Janus Metz' rå dokumentarfilm om krigen i Afghanistan, 'Armadillo', vil ændre radikalt på de danske mediers dækning af krigen. Det vurderer journalist Charlotte Aagaard fra Information, der har set filmen her til formiddag.
Med åbningsbilleder af helikoptere, der flyver i slowmotion over himlen akkompagneret af det dumpe thump-thump fra rotorbladene, vækker Metz' voldsomt æstetiske, ja, endda smukke film mindelser om Francis Ford Coppolas Vietnam-film, 'Dommedag Nu'.
Sådan skriver dagbladet Information i dagens anmeldelse af dokumentarfilmen 'Armadillo', der i går havde premiere på filmfestivalen i Cannes, og som her til morgen blev vist for et dansk pressekorps i København.
Og skal man tro de første meldinger, så går filmen tættere på krigen i Afghanistan, end vi nogensinde har været før. Eksempelvis fortalte DR Nyheders kulturredaktør, Niels Frid, i går fra Cannes, at der er tale om "en brutal opvågning".
"… Vi har jo hørt om den her krig i Afghanistan i årevis. Vi ved godt, at det er en krig, men at se det, se de danske unge uskyldige mennesker komme til Afghanistan og langsomt forvandles – nogen vil sige forråes – dag for dag – det er en stærk oplevelse," lød det fra Niels Frid.
Og dagbladet Informations journalist Charlotte Aagaard, der selv har været af sted med Forsvaret i Afghanistan, vurderer, at dokumentarfilmen ligefrem kan ruske op i den danske krigsdækning:
»Jeg tror, at en film som den her vil være med til at gøre debatten om Afghanistan mere realistisk. Rigtigt mange udtaler sig uden at have en fløjtende viden om forholdene,« siger Charlotte Aagaard til Journalisten.dk.
Hun er selv stærkt påvirket af filmen, som hun har set her til formiddag:
»Vores chance for at komme ned under overfladen, når vi i det daglige dækker krigen, er ret lille. Og der synes jeg, at den her film rejser en masse interessante spørgsmål. Eksempelvis de regler, som soldaterne arbejder under, men også de fejl, der bliver begået – eksempelvis egen-beskydningerne, som vi ikke hører så meget om i Danmark. Endvidere hvordan det for hold 7 ikke gik særligt meget fremad for den danske indsats. Tværtimod mistede vi også nogle områder, så man får en fornemmelse af, at den her krig ikke går helt så godt, som vi gerne vil tro herhjemme.«
Charlotte Aagaard skynder straks at tilføje, at optagelserne i Armadillo er fra 2009, og derfor ikke giver et billede af, om situationen er den samme i dag.
»Men man får meget klart et indblik i, at afghanerne har meget svært ved at have tillid til den danske styrke. Man ved måske, hvor de er i dag – men ikke, hvor de er i morgen.«
Charlotte Aagaard har tidligere påpeget, at den danske dækning af krigen i Afghanistan har været alt for ukritisk, men hun tror nu, at dokumentarfilmen 'Armadillo' kan blive en øjenåbner. Og at den ligefrem vil kunne ændre på danske mediers krigsdækning
»Ja, det tror jeg godt, den kan. Jeg tror, at vi journalister hele tiden bliver mere modne og nuancerede i vores dækning. Det gælder også debatten om Afghanistan, som bliver mere og mere informativ. Det betyder også noget, at vi nu har været i Helmand siden 2006. Det er atlså fjerde år, hvor Danmark er i krig i Afghanistan. Og det tager åbenbart noget tid, før vi mister vores naivitet,« siger hun og bemærker, at problemet ikke kun er journalisterne.
»Vi har været alt for naive. Men det gælder ikke kun medierne. Det gælder også befolkningen, når vi sender danske soldater ud. Der er stadig en tro på, at krigen i Afghanistan ligner en FN-mission, hvor man bare patruljerer, og så sker der ellers ikke så meget.«
Charlotte Aagaard føler ikke anledning til at pudse glorien eller pege fingre ad nogen bestemte medier.
»Man bliver også nødt til at spørge, hvad er mediernes vilkår for at dække krigen? For selv om vi gerne vil dække den, så er vores muligheder ikke så store,« siger hun og fremhæver, hvordan Forsvarets inviterede ture har karakter af at være "koreograferede".
»Man bliver taget med på patruljeture i områder, hvor de har kontrol over situationen. Og det er selvfølgelig udmærket – for vi vil gerne hjem igen. Men omvendt får man et noget fortegnet billede af, hvad det handler om. De koreograferede ture er ikke nødvendigvis falske. Man ser ikke noget forkert, men man får en nøje udvalgt del af virkeligheden. Og det tror jeg ikke gavner nogen i længden.«
Charlotte Aagaard håber på, at der nu kan blive afsat flere ressourcer til at dække krigen rundt på de danske medier.
»Jeg synes, de danske medier burde satse nogle flere ressourcer på at dække krigen. Danmark er altså med i den største væbnede konflikt i verden i øjeblikket. Og der skal vi være nogle til at kigge dem i kortene. Så det er også et hip til redaktørerne og til dem, der beslutter, hvor mange penge man skal bruge på det her. Det koster tid at grave, lave aktindsigts-ansøgninger osv.«
Ifølge Informations Afghanistan-journalist handler det også om manglende vilje til at satse tilstrækkeligt på at dække krigen.
»Omvendt nytter det selvfølgelig heller ikke, hvis danske journalister er nogle kyllinger og ikke tør tage af sted. De skal ud på egne ture og få deres egne kilder og høre afghanernes stemme,« siger hun og peger på, at det meste af den information, som leveres, er styret.
»Det handler også om de dokumenter, man ikke kan få adgang til. Alle, der kender til Den hemmelige Krig, ved, hvor svært det er at få rapporter ud af Forsvaret. Det er en utrolig lukkethed, som omgiver forsvaret – også længe efter operationerne er slut.«
Charlotte Aagaard er dog forholdsvis optimistisk:
»Jeg tror, Armadillo vil føre til et skift i den offentlige mening. Og forhåbentlig også en mindre naiv dækning. Men vores chancer for at få fat i de konflikter, der er derovre, er meget små. Hvordan går det egentlig med vores samarbejde med den afghanske milits? Og hvofor har de danske soldater så få fanger? Vi ved det ikke. Og der er det, at Armadillo giver et indblik i, hvad det reelt handler om. Janus Metz har været med på så mange kampe og fulgt de danske tropper i otte måneder. Det giver en helt anden autenticitet.«
Og læs Charlotte Aagaards artikel i dagbladet Information i morgen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.