Selv om Helsingør Dagblad fyrede flere journalister i sidste måned, er der stadig brug for at finde en ny forretningsmodel. Det fastslår Søndagsavisens direktør, Arne Ullum, over for Journalisten.dk. En ny lokal læserforening har på 14 dage fået godt 250 medlemmer.
Helsingør Dagblads fremtid er foreløbig reddet. Men der er stadig brug for at tilpasse avisens udgifter til virkelighedens verden, og derfor skal der udtænkes en ny forretningsmodel.
Det siger Arne Ullum, direktør for Søndagsavisen, der i sommer blev ene-ejer af alle aktierne i Helsingør Dagblad.
»Det afgørende er nu, at alle aviser – det gælder både gratisaviser som Søndagsavisen, nationale aviser og lokale dagblade som Helsingør Dagblad – finder en ny forretningsmodel, hvor man kan blive rentable med et lavere oplag,« siger Arne Ullum til Journalisten.dk.
Han erkender, at Helsingør Dagblad næppe får mulighed for at øge oplaget. Til gengæld skal oplagsfaldet stoppes, hvis avisen skal overleve.
»Det ville være sindssygt at gå ud at lukke den nu, hvor medarbejderne har medvirket til at redde avisen. Men vi skal have gjort Helsingør Dagblad til en god forretning. Det betyder, at procentdelen, man bruger på journalister, der skriver til avisen, skal stige. Samtidig skal vi have minimeret udgifterne til design og layout. Og det er netop hvad der er opnået med den aftale, der er lavet med Ritzau om levering af færdige sider« udtaler Arne Ullum.
Blandt journalisterne på Helsingør Dagblad har det vakt opsigt, at Arne Ullum for nylig fremhævede websatsninger som Dinby.dk. Men han understreger, at det ikke skal ses som en kritik af de lokale dagblade.
»Jeg ser ingen konflikt mellem Dinby.dk og avisen. Men det er klart, at hvis man ikke kan drive de lokale betalte dagblade med 13-14.000 i oplag, kan man godt begynde at forberede sig på, at de vil dø.«
Arne Ullum afviser i øvrigt alle spekulationer om salg af Helsingør Dagblad – eksempelvis til Politikens Lokalaviser.
»Nej nej nej nej nej…,« siger han og tilføjer:
»Den strategiske analyse af det er, at det ikke ville være klogt.«
Siden fyringsrunden på Helsingør Dagblad, som samlet har betydet fem færre medarbejdere, er flere nye initiativer i øvrigt sat i værk. Blandt andet har man etableret Helsingør Dagblads Venneforening, som på 14 dage har fået godt 250 medlemmer med byens viceborgmester i spidsen.
Samtidig har støtten fra byens borgere været så stor, at Helsingør Dagblad har haft rekordsalg på annoncesiden her i september måned.
»Salget ligger endda over kommunalvalget i november 2005, hvor Danmark befandt sig midt i højkonjunkturen,« oplyser avisens ansvarshavende chefredaktør, Klaus Dalgas.
Han glæder sig videre over, at ejerkredsen vil drive avisen videre.
»Vi er åbne for at finde alle mulige forretnignsmodeller, der kan bidrage til avisens drift. Set fra min stol skal vi vedblive med redaktionelt at være solidt forankret i lokalsamfundet. Dér har vi blødt det sidste år, og det kan vi ikke tåle længere,« siger Klaus Dalgas til Journalisten.dk.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Søndagsavisen har ikke den ekspertise i at drive lokalavis, som er nødvendig for at redde Helsingør Dagblad. Ejheller den nødvendige kærlighed, ser det ud til. Avisen burde gå i samarbejde med Fynske Medier, for eksempel. Det meste af avisen kunne for eksempel redigeres i Svendborg eller Odense - de lokale sider kunne man så selv stå for. Og man kunne trække på den ekspertise i at være byens dagblad, som Fyens Stiftstidende har i Odense og Fyns Amts Avis har i Svendborg.