Dokumentarfilmen Armadillo vandt i fredags Billed-Bladets TV-Guld for bedste dokumentar. Med prisen følger 100.000 kroner.
Den roste dokumentarfilm Armadillo fik endnu mere hæder til fredagens uddeling af Billed-Bladets TV-guld. Instruktøren Janus Metz vandt foran "Svend" (DR), "Verdens bedste kok" (DR 2), "Au Pair" (DR 2) og "Millionæren, der mistede alt".
»Jeg er enormt rørt og stolt over, at Billed-bladets Guldkomité har udvalgt "Armadillo". For det første fordi komitéen består af nogle meget kompetente mennesker, men også set i lyset af det meget høje danske dokumentarfilmsniveau. Jeg er glad for, at vi med filmen er lykkedes at skabe både debat og et selvbillede af krigen, som danskerne kan forholde sig til,« siger Janus Metz i en pressemeddelelse fra Billed-Bladet.
Prisen på de 100.000 for årets bedste dokumentar er blevet uddelt siden 1989 for at støtte produktionen af danske dokumentarprogrammer. Der blev også uddelt en række andre priser til festen, men de må nøjes med æren og en statuette.
Morten Spiegelhauer fik en særpris for sin indsats med programmet Operation X. Den blev ligesom dokumentarprisen uddelt af en komité med blandt andre filminstruktørerne Bille August og Søren Kragh Jacobsen. Resten af vinderne blev valgt af Billed-Bladets egne læsere:
Årets kvindelige tv-vært blev DR's Louise Wolff fra Aftenshowet.
Årets mandlige tv-vært blev TV 2's Mikkel Beha Erichsen fra Go' Morgen Danmark.
Årets stjerneskud blev Ane Cortzen fra DR 2's TV!TV!TV!
Årets tv-program blev DR's Borgen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.