Efter 12 måneder på Altinget har Arthur Cammelbeeck lovet sig selv én ting. Han vil gerne fotografere væk fra Borgen. Alligevel står han i eftermiddag i bidende kulde foran Proviantgården på Christiansborg og venter på Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.
”Hun skal male røde linjer. Men jeg ved ikke helt, om hun er med på idéen,” siger han og indstiller sit spejlreflekskamera én gang til.
15 minutter senere kommer Pernille Skipper ud ad hoveddøren. Hun er overrasket over antallet af mennesker, der venter på hende, men spørger straks, om hun må foretage et vigtigt opkald, mens Arthur følger hende videre til Ny Kongensgade 10. De har aftalt et ’photoshoot’ til et formandsportræt.
I kælderen af Altinget har Arthur lavet et lille atelier klar til hende. Det er fugtigt og varmt. Begge smider jakkerne med det samme og smøger samtidig ærmerne op. En bøtte rød maling, en pensel og en malerrulle ligger klar på gulvet. Ved siden af har Arthur placeret en glasvæg, som Pernille Skipper skal male røde linjer på.
Karriereskift
I efteråret 2017 skulle Arthur finde en praktikplads. Han studerer fotojournalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og var halvandet år forinden flyttet fra sin kone, Fie, og sine tre børn i København til Aarhus for at lave et karriereskift i en alder af 46 år.
I en årrække var han projektleder inden for spiludvikling i it-virksomheder, men nu havde han sat sig for at udleve drømmen om at arbejde med fotojournalistik. Det var i legen med kameraet, at Arthurs nerve lå. Men efter halvandet år i Aarhus, hvor han var væk fra sin familie i hverdagene, så han frem til at komme hjem igen.
Kampen om pladserne
Problemet var bare, at de var syv fotojournaliststuderende, der skulle konkurrere om seks praktikpladser. Ovenikøbet lå to af pladserne i Jylland, så de var ikke en mulighed for Arthur, som havde bestemt sig for, at han med ’ægteskabet hængende i en tynd tråd’ ville hjem til sin kone og børn i Valby.
”Jeg gik all-in, og samtidig var jeg ’the odd one out’. Jeg var jo mere end dobbelt så gammel som de fleste af mine medstuderende,” siger Arthur.
De eftertragtede pladser forsvandt hurtigt: Information, Politiken, Børsen. Herefter var der tre studerende, der jagtede praktikpladsen på Ekstra Bladet. For Arthurs vedkommende var det også den sidste mulighed, fordi det var den sidste praktikplads i hovedstadsområdet.
”Jeg måtte satse hele lortet. Nu skulle jeg eddermame give den fuld gas. Lige inden samtalen stillede jeg mig et afsides sted, hvor ingen kunne se mig. Så lavede jeg et ’power pose’ med knyttede næver, lukkede øjne og kroppen formet som et kryds. Jeg gentog inde i mig selv: ’Du kan godt, du kan godt, du kan godt’.
Arthurs forsøg på at drage energi og udstråle selvsikkerhed hjalp ham ikke til at få en praktikplads. Få dage senere læste han i en fælles Messenger-tråd på Facebook, at hans studiekammerat var blevet kontaktet af Ekstra Bladet. Og så kunne han godt regne ud, at han var den eneste tilbage uden en praktikplads.
”Det er aldrig rart at ringe til sin kone og fortælle, at man er en taber. Det er det, hele spillet om en praktikplads går ud på,” siger Arthur.
Multitasking
Arthur stopper op og tænker sig lidt om. Han ligner en, der ikke havde regnet med et afslag så hurtigt. Efter et par sekunders stilhed siger han til Pernille Skipper, at han forstår hendes bekymring, og foreslår i stedet, at hun maler et Ø, som er partiets listebogstav.
”Du er god til at sige fra,” siger han og griner let.
”Det er sværere at sige nej til Altinget end til Ekstra Bladet. Men det har jeg lært med tiden, at jeg skal gøre,” svarer Pernille Skipper.
