search

Jury-formand Jan Grarup tager imod Årets Pressefotograf, Joachim Ladefoged, ved prisuddelingen i Det Kongelige Bibliotek. Jacob Nielsen

i

Årets Pressefoto: »Og ikke et ondt ord om katte og elevportrætter«

Til daglig tager de billeder af skoleelever, politikere og håndboldspillere, men én gang om året genstøber Danmarks pressefotografer myten om fotografen som rockstjerne med hat, Leica og livslede – og bander over, at de andre vandt

13:10

Hvis populærkulturen er et spejl af samfundet, er pressefotografen en farlig karl. Netflix’ tv-serie ’House of Cards’ har Adam Galloway, som med åben skjorte og en aura af alvor besøger krigszoner, modtager fotopriser og charmerer præsidentens kone. Kvinderne i ’Horton-sagaen’ sukker efter den Adonis-agtige Eric Brady, der har mareridt fra sin tid som fotojournalist i Congo. I videospillet ’Dead Rising’ nedkæmper pressefotografen Frank West zombier, helten i Hitchcocks kultklassiker ’Rear Window’ er eventyreren L.B. Jeffries, der lænkes til en kørestol efter en ulykke på en racerbane, og fotografen Thomas i Michelangelo Antonionis ’Blow Up’ lever af at fotografere modeller. Og når superhelten Spider-Man ikke nedkæmper nattens forbrydere, er han freelancefotograf Peter Parker. 

Virkelighedens pressefotografer nedkæmper imidlertid hverken zombier eller forbrydere, og selv om niveauet i dansk fotojournalistik er højt, lever de fleste af at tage billeder fra superligakampe i gråvejr, til voxpops på gågader og af biler, madvarer og skoleelever. 

Men én gang om året lægger de hverdagens banaliteter fra sig og kigger hinanden dybt i øjnene. 

Det er Årets Pressefoto – eller »Årets Fællesspiller«, som en mandlig fotograf mindre flatterende kalder begivenheden på vej ind – og mest af alt virker det som en af de der familiefester, hvor leddet med grandfætre og -kusiner også er inviteret med, og hvor samtlige gæster hvis ikke kender alle, så i hvert fald ved, hvem alle er. 

Folk med læderjakker og Leica’er om livet krammer på kryds og tværs, selv om arrangementet skulle være begyndt for 10 minutter siden. Pressefotografforbundets formand, Lars Lindskov, får omsider tysset folk til tavshed og holder en tale om ytringsfrihed, krigszoner og flygtningekrise og vender flere gange tilbage til den berømte krigsfotograf Robert Capas citat om, at hvis dine billeder ikke er gode nok, så er du ikke tæt nok på. 

Årets Fotograf, Joachim Ladefoged, foreviger kollega og vinder af Årets Pressefoto, Jacob Ehrbahn, foran hans vinderbillede.
Foto: Sara Galbiati
Morten Germund og vinderen af Årets Portræt, Miriam Dalsgaard, under gin-festens kulørte lamper.
Foto: Sara Galbiati

14:15

Efterfølgende går det slag i slag med priserne, og takketalerne er væsensforskellige. Flere taler om »fotografiets nødvendighed«, og en tilskynder sine kolleger til »at huske at tænke på historien frem for priserne«. Nogle vindere bruger flere minutter på at udtrykke deres påskønnelse af familiemedlemmer, venner og kolleger, mens andre, for eksempel vinderen af Årets Sportsbillede, Liselotte Sabroe, nøjes med den helt korte: »Tak.«

Til at uddele årets hovedpris dukker statsminister Lars Løkke Rasmussen op, og i sin tale snakker han om Daniel Rye, der på en reportagerejse i Syrien blev holdt fanget af Islamisk Stat i 13 måneder, og som for nylig igen er taget ud på en risikabel rejse. Statsministeren citerer Daniel Rye: »Når man har oplevet konsekvensen af storpolitik, når man har mærket smerte og en del af verdenshistorien tæt på, som jeg har, er det svært at komme hjem til Danmark og fotografere katte og lave elevportrætter,« læser han op. 

»Og jeg tror, at en del af jer kan genkende den følelse. Intet slemt ord om katte og elevportrætter, men for mange af jer er det at fotografere ikke bare et job. Det er noget, I er nødt til at gøre,« siger han og præsenterer vinderbilledet, Jacob Ehrbahns fotografi af en flygtningefamilie, der kravler under et pigtrådshegn i Ungarn.

