Forsvaret har en »institutionaliseret censurmekanisme«, oberst Frank Lissner lavede »aktiv censur på stedet«, og filmfolk blev truet med fængsel, hvis de ikke udleverede filmoptagelser.

Det er essensen af den hårde kritik, dokumentarfilminstruktør Janus Metz, der i 2009 optog filmen ’Armadillo’ om en deling soldater på Hold 7 i Helmand, rejser mod Forsvaret i Journalistens artikel ’Krig’.

Men missionens øverstkommanderende, styrkechef for Hold 7 oberst Frank Lissner, skriver som et svar på kritikken fra sin nuværende udstationering i Tampa, Florida:

”Janus Metz fik en enestående mulighed for at lave en dokumentar, der gik tæt på den enkelte soldat og den virkelighed, han eller hun blev udsat for i Afghanistan. Han fik mine soldaters fulde tillid, men tilsidesatte den.”

Janus Metz kritiserer blandt andet, at Frank Lissner bedrev »aktiv censur« mod filmholdet, da de filmede en afghaner, der blev ramt af skud i kæben.

Frank Lissner forklarer, at det var aftaler for optagelserne samt menneskelige hensyn, der drev ham til at gribe ind. Afghanerne var ikke omfattet af filmholdets adgang til at filme i missionsområdet. Frank Lissner reagerede med forargelse, da kameramanden »masede« sig tættere på et såret menneske, der ikke havde givet sit samtykke til at blive filmet:

»Jeg råbte, at han skulle gå væk og stoppe med at filme. At kalde det for aktiv censur er for mig at se langt ude – for mig handler det om at udvise lidt anstændighed fra fotografens side og holde sig inden for de rammer, der er aftalt,« skriver Frank Lissner.

Janus Metz beskriver i sin kritik også, at ’Armadillos’ højdepunkt – ”likvidationsscenen”, hvor danske soldater ”renser op” i en grøft – udløste, at oberstløjtnant Jens Rossen-Jørgensen først forlangte at få materialet, senere truede filmholdet med fængsel og endelig forbød videre optagelser.

Jens Rossen-Jørgensen forklarer via e-mail fra sin nuværende post som forsvarsattache i Paris, at hændelsen i grøften blev pålagt en undersøgelse af Forsvarskommandoen. Undersøgelsen skulle fastslå, om soldaterne havde forbrudt sig mod krigens love og slået fjender ihjel, der ikke længere var en trussel.   

I den forbindelse bad næstkommanderende Jens Rossen-Jørgensen filmholdet om deres optagelser af episoden.

»Der blev ikke spurgt til at få materialet, men til at se materialet,« skriver Jens Rossen-Jørgensen.

Han afviser desuden, at filmfolkene blev »truet« med fængsel, da de ikke ville vise optagelsen til den militære ledelse i Helmand. 

”Vi henviste til, at der var tale om en lovlig given tjenstlig ordre til brug for undersøgelse af, om der skulle være foregået noget ukorrekt, og at filmholdet jævnfør den skriftlige kontrakt om vilkårene for at følge soldaterne var underlagt militær straffelov i en situation som denne. Filmholdet spurgte selv, hvilke sanktionsmuligheder det indebar, og vi svarede stille og roligt, at overtrædelser kunne straffes med bøder eller i grovere tilfælde fængsel,” skriver han.

Han forklarer også, at stoppet i optagelserne skyldes, at der manglede en afgørende afklaring i de kontraktlige forhold.

Janus Metz er uenig i Frank Lissner og Jens Rossen-Jørgensens fremstilling af episoderne. For det første, forklarer han, optog filmholdet den sårede afghanske soldat »professionelt og på anstændig afstand«. Filmfolkene »masede sig ikke på« og var under hele processen med at optage ’Armadillo’ opmærksom på, at de aldrig var i vejen for soldaternes arbejde, pointerer han.

For det andet mener Janus Metz, at Jens Rossen-Jørgensens forklaring i forhold til den såkaldte likvidationsscene er forkert:

»Jens Rossen-Jørgensen og en jurist oplyste os om, at vi var underlagt militær straffelov, og at vi risikerede fængsel, hvis ikke vi udleverede materialet til dem, så de kunne se det. Herefter spurgte vi direkte til, om det skulle opfattes som en trussel. Det svarede de henholdende på. Dernæst bad jeg – da jeg følte mig truet – om at få ekspliciteret, hvad det ville sige, at vi var underlagt militær straffelov.« 

Desuden agerede Janus Metz i forhold til de aftaler på e-mail, produktionsselskabet havde indgået med Forsvarskommandoen, siger han: 

»Det var vores klare aftale med Forsvarskommandoen, at der ikke skulle ses materiale igennem i Afghanistan.«

Endelig afviser filminstruktøren Frank ­Liss­ners påstand om, at han har misbrugt soldaternes tillid:

»Hvad ved han om det? Jeg har et fint forhold til mange af soldaterne, jeg filmede. Han kan vel ikke udtale sig på deres vegne? Hvilken ret har han til det? Han må vel udtale sig om sig selv. Mener han, at jeg har misbrugt hans tillid? I så fald hvordan? Ved at filme sårede og døde soldater, som er blevet ofre for krigen? Ved ikke at udlevere råmateriale fra vores film til gennemsyn for Forsvaret, mens vi er under optagelse i Afghanistan – stik imod de aftaler, vi havde med selvsamme forsvar? Eller har vi misbrugt hans tillid ved at lave en film, han ikke kan lide?« spørger han.