Århus Stiftstidende blev første kunde i Berlingskes videresalgsbureau. Især featurestoffet går som varmt brød.
1. marts slår Berlingske dørene op for sit artikeludsalg, hvor kunder kan købe retten til at videreudnytte artikler produceret i Det Berlingske Hus. Men allerede nu er den første kunde i butikken. Århus Stiftstidende supplerer sin nye udgave af avisen med artikler købt hos Berlingske.
"Vi har lavet en aftale med Århus Stiftstidende, som er på linje med den, vi forventer at indgå med en række andre regionale og lokale dagblade," siger Søren Østergaard Sørensen, chefredaktør på Berlingskes videresalgsbureau.
Videresalget af artikler blev en mulighed, da journalisterne i Det Berlingske Officin i august 2000 accepterede ledelsens økonomiske udspil for videreudnyttelse af deres artikler.
Århus Stiftstidende har især valgt feature-artikler fra Berlingske. Den første berlingske-historie, der strøg i Århus Stiftstidende, var en større artikel om en fysiker fra Århus.
"Vores daglige temaside vil typisk kunne være berlingske-stof, for eksempel om livsstil og privatøkonomi. I weekenden har vi Lev Godt og Bo Godt, som Berlingske vil kunne levere til," siger redaktionschef Bjarne Fristed, der for Århus Stiftstidende har været i København for at udvælge stof.
Byline-problemer
Bjarne Fristed tror, der bliver langt mellem egentlige nyheder fra Berlingske i Stiftstidende.
"Forsidenyheder skal følges op, og det er ikke let at få journalister til at gå videre med andres historier," forklarer Bjarne Fristed.
Trods de fine fornemmelser har der dog allerede været én Berlingske-nyhed på forsiden af Stiftstidende samme dag, som Berlingske havde historien.
"Vi valgte at bringe Berlingskes historie om, at forskere presses til at genbruge deres forskningsresultater for at honorere kravene. Det er en god historie," siger Bjarne Fristed.
Han lægger ikke skjul på, at der har været en vis nervøsitet på Stiftstidende for, at det skal udløse signalforvirring hos læserne, at der pludselig står ‘Berlingske Tidende' i en byline på forsiden af den lokale Århus-avis.
"Jeg tror ikke, akkredite-ringen har fundet sit leje endnu," siger Bjarne Fristed, der nævner et konkret eksempel.
"Først skrev vi Berlingske-journalisternes byline i fire punkt. Men det udløste kritik fra Berlingskes journalister, så nu har vi sat den op til syv punkt."
Søren Østergaard Sørensen regner med, at regionalaviserne i Metropol-samarbejdet vil være blandt Berlingskes første kunder. Ud over Århus Stiftstidende er det Fyens Stiftstidende, NORDJYDSKE Stiftstidende og JydskeVestkysten. Det kan meget hurtigt blive et problem for artikelbureauet 4-S, der ejes af præcis de samme fire aviser.
"Min egen private vurdering er, at 4-S vil miste indtjening på det her," siger Bjarne Fristed.
"Det er helt klart, at der er perspektiver i det initiativ, Berlingske har sat i gang. De andre aviser i 4-S vil hurtigt se, at de kan få et bredere udbud og et bedre valg hos Berlingske."
Søren Østergaard Sørensen siger dog:
"Jeg opfatter ikke 4-S som konkurrent. Berlingskes videresalgsbureau er en ny brik i det danske avisbillede." l
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.