Publikum afbryder statsministerens tale med jubel og klapsalver, da billedet beskrives, og Jacob Ehrbahn flyver op fra sit sæde. Han har en lidt krøllet skjorte på og et par stærke briller og ligner ikke ligefrem en krigsfotograf.

En af dagens prisvindere giver en autograf til en yngre kollega.
Foto: Sara Galbiati

14:50

Man skal være døv og blind for at undgå at opfange selvforståelsen blandt fotograferne: Fotojournalistik er verdens vigtigste erhverv, det er en alvorlig sag at tage billeder; et kald, som kun de få indviede kan påtage sig. 

Ordet »kald« bliver sagt flere gange på scenen, men det er ordene om elevportrætter og katte, som statsministeren gengav, der bliver hængende i luften og prikker et lillebitte hul i ballonen. De tager ligesom det mest glittede stjernestøv. 

Ud ad svingdøren foran Den Sorte Diamant vælter to mænd, som straks går i gang med at beklage sig over vinderne, over juryen og over, at de ikke selv har vundet noget. Den ene har et partisantørklæde om halsen, den anden en hue på hovedet. 

»Jeg kommer til at afkræve den jury en forklaring,« siger den ene af dem, »det er jo fuldstændig amatøragtigt.«

 

 

Indenfor går vinderen af Årets Fotograf, Joachim Ladefoged, og vinderen af blandt andet Årets Pressefoto, Jacob Ehrbahn, rundt og tager selfies af sig selv, hinanden og deres statuetter. 

En ung mand er på vej ned i kælderen, hvor alle de nominerede billeder er udstillet. Han har filthat på, og hans tatoveringer på armene signalerer, at han er fotograf. En ældre kvinde smiler til ham og siger tillykke. Men han har ikke vundet noget. 

»Det var min idé, det der,« siger han og peger mod Asger Ladefogeds fotografi, der var nomineret til Årets Nyhedsbillede Danmark, og som viser en kvinde, der bag gardinerne i en lejlighed ser på folkemængden ved mindehøjtideligheden efter terrorangrebet i København. 

»Jeg havde idéen. Jeg ville også tage op i en lejlighed, men det gad avisen ikke. De ville se ansigter.«

Han ryster på hovedet og går videre. 

Årets Pressefoto bringer mindelser om store familiefester med fulde onkler, tomme vinglas og gamle anekdoter.
Foto: Sara Galbiati
»Vi er konkurrenter, men også kammerater,« siger Finn Frandsen.
Foto: Sara Galbiati

16:45

Da fotograferne er blevet trætte af at skylle kanapéer ned med hvidvin, går de til Kayak Bar under Knippelsbro. Her foreskriver traditionen, at vinderne serverer gin og tonic under kulørte lampers skær, og Politikens fotochef, Thomas Borberg, skænker op. 

Han er ikke nærig med ginnen, og senere, da de mange flasker er tomme, står han og Informations fotoredaktør, Sigrid Nygaard, og snakker med en gruppe af festens yngste gæster. Det er de vordende fotojournalistpraktikanter, som både Sigrid Nygaard og Thomas Borberg skal ansætte til en forestående panikdag. 

En fotograf, der selv var i praktik på Information, får øje på optrinnet og bryder ind.

»Det er simpelthen for groft det der,« siger hun og kigger for sjov på sin forhenværende redaktør. 

»Hvad er for groft?« spørger Sigrid Nygaard.

»I står jo bare og gør kur til de unge, det er ikke i orden.«

»Jeg er jo nødt til at lægge billet ind i god tid,« griner Thomas Borberg, »de vil jo altid helst over til Sigrid.«

»Til gengæld vinder man ikke nogen priser hos mig,« svarer hun med reference til, at Information ikke var nomineret. 

Flere af de studerende og freelancerne har arrangeret middage på billige restauranter som alternativ til den officielle middag, som det koster 450 kroner at deltage i. De har tænkt sig at komme tilbage til familiefesten efter spisning, siger de.

I Rømersgade i København byggede arbejderbevægelsen i 1879 en forsamlingsbygning, som senere blev til Arbejdermuseet. I baghuset konstruerede de en imposant festsal, og den er fredag aften pyntet til galla. 

