Tre regionale radiostationer modtog i går radioprisen "Årets Krygerpris" for "9. april 70 år efter" – en livereportage fra fortiden.
Den 9. april bragte DR Trekanten, DR Esbjerg og DR Syd en seks timer lang radioudsendelse fra besættelsen. Her blev lytterne stemningsmæssigt sendt tilbage til 1940, mens et væld af nutidige reportere rekonstruerede den skæbnesvangre dag.
Reportere fortalte "direkte" fra træfninger mellem danske og tyske soldater, om hændelser på Middelfart Havn og orienterer om troppernes bevægelser i Korsør.
I en pressemeddelelse begrunder dommerkommiteen prisen således:
»En original, nyskabende og dejlig enkel ide. Man tager en historisk kendsgerning, som alle tror, de kender, og omsætter den til et fremadskridende dramatisk forløb.«
Mediedirektør Mikael Kamber tilføjer:
»Det er lavet, så hårene rejser sig. Læg dertil, at udsendelsen aldrig ville kunne være lavet på et andet medie end lige præcist radioen.«
Vinderne selv er noget overraskede over opmærksomheden:
»Udsendelsen blev kun sendt på de tre P4-regionalradioer i det sydlige Jylland, derfor har det været en lille smule overraskende, at så mange har lagt mærke til den. Den fejl laver vi ikke igen – næste gang gør vi det landsdækkende, og det vil man kunne høre i 2011,« siger redaktionschef i DR Trekanten Morten Teilmann-Jørgensen
Oplev vindernes udgave af 9. april 1940 her
De to øvrige nominerede var journalist Thomas Ubbesen med sin formidling fra verdens brændpunkter og journalist Jens Olesens fortælleglæde i programmet "Natursyn" på P1.
I år uddeles prisen for 38. gang. Vinderne modtager 25.000 kroner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.