En række artikler om et sagsanlæg mod smykkevirksomheden Pandora har de seneste dage haft en voldsom effekt på virksomhedens aktiekurs. Efter at have været helt nede i et fald på seks procent landede aktien torsdag med et samlet fald på tre procent. Fredag over middag var aktien faldet med yderligere to procent.
Det er Berlingske Business, der har bragt artiklerne om en række investorer, der vil sagsøge Pandora for at hemmeligholde oplysninger om dårlige salgstal.
Ser man på de seneste dages kursfald, svarer det til en forringelse af Pandoras værdi på mere end 2 milliarder, og her spiller Berlingskes artikler en stor rolle, vurderer aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank.
»Hvis du kigger på kursfaldet i går [torsdag, red.], så ligner det, at det i vid udstrækning er drevet af artikler i Berlingske. Det er ikke den eneste grund – det er sommerperiode, der er også international usikkerhed – men ingen tvivl om, at hovedparten af faldet i går skyldes de skriverier,« siger Søren Løntoft Hansen.
Han mener, at kursfaldet og reaktionen på Børsen ikke står mål med den økonomiske risiko, der ligger i selve søgsmålet.
»Det undrer mig, at markedsværdien kan falde så meget. Og jeg kan kun sige det sådan, at selve artiklerne skaber større frygt, end jeg som analytiker synes godt er,« siger han.
Pressen påvirker virksomheders økonomi
Søren Løntoft Hansen har intet at kritisere artiklerne for. Men eksemplet viser, at pressens dækning af en sag kan have stor indflydelse på en virksomheds økonomi, siger han.
»Jeg tror, at kursen i dette tilfælde vil rette sig. Spørgsmålet er, hvor lang tid det tager. Sidste år blev der i pressen sat spørgsmålstegn ved sikkerheden af et middel fra Novo Nordisk. Og det kunne men længe aflæse i antallet af recept-udskrivninger. Så det er noget, der kan have betydning på kort, men også på langt sigt, og det skal man selvfølgelig tænke over som journalist.«
Det er Ole Hall, der har været den gennemgående journalist bag artiklerne om Pandora. Han har også været overrasket over Pandoras voldsomme kursfald de seneste dage. Men han fastslår, at han og kollegerne tænker sig grundigt om, når de skriver kritiske historier om virksomheder.
»Vi tænker os altid rigtig godt om, inden vi bringer historier, som kan have indflydelse på en aktiekurs. Men omvendt er vi ikke bekymrede for at skrive noget, der kan rykke på aktien. Vores interesse er at bringe alt interessant nyt frem,« siger Ole Hall.
Han nævner, at det kan have en betydning, at historien gennem Reuters er blevet omtalt i udlandet, hvor mange af Pandoras investorer befinder sig.
Ud over at dække virksomheden i sit daglige journalistarbejde, er Ole Hall også i gang med en bog, der handler generelt om Pandoras væksteventyr.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det koster ikke Pandora milliarder, at aktiekursen falder, men selskabets aktionærer.
Det hører også med til historien, at aktien er steget næsten uafbrudt (og mere end tidoblet) siden katastrofeudmeldingen i august 2011 og i forrige uge nåede rekordniveau. Så det er nok ikke sådan, at nogen går fra hus og hjem på grund af det her.
Det er jo ren hysteri, enhver burde kunne sige sig selv, at en virksomhed ikke kan blive to milliarder mindre værdi på et enkelt døgn. Men det omvendte er jo også set, hvor et selskab over night er blevet et par milliarder mere værd. Og det er jo netop den slags hysteriske og panikagtige udsving, som gør det muligt for børshajerne at tømme de små investores lommer.
MVH
NRE