 

 

Lars Lindskov forsøger at råbe selskabet op og er nødt til flere gange både at pifte og slå på sit glas for at få masserne til at forstumme. 

»Vi skal hygge os i aften,« siger han. »Der er såkaldt fri bar indtil klokken 22. Og så vil jeg lige sige, at selv om vi fejrer fotografiet, er det også vigtigt, at man opfører sig ordentligt. Der skal helst ikke være nogen, der ender med en regning på 40.000 kroner til renovering af et hotelværelse.«

Han refererer til en hændelse for nogle år siden, hvor Årets Pressefoto foregik på et hotel på Fyn. Flere gengiver historien i løbet af aftenen, men få husker de konkrete detaljer, og ingen har lyst til at blive citeret. Men flere bekræfter, at en af fagets gade­drenge holdt en så vanvittig smadrefest på sit hotelværelse, at lamper og gulve sidenhen måtte skiftes ud. 

Sådan en aften tyder i aften ikke på at blive. 

Ved et af bordene sidder Politikens fotochef, Thomas Borberg, og Miriam Dalsgaard, der vandt prisen for Årets Portræt. Thomas Borberg har svært ved at skjule sin begejstring, for hans fotografer har trukket hele fire priser hjem.  

»Jamen priser er vigtige,« siger han. 

»Du får mig ikke til at sige andet. Det vigtige at sige er bare – ligesom Joachim sagde i sin tale – at historien er vigtigere end priserne.«

Miriam Dalsgaard bekræfter, at hun nær havde glemt at sende materiale ind i år. 

»Selvfølgelig er det skønt at vinde priser, men det er ikke noget, jeg tænker på. Faktisk tror jeg mere, det er en mandeting,« siger hun som en slags forklaring på, at der ud af 16 vindere kun er tre kvinder. 

»Jeg tror ikke nødvendigvis, det er, fordi fotojournalistik er et mandefag, jeg tror lige så meget det handler om, at drengerøvene går mere op i det med priser.«

Et par timer efter at Lars Lindskov annoncerede »såkaldt fri bar«, er der blevet serveret søer af rosé-, rød- og muskatvin, og stort set ingen sidder på den plads, de sad på, da middagen startede. 

Tre yngre gæster sidder og tager billeder af hinandens underarme. Finn Frandsen, der har arbejdet som fotograf på Politiken siden 1982, kommer forbi og kaster sin 59-årige arm i puljen. Som en onkel til et middagsselskab. At alle ved, hvem alle er, er ikke noget problem, siger han. Det er en unik arbejdsbetingelse:

»Især de unge kan bruge hinanden virkelig meget, og modsat mange journalister ved jeg, at fotografer bruger hinanden meget. Det er jo også sigende, at vi mødes alle sammen og i fællesskab fejrer årets dygtigste fotografer. Vi er konkurrenter, men også kammerater.« 

Jacob Ehrbahn nyder en stille stund på altanen.
Foto: Sara Galbiati

22:00

Lloyd og André 3000’s ’Dedication To My Ex’ glider over i Robin Thickes ’Blurred Lines’. Ved mixerpulten står en discjockey med fuldskæg, og hans spilleliste kunne tilhøre en hvilken som helst fest i det meste af den vestlige verden.

Vinderen af Årets Pressefoto, Jacob Ehrbahn, søger ly på en bagtrappe af stål og får selskab af Journalistens udsendte. 

Hvordan er det at vinde?

»Det er sgu ikke noget særligt,« siger han og tager et rockstar-hvæs af sin cigaret. 

»Ej, det er forkert at sige,« korrigerer han. »Selvfølgelig er jeg da glad. Jeg har været med i det her game i rigtig mange år, og jeg er super glad for, at det var mig, der trykkede på knappen og tog lige præcis det billede. Jeg hjalp det billede til verden.«

Hvornår gik det op for dig, at det var et godt billede? 

»Det gjorde det faktisk først om aftenen, da jeg så mine billeder igennem.«

Men hvad tænkte du, da du skød det?

»Jeg tænkte ikke så meget, andet end at det var en virkelig stærk situation. Normalt ville jeg kigge bag på kameraet, men det gjorde jeg ikke – jeg gik bare videre, arbejdede videre som en sindssyg og tog tusindvis af andre billeder.«

Jacob Ehrbahn fortæller, at han og journalisten ankom til Ungarn sent om aftenen uden at ane, hvad der var op og ned på noget som helst. I hælene på nogle lokale løb han ud i natten, og tidligt næste morgen besøgte han pigtrådshegnet ved grænsen. Der var helt tomt derude. 