”Gad vide, hvorfor partiet har valgt et Ø som listebogstav?” spørger Pernille Skipper.
”Godt spørgsmål,” svarer Arthur og fordyber sig igen i arbejdet.
Han beder hende om at gribe fat i malerrullen og male hele glasvæggen rød. Han fortæller hende også, at hun skal være helt rolig. Malingen kan meget nemt komme af, fordi hun har smurt fugtighedscreme på hænderne.
Overlevelsesinstinkt
Arthur havde talt med sin kone om, at der var en chance for, at han ikke fik en praktikplads. Både på grund af sin alder, men også fordi han kun søgte de fire praktikpladser i København. Oddsene var på den måde imod ham. Alligevel var nyheden ’en svær pille at sluge’, som han formulerer det.
”Jeg gik omkring mig selv og ville ikke tale med nogen. Jeg var også lidt sur på mig selv over, at jeg ikke havde formået at overtale nogen til at vælge mig. Jeg havde en indre dialog med mig selv og var ikke særlig rar at være sammen med lige dér,” siger Arthur.
Efter et par timer og en opmuntrende samtale med sin kone blev han vækket af en gammel følelse i kroppen. Overlevelsesinstinktet. Noget, som han havde brugt tidligere, da han skulle finde et arbejde inden for spiludvikling. Denne gang var hans alder og livserfaring ikke en ulempe.
”Jeg gik fra at bebrejde mig selv til at tænke: ’Hvad er mit næste træk?’”
Det næste træk gik ud på at overbevise medier, fagforbund og virksomheder om at tage imod en praktikant, selv om de ikke søgte nogen i denne omgang. Arthur lavede en lang liste over potentielle praktiksteder og navne på billedredaktører og chefredaktører, som han tastede ind i et Excel-ark.
Gennembrud
”Jo højere oppe i hierarkiet, jo bedre. Jeg skulle have fat i dem, der er beslutningstagere. Jeg endte med 30 steder og havde sat mig for, at jeg hver dag skulle kontakte to-tre steder. Det var noget, som jeg havde prøvet før. Altså at gå struktureret til arbejdet for at få et arbejde. Jeg brugte den samme tilgang.”
Det var her, at Altinget kom ind i billedet.
Arthur ringede til chefredaktør Jakob Nielsen, som ikke var afvisende. Han ville undersøge det, og Arthur skulle vende tilbage efter en uge. Det gjorde Arthur ad flere omgange de næste to måneder, hvor ’døren blev åbnet en smule mere’ for hver gang. To måneder senere mødtes han med Jakob Nielsen på Altingets hovedkontor i København. Arthur havde taget sin portfolio med på computeren, som han plejede at vise frem til praktiksamtalerne, men så langt nåede han slet ikke.
”Han syntes bare, vi skulle prøve det. Han er en meget rar mand, og vi er nærmest lige gamle, så det blev hurtigt til en snak om hans børn, som han havde billeder af på væggen. Jeg tror, at Jakob så potentiale i, at jeg netop ikke var ung. Han var meget glad for initiativet, fordi det viser, at jeg kan noget på egen hånd,” siger Arthur.
Fokus på motivet
Arthur kniber øjnene lidt i og går ned i knæene for at være i øjenhøjde med Pernille Skipper.
”Det er utroligt så meget modelarbejde, vi politikere skal lave, når man tænker på, at vi er valgt for at gennemføre vores politik,” svarer hun.
”Jamen, du har da dine ’looks’ med dig,” siger Arthur.
Det er ikke kun Pernille Skipper, der er fokus på i dag. Mens Arthur tager billeder af hende, tager Journalistens fotograf billeder af Arthur med sixpence, brune bukser og hvide kondisko. Jeg observerer fra siden med en blok i hånden. Trods de mange flere øjne virker Arthur upåvirket og fokuseret på det, han laver. Indimellem signalerer han, at vi skal flytte os, så vi ikke kommer ind i billedet. Men for det meste er han fokuseret på sit motiv. Efter et stykke tid stopper han op og viser billederne til Pernille Skipper.
