Fotograf på Berlingske Tidende Søren Bidstrup er kåret som Årets Pressefotograf 2008.
Søren Bidstrup var dommernes første og umiddelbare valg, da han blev kåret som Årets Pressefotograf i Odense i dag. Dommerkomiteen begrunder afgørelsen med bredden i Søren Bidstrups udvalgte billeder, som viser, at han ikke alene er en dygtig allround fotograf – men at han også kan levere enestående arbejde.
Det gælder for eksempel et billede fra en træningslejr i Afghanistan, som dommeren kalder "tidløst og historisk fotografi i klasse med verdens bedste".
Søren Bidstrup havde også sendt billeder ind af bodybuildere, skuespilleren Sonja Richter og en serie fra den skotske Beltane Flammefestival.
Sidste år blev Linda Henriksen fra Berlingske Tidende Årets Pressefotograf, og dermed har Berlingske Tidendes fotografer vundet prisen to år i træk.
I kategorien Årets Pressefoto gik prisen til Gregers Tycho Axelsen for et billede fra krigen i Irak.
"Det stærke vinderbillede bør minde os om, at vi stadig er i krig – og hvilken pris vi betaler," udtaler de tre dommere, Brian Karmark fra Fyens Stiftstidende, Casper Dalhoff fra Jyllands-Posten og den amerikanske freelancefotograf John McConnico.
Vinderne i de øvrige kategorier blev:
Årets Nyhedsbillede Danmark: Jacob Ehrbahn
Årets Nyhedsbillede Udland: David Høgsholt
Årets Danske Hverdagsbillede: Thomas Nielsen
Årets Feature: Martin Stampe
Sport Action: Teitur Jónasson
Sport Feature: Steven Achiam
Årets Portræt: Klavs Bo Christensen
Åben Klasse: Søren Bidstrup
Visuel Journalistik på Internettet: Linda Henriksen
Årets TV-fotograf – Dokumentar: Jesper Sterum
Læs mere om tendensen til, at serier vinder, her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.