»Jeg gik ned ad den lange grusvej, hvor der bare var hegn, hegn, hegn. Det sker jo ikke, tænkte jeg. Pludselig kunne jeg høre børn, der græd. Nogen råbte. De skal jo nok over på et tidspunkt, tænkte jeg, og så var det bare at vente. Så ventede jeg flere timer. Og lige pludselig, mens jeg stod og sms’ede til min journalist derhjemme, så skete det. Jeg begyndte at løbe, og en grænsebetjent løb sammen med mig. Jeg kom for sent. ’Jacob Ehrbahn, du kommer aldrig til at tilgive dig selv for det her,’ tænkte jeg. Du missede den. Du kommer aldrig til at tage sådan et billede, du er den største idiot i hele verden. Men så lidt senere hørte jeg mere på den anden side af hegnet. Første gang mistede jeg det. Anden gang, der fik jeg det.«

Indenfor står Berlingskes billedredaktør, Søren Lorentzen, i baren og snakker med Sigrid Nygaard. Hun driller ham med udfaldet af uddelingen. Hans sorte skjorte er stoppet langt ned i bukserne. 

»Hvordan har du det med, at Berlingske ikke vinder noget?« spørger hun.

»Nej,« svarer han resolut, »det kan man ikke sige.« 

Han laver en ret linje i luften med flade håndflader og gestikulerer, at præmissen er forkert. 

»Fra hele Berlingske Media er seks fotografer nomineret. Bax og Liselotte vinder (Bax Lindhardt og Liselotte Sabroe, for henholdsvis Årets Danske Hverdagsbillede og Årets Sportsbillede, red.), og de er så siden røget til BT og Scanpix. Men jeg var chef for dem, da de tog billederne. Så nej, det kan man ikke sige.«

Kærlighed og kameraer.
Foto: Sara Galbiati
DJ’en har sat ’Blurred Lines’ på for anden gang, og aftenen synger på sidste vers.
Foto: Sara Galbiati

01:00

Nogle af de studerende er begyndt at ryge indenfor, og der er en sælsom dunst af oksehøjreb, gin og tobak i salen. Og af stjernestøv. For selvfølgelig betyder det noget at vinde priser. Det betyder noget på forskellige måder for Jacob Ehrbahn og for Miriam Dalsgaard, men det betyder noget for alle. 

I forhandlinger med deres overordnede kan avisernes fotochefer bruge priser til at argumentere for, at fotografiet er vigtigt, og freelancere kan i stedet for at profilere sig som »uddannede fotojournalister« kalde sig »prisvindende fotojournalister«. Som Informations Sigrid Nygaard siger: 

»Jeg tror ikke, der findes nogen i vores branche, der ikke – når de tager et fedt billede – tænker: Det skal jeg sende ind.«

Hun synes, priserne har en for stor betydning for det daglige arbejdsliv, siger hun: Hvis man som fastansat fotograf vinder til Årets Pressefoto, ved man, at der venter anerkendelse fra ens kolleger og chefer. 

»Det kan godt være, at man til daglig laver en masse billeder, som man ikke høster den store anerkendelse for, men det at vinde en pris er en meget konkret og håndgribelig ting, som alle forstår. Også dem, der måske ikke har den store visuelle forståelse. Hvis du kigger på fotojournalisters hjemmesider, er der tit en kategori, hvor alle priser er listet op. Som billedredaktør, der ofte skal bruge forskellige fotografer ude i verden, vil jeg da ikke sige mig fri for at have hyret en fotograf ind til en opgave, fordi vedkommende har vundet en eksklusiv pris,« siger hun. 

Politikens Thomas Borberg er uenig. Han kigger aldrig på priser, siger han. Kun billeder. 

»Og det, der gør danske fotografer dygtige, er, at vi er gode til at tale om billeder i åbenhed og fællesskab. Når vi lægger vores ting frem sådan en aften som i aften, sætter vi røven i klaskehøjde i forhold til at få kritik, og det bliver tydeligt, hvad man i løbet af året har formået og ikke formået. Alene derfor er priserne et pædagogisk værktøj, som mange andre end dem, der lige vinder, kan have glæde af.« 

 

 

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen