Arne Notkin stopper som chef

I godt fire år har han stået i spidsen for DR2. Men nu er det slut. Til oktober skal Arne Notkin være almindelig journalist igen. Og Ifølge både dagbladet Information og filmmagasinet Ekko er det farvel til en kontroversiel kanalchef. 

I godt fire år har han stået i spidsen for DR2. Men nu er det slut. Til oktober skal Arne Notkin være almindelig journalist igen. Og Ifølge både dagbladet Information og filmmagasinet Ekko er det farvel til en kontroversiel kanalchef. 

DR gennemfører i øjeblikket flere omrokeringer. Og nu er turen så kommet til DR2's kanalchef Arne Notkin, der til oktober skal være journalist på P1.

»Jeg har i de seneste år som chef flirtet med tanken om at genopfinde mig selv som udøvende journalist. Nu får jeg chancen på P1. Det ser jeg frem til med skrækblandet fryd,« erklærer han i en officiel udtalelse fra DR. Og videre siger Arne Notkin:

»Jeg har været chef i en lang periode. Men jeg har længe tænkt på at få snuden tilbage i sporet. For jeg søgte jo ikke ind i faget for at blive chef. Jeg ville være journalist, fordi jeg ville fortælle vigtige historier. Og det får jeg chancen for at genoptage. Oven i købet på P1, hvor jeg skal lave serier og temaer. Det er privilegeret,« siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge dagbladet Information er der tale om et farvel til "en dybt kontroversiel person". Avisen skriver i dag, hvordan Notkin i en stribe sager er blevet beskyldt for at lade sine egne kæpheste influere på sit virke som programchef bl.a. i forbindelse med serien 'De røde lejesvende':

"Den 56-årige kanalchef beskyldes bl.a. for at sammenblande sine personlige holdninger og jobbet som chef på en uprofessionel måde og for at kvæle det kreative miljø på den før så sprælske kanal. Selv afviser Arne Notkin, at medarbejdernes kritik er årsag til hans afgang," hedder det blandt andet i Avisen.

Og Filmmagasinet Ekko tilføjer, at Arne Notkin har delt vandene internt i public service-mastodonten.

Mens han havde tilhængere blandt medarbejderne, der fandt ham inspirerende, vidende og konstruktivt provokerende, kritiserede flere nuværende og tidligere kollegaer ham således for at kvæle kanalens kreative miljø i en artikel i Ekkos sommernummer.

"Der er ikke det samme glæde og overskud som tidligere. Når man så, hvordan folk som Mikael Bertelsen og Mads Brügger blev behandlet, som var de praktikanter fra Journalisthøjskolen, så er det altså arrogance i niende potens," sagde en DR-medarbejder til magasinet.

I meddelelsen fra DR kommer Arne Notkin dog ikke ind på den problemstilling, men siger dog:

»Jeg har været rigtig glad for at stå i spidsen for de dygtige mennesker, der tilrettelægger og producerer til DR2. Vi har i en situation med vanskelig økonomi og skærpet konkurrence formået at styrke DR2’s position. Men at være kanalchef i DR er et job med udløbsdato. Det sikrer fornyelse og udvikling. Tiden føles måske aldrig helt rigtig, men jeg tager springet nu, hvor kanalen ligger lunt i svinget, og hvor jeg kan glæde mig til at bidrage til kvalitetsjournalistikken på P1,« siger han.

Fra DRs mediedirektør Gitte Rabøl hedder det:

»Under Arne Notkins ledelse har DR2 cementeret sin position som Danmarks stærkeste mediebrand og markeret sig med en række stærke programmer – blandt andet 'Læsegruppen Sundholm' og 'TV!TV!TV!', som begge fik priser ved Tv-Festival i fredags for henholdsvis 'Årets Nyskabelse' og 'Årets Værtstalent', hvor DR2 også fik priser for 'Debatten' og 'Rytteriet'".«

Gitte Rabøl tilføjer, at hun har stor forståelse for Arne Notkins ønske om at vende tilbage til journalistikken.

»Arne har aldrig været bange for at gå mod strømmen, og det er en egenskab, der er rigtig god at have med sig som journalist. Arne Notkin har sat nogle klare aftryk på DR2 med skarpe og debatskabende programmer, og jeg er sikker på, at lytterne også vil sætte pris på hans journalistiske tæft og talent,« siger hun.

2 Kommentarer

Lars B. Jørgensen
25. AUGUST 2011
Re: Arne Notkin stopper som chef

Jeg er ikke sikker på jeg ville kunne hold Notkin ud som chef i mere end rundt regnet 22 minutter. Og "De røde lejesvende" har stensikkert været  en på alle måder underlødig skamplet på DR2s ellers fine renommé.

Men i en tid, hvor det at være chef er stilling, som øjensynligt ikke rummer diskvalificerende egenskaber (eftersom der altid er nye fjolser på The Leader Trail klar til at bide på), skal Notkin have respekt for at ville genopfinde sig selv som journalist.

Rigtig, rigtig mange chefer ville have godt af at kaste sig ud i den øvelse.

Vibeke Hauerslev
24. AUGUST 2011
Re: Arne Notkin stopper som chef
Det var dog dagens gode nyhed. Så slipper vi vel for alle de udsendelser om 2. verdenskrig. De fyldte alt for meget på DR2 og snere også på DRk.