Igen igen. De Sorte Spejdere er for anden gang kåret som årets radioværter. Det skete ved branchefestivalen Radiodays 2008. 'Go' Morgen P3' blev årets radioprogram.
Den ene dag leger de Sandhedens Time, så den ægte vare på TV 3 blegner. Den næste dag har de fundet en underlig slubrelyd frem fra deres gemmer, der udvikler sig til en fræk historie om redaktionschefen Gry.
De herrer Anders Lund Madsen og Anders Breinholt har gjort det igen igen. For andet år i træk vandt de lørdag aften Danmarks officielle radiopriser Prix Radio, der blev delt ud som afslutning på den dagslange festival Radiodays 2008.
Som en ekstra cadeau fik de også overrakt Ekstra Bladets 'Gyldne Mikrofon', som er lytternes kåring af de to som deres favorit radioværter. Dermed blev de kåret dobbel – både af jury og af folket.
De øvrige prisvindere ved festen blev alene udpeget af juryer med repræsentanter fra hele radiobranchen, men ifølge Journalisten.dks oplysninger trak det ud med at blive enige om vinderne. I enkelte juryer var uenigheden tilmed total, og først med timers forsinkelse nåede man frem til den endelige vinderliste.
Bedst gik det for DR, der endte med samlet at løbe af med flest priser. Af de i alt ni priser gik fem således til DR – heraf to til P3s 'Sport på 3'eren'.
'Go'Morgen P3', der sender 15 timer om ugen, løb af med med titlen 'Årets Radioprogram'. Og endelig vandt DR også i kategorien ’Årets Radiopromotion for en event’ med 'Sell Out Session på P3’ fra den internationale Humor mod Aids-dag i april i år.
I forbindelse med prisfesten blev der tillige uddelt fire andre priser. Prisen for 'Årets Radiosatire' gik til Radio Sydhavsøernes 'Anders & Co.', mens Hit FM's Skovmand & Bue igen i år hjembragte prisen for 'Årets morgenshow'.
Mere om Radiodays og Prix Radio her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.