Den tidligere kanalchef på DR2 skal være redaktør på "Kulturen på NEWS" på TV2 News.
Arne Notkin (57) forlader DR. Fra 1. august tiltræder den tidligere kanalchef på DR2 som redaktør på TV2 News-programmet "Kulturen på NEWS". Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
"Det har ikke været en let beslutning at forlade DR. Men jeg har fulgt News med stigende respekt fra kanalens allerførste skridt og er stærkt tiltrukket af den blanding af hurtig opdatering og dyb – og til tider nørdet – fordybelse, som karakteriserer kanalen. Og jeg føler det som et kæmpe privilegium og en skæg udfordring, at jeg får chancen for at bidrage til kanalens vækst netop på kulturområdet," siger Arne Notkin i meddelelsen.
"Jeg ser frem til at arbejde med de skønne og dygtige mennesker, der har udført et flot pionerarbejde med at plante "Kulturen på NEWS" i et miljø, der er drevet af en uhyre effektiv nyhedsdækning af breaking news, krig, krise, politik og økonomi. Jeg glæder mig til at arbejde med kulturstoffet, fordi det byder på humor, lidenskab og intensitet både i den intellektuelle og holdningsmæssige debat," fortsætter han.
Også kanalchef på TV2 News Mikkel Hertz er glad for skiftet.
"Jeg er rigtig glad for, at Arne Notkin har sagt ja til at blive redaktør for "Kulturen på NEWS", for han er en af de mest erfarne og inspirerende mediechefer herhjemme. Vi har høje ambitioner for programmet, og jeg er sikker på, at Arne Notkin kan løfte den opgave," udtaler Hertz.
Arne Notkin har tidligere haft chefjobs på både BT, TV2 Lorry, Weekendavisen og TV Avisen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.