Tænk og fast mediekommentator for Jyllands-Posten og Politiken.

• Engell og Journalisten
  
  Journalisten fik afslag på interview med chefredaktør Hans Engell den 16. og 29. november samt 9. december.

  Herefter tilbød vi Hans Engell en længere båndet samtale om sagen, der kunne gengives 'uklippet' og i fuld længde på bladets hjemmeside. Det gav et fjerde afslag med tre begrundelser: Undersøgelseskommissionen arbejder endnu. Kritik for at påvirke Dan Lynge-sagens dækning er allerede afvist. Principielle spørgsmål om, at en tidligere minister bliver chefredaktør, hører under bestyrelsen for JP/Politikens Hus.

• Engells bestyrelse
  
  Journalisten sendte 12. december – umiddelbart efter modtagelsen af det sidste afslag fra Hans Engell, der indeholdt en direkte henvisning til chefredaktørens egen bestyrelse – 16 spørgsmål til bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl, JP/Politikens Hus.

  Formanden afslog den 14. december at kommentere sagen. Heller ingen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer ønsker at udtale sig.

  De 16 spørgsmål, Journalisten ønskede at stille, kan læses her.

Engells 'vandtætte skot'

Når pressen i november spurgte Hans Engell, hvorfor ingen havde hørt om hans viden om Lynge-sagen gennem tre et halvt år, lød svaret, at Ekstra Bladet fra dag ét havde afskåret ham fuldstændig fra sagens dækning. Her er nogle af chefredaktørens citater om 'det vandtætte skot' fra den direkte udsendelse »Mennesker og medier« i P1 den 25. november:

»Den har været dækket på en måde, hvor jeg selvfølgelig – og fordi jeg var tidligere justitsminister og dermed også et vidne og én, der ville være inddraget i sagen – har holdt mig fuldstændig udenfor.«

»I det første møde, vi havde i chefredaktionen, hvor Dan Lynge-sagen blev drøftet – da var den første beslutning, der blev truffet, at jeg – netop fordi jeg var inhabil – selvfølgelig ikke skulle beskæftige mig med den sag. Hverken i redaktionssammenhænge eller ved planlægning eller ved
udvikling af sagen.«

»Vi valgte netop at sige, at her er en tidligere minister, som formentlig vil skulle vidne og som muligvis har et ansvar i denne her sammenhæng, og der indgår jeg selvfølgelig ikke i den journalistiske dækning eller journalistiske overvejelser eller tænkninger omkring den sag.«

»Det er først, da vi er langt henne i Dan Lynge-sagen, at jeg ligesom andre vel kan se, at her kan der muligvis have været nogle forbindelser, som er interessante. Men da jeg jo netop ikke er inddraget i denne her sag – ja, så kører den sit eget forløb.«

»Hvis der overhovedet skulle opstå den type af sager, så var der kun ét svar på det – og det var selvfølgelig, at jeg trådte tilbage og ikke indgik i den journalistiske behandling og diskussion osv.
omkring disse sager.«

Læs også