”Se, hvor du smiler. Er det okay, at vi bruger dem?” spørger Arthur.
”Ja, de er vildt flotte. Det er rart, at du spørger ind til det. Så er jeg mere rolig,” svarer hun.
Ekstern vejledning
Den 1. februar 2018 begyndte Arthur i praktik som fotojournalist. Altinget har dog ikke en fotograf ansat på deres redaktion til at oplære ham, mens han er under uddannelse. Det har de imødekommet ved at lave en aftale om, at de betaler for en fast tilknyttet vejleder, som Arthur hyrer ind med jævne mellemrum.
Der er tale om den tidligere Politiken-fotograf Joachim Adrian, der i 2014 blev kåret som årets pressefotograf. I dag underviser han på Grundtvig Højskole og er også gæsteunderviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
”Han skal ikke oplære mig. Jeg kan jo godt fotografere,” udbryder Arthur.
”Det er mere den daglige ’ping pong’, jeg ikke har. Jeg mødes med min vejleder en gang hver anden måned og taler om specifikke spørgsmål. Sommetider bliver det meget praktisk med flashundervisning, som jeg ikke synes, jeg er god nok til.”
Var du bange for, om du kunne leve op til forventningerne som den eneste ’fotojournalist’ på Altinget?
Arthur tænker lidt over spørgsmålet, før han svarer.
”Det gode ved et sted, som ikke har haft en fotograf, er, at forventningerne er lave. I am not kidding you,” siger han og slår sig på låret af grin.
”Kommer man ind til Politiken, har man en skare af praktikanter, der har været der, og den fastansatte, som har en vis standard. Her var standarden, at de lige havde fået adgang til Ritzaus billeder. Folk har været så taknemmelige og givet udtryk for, at det er fedt, at de kan have deres egen fotograf med.”
Det seneste år har Arthur prøvet lidt af hvert. En af hans første opgaver var en billedserie om formanden for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri. Siden har han fotograferet et væld af politikere, herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen, som han for nylig fulgte i et helt døgn.
”Man vænner sig meget hurtigt til det. Det bliver meget almindeligt, selv om der er tale om Danmarks mest magtfulde mand. Jeg bliver kun nervøs, når jeg skal tage forsidebilleder, og jeg har fem minutter, hvor det ikke må gå galt,” siger Arthur og viser billederne i det seneste nummer af Altingets magasin.
Den 31. juli 2019 har Arthur sidste arbejdsdag på Altinget, og i sommeren 2020 forventes han at være færdiguddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Han fortæller, at han ikke har store drømme og skyhøje ambitioner. Hvis kameraet kan blive hans levebrød, er han tilfreds.
”Det vil bare være rart at kunne leve af at være fotograf. Og det behøver ikke være fotojournalistik. Det må godt være bredere end det,” siger han.
”Allright. Nu skal vi ud i gården,” siger Arthur, mens han vasker den sidste maling af glasvæggen med en karklud.
Han følger Pernille Skipper igennem de små kældergange og ud til Altingets overdækkede gård, som normalt bliver brugt til debatarrangementer og foredrag.
Med højhælede sko, sort frakke og hænderne i lommerne stiller hun sig op på scenetrappen foran de brune træbænke og kigger ind i kameralinsen.
”Er der ikke lige nogen, der vil tage et billede af det her? Det er totalt meta-meta,” siger Pernille Skipper og henviser til, at Journalistens fotograf tager billeder af Arthur, som tager billeder af hende.
Arthur smiler, tager nogle flere billeder og sænker kameraet.
”Tak for tålmodigheden. Nu kan du komme hjem til dit barn. Jeg har det, jeg skal bruge.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Arthur er dygtig. Men det understreger vidst alt om Altinget, 'at de ikke har en fast fotograf tilknyttet', trods der næste mål er at omsætte for en milliard. Og hvornår har de sidst ansat en praktikant efter endt